Solveig i Afghanistan: “I øjeblikket har vi 50 børn fordelt på 20 senge”

17. marts 2022

Hver måned bliver hundredvis af syge børn indlagt på intensivafdelingen på vores hospital i Herat i Afghanistan. Mange af dem er alvorligt underernærede og kæmper for deres liv. Men trods udfordringerne har vores folk håb for børnene og fremtiden, fortæller vores børnelæge Solveig.

Otte måneder gamle Nyayesh har ligget i koma i tre dage. Hendes mor sidder hos hende og aer hende.

“Nyayesh har lungebetændelse, og det har taget hårdt på hendes svækkede krop. Hun var bevidstløs, da hun blev bragt til os. Hun havde alvorlig åndenød, og hendes kredsløb og hjerte var ekstremt svagt,” siger Solveig, der er en af vores børnelæger på hospitalet i Herat i Afghanistan.

Den lille pige får ilt og væske samt høje doser antibiotika for at bekæmpe infektionen. Men hun er stadig bevidstløs.

“Vi er meget bekymrede for hende. Hun kan ende med at få en hjerneskade,” siger Solveig, der har arbejdet for os i Herat i seks måneder.

Solveig og hendes hold behandler mange meget syge børn. Ligesom Nyayesh er de fleste alvorligt underernærede. En medfødt hjertefejl gør det endnu sværere for Nyayeshs krop at klare dårlig ernæring og en infektion.

“Vi har ikke noget at spise.”

Det var allerede svært at få mad nok i Afghanistan før den politiske omvæltning i august sidste år. Blandt andet havde en tilbagevendende tørke medført en dårligere høst.

Da Taleban tog magten, trak internationale donorer midler tilbage, der understøttede den afghanske økonomi. Sanktioner førte til en økonomisk krise. Banker var lammet, og befolkningen kunne ikke længere få adgang til deres opsparing. Tusinder mistede deres job. Samtidig steg fødevarepriserne.

“Vi har ingen hvede eller andet at spise. Der er intet arbejde til os. Mit barnebarn er så syg på grund af sult og fattigdom,” fortæller en kvinde, hvis barnebarn bliver behandlet af vores folk i Herat.

Sundhedssystemet var på randen af kollaps efter magtskiftet.

“Det var allerede underfinansieret og afhængigt af international hjælp. Den hjælp kom pludselig ikke længere,” siger Solveig.

Selvom international økonomisk bistand er blevet genoprettet til sundhedssystemet, er den mindre end før, den finansierer ikke alle sundhedsfaciliteter og er indtil videre kun sikret frem til juni. Hvad der sker derefter er usikkert. Mange statslige institutioner kan ikke længere betale løn til personalet eller driftsomkostninger.

“Folk skal også selv betale for medicin og materialer såsom kanyler og forbindinger, men det kan de fleste af dem ikke,” siger Solveig.

Fem gange flere patienter

Da sundhedssystemet var på sit laveste, ansatte vi flere læger til vores klinik for gravide kvinder, til behandling af børn og mennesker med kroniske sygdomme i Kahdestan, en forstad til Herat, i september 2021.

Der kom flere og flere mennesker, og vi behandlede nogle gange op til 200 patienter om dagen. I oktober satte vi containere op for at få plads til ekstra senge på vores klinik for underernæring.

I december begyndte vi også at støtte skadestuen og intensivafdelingen på børneafdelingen på regionshospitalet Herat. I de første par uger, siden vi begyndte at hjælpe der, er antallet af patienter femdoblet i forhold til året før:

“I øjeblikket har vi 50 børn fordelt på 20 senge,” fortæller Solveig.

Op til tre børn per seng

Der er travlt på afdelingen.

“Der er to børn i de fleste senge – og nogle gange tre. Deres mødre er hos dem døgnet rundt og sover ved siden af børnene på sammenklappelige lænestole om natten,” siger Solveig.

Vores hold gør, hvad de kan. Lægerne stabiliserer de små, behandler deres infektioner og giver dem terapeutisk mælk med højt kalorieindhold, indtil de er stærke igen.

“Det er utroligt hårdt, men jeg har også en god følelse af, at vi sammen som et hold giver børnene en chance.”

Nyayesh griner igen

Nyayesh er et eksempel på, hvor vigtigt det er at kunne få den nødvendige lægehjælp, at have uddannet personale og tilstrækkelige forsyninger. Efter endnu en dag i koma vågner Nyayesh endelig op. Hun er i bedring og behøver ikke længere at få ilt gennem en sonde – og hun vil gerne ammes igen.

Nyayeshs fremskridt giver holdet håb, selvom de stadig er bekymrede for hendes fremtid.

“Nyayesh kan leve med sin hjertefejl. Men hendes chancer for at blive rask ville være endnu bedre, hvis hun kunne blive opereret,” siger Solveig.

Men i Afghanistan er det svært at få behandling for sin tilstand. Ikke desto mindre er Solveig sikker:

“Den terapeutiske mad gør Nyayesh og hendes immunforsvar stærkere. Nu kan hendes krop bedre bekæmpe infektioner. Der var et øjeblik, hvor jeg så til hende om morgenen – hun sad på sin mors skød og grinede af mig. Der vidste jeg, at nu var hun over det værste.”