Cæcilie i Ukraine: ”Mine kollegaer har selv mistet alt og hjælper alligevel andre”

24. maj 2022

Tæt på grænsen mellem Ukraine og Ungarn tog Cæcilie ud med vores mobile klinikker for at hjælpe. Hver dag hørte hun historier fra mennesker, der er tvunget på flugt fra krigen – også fra hendes nationale kollegaer, der selv var flygtninge i deres eget land. Men midt i mørket var der også lykkelige stunder.

Mens bomberne falder tæt i andre dele af Ukraine, er der mere stille i byerne Berehove og Mukatjevo. Faktisk kan det indimellem føles som et mareridt, for her er der smukke haver, en næsten selvlysende blå himmel, og luftalarmer hører til sjældenhederne. Indtil videre i hvert fald.

Cæcilie fortæller:

”Når man kigger på de velplejede haver her, kan man et øjeblik glemme, at der er krig. Her er meget smukt. Men krigen er i alle de mennesker, jeg møder.”

Børn på flugt uden forældre

”En dag mødte vi en bedstemor og hendes to børnebørn, en dreng på 7 år og en pige på 5 år. De boede på et tidligere gymnasium, som nu bliver brugt som midlertidigt opholdssted for ukrainere på flugt fra andre dele af landet. De havde boet der i over to måneder, da vi mødte dem.

Vores mobile klinikker i det her område af Ukraine består af en læge, en psykolog, en socialrådgiver og Cæcilie som sundhedsformidler. På den måde kan vi nå mennesker, der er flygtet fra blandt andet Donetsk, Kharkiv og Luhansk til det mere sikre område langs grænsen til Ungarn. Det er mennesker, der kan have behov for hjælp til både sår, skader og traumer men også til kroniske sygdomme som diabetes. Her taler Cæcilie med socialrådgiveren Yevgenia og oversætteren Oleg.

Bedstemoren var flygtet med børnene fra familiens hjem i Kyiv-området. Forældrene arbejdede begge i militæret og var nødt til at blive.

Børnene havde ikke set deres mor siden slutningen af februar, og de kunne kun kommunikere med hende på beskeder.

Bedstemoren fortalte, at børnene havde det rimeligt efter omstændighederne, men at det var meget lang tid for dem at være væk fra deres forældre.

Hun græd, da hun fortalte sin historie, men takkede os for at tage os tid til at lytte.

Vores arbejde består af mange forskellige ting. Hvis man kommer fra et helt andet område af Ukraine, er det svært at vide, hvor man kan få lægehjælp. Det kan de få hos os, og vi sørger for at hjælpe dem hurtigt videre.

Vores personale i de mobile klinikker undersøger patienter, giver dem deres medicin og tager hånd om de mentale helbredsproblemer, der opstår i krig. For eksempel børn, der har svært ved at sove. Vores folk hjælper blandt andet børnene med at gøre deres følelser håndgribelige ved eksempelvis at folde papirfigurer.

En stor del af arbejdet er også at give omsorg, lytte og vise, at man er der for dem. Psykologhjælp er vigtigt, når mennesker som her har meget på hjerte og lider af stress og angst.

Personale er selv ramt af krigen

”Det var ret specielt at hjælpe ukrainere på flugt, når mine nationale kollegaer egentlig stod i samme situation. Mine nationale kollegaer er selv flygtet, og nogle har mistet alt.

De står egentlig i samme situation som dem, vi hjælper.

En kollega viste mig en video af smadrede huse i det område, hvor hun boede hjem for kort tid siden. Jeg spurgte til hendes hus, og hun sagde, at hendes hjem også var væk. Det er barske historier.

Jeg bliver helt rørt, for de er så enormt venlige, søde og dygtige og går så meget igennem. De rummer at være i samme situation som dem, vi møder hver dag, og alligevel formår de at være så omsorgsfulde. Og værst af alt ved ingen, hvornår krigen stopper.

Uanset, hvem man taler med, går der ikke lang tid, før man taler om sårbare og personlige emner. Det ligger lige under huden hele tiden.

I Danmark ville man normalt ikke tale om det, der gør ondt med det samme, men det sker her. Det går lynhurtigt – folk har rigtig meget brug for at tale om det.

En lykkelig stund

Der er også mange gode oplevelser. Selvom vi er midt i en krig.

Uden for en nedlagt børnehave mødte vi en 4-årig dreng og hans bedsteforældre. De ventede på drengens mor, som fem dage tidligere fødte en lille pige. Hun og faren befandt sig stadig på hospitalet efter fødslen.

Her kan man et øjeblik glemme krigen, fortæller Cæcilie om området omkring Berehove og Mukatjevo. Men siger hun så, “Krigen er i alle de mennesker, jeg møder.”

Bedstefaren var tidligere læge, fortalte han. Han var meget interesseret i vores arbejde og vores mobile klinik, som stod foran børnehaven, der nu var et midlertidigt hjem for familien.

Den 4-årige dreng glædede sig til at se sin mor og havde plukket blomster til hende.

Efter en halv time dukkede mor, far og babyen op. Den lykkelige stund var så rørende. Også reaktionerne fra andre internt fordrevne, der opholdt sig der.

Drengen løb hen til sin mor med blomsterne. Med store smil og kram mødte den lille pige sin familie for første gang midt i al kaosset. Et nyt familiemedlem var blevet født, og intet andet var vigtigere end det øjeblik.

Men som flygtning i sit eget land sker den første del af hendes liv i det midlertidige opholdssted, og i en familie, der forlod alt for at få hende i sikkerhed. Familien ved ikke når og om, de kan komme hjem igen til det liv, de havde planlagt.”