Mens bomberne falder i Kharkiv: Lisa hjælper under jorden

I metrosystemet under den udbombede storby Kharkiv, hvor de tilbageværende indbyggere har søgt tilflugt, følges angsten og håbet, fortæller vores læge, Lisa.

I metroen under Ukraines næststørste by, Kharkiv, lever de få tilbageværende indbyggere med luftalarmerne og de dumpe granatdrøn som konstant påmindelse om deres uvisse fremtid. Midt i det surrealistiske mørke møder vores læge Lisa dog hver dag også håbet, sammenholdet og viljen til at hjælpe.

Beskyttelse under jorden i Kharkiv
En metrostation under Kharkiv, der bliver brugt som beskyttelsesrum af skræmte beboere. Her arbejder vi i mobile klinikker, der bevæger sig fra station til station for at hjælpe. Foto: Mohammad Ghannam

“Verden kommer til at huske det her i lang tid. Mens jeg skriver dette, ligger jeg på en provisorisk seng af pap, frakker og tæpper, som menneskerne, der bor her, har givet mig til at overnatte på. ’Her’ er en metrostation under jorden. Det offentlige transportsystem er fuldstændig kollapset her, og byens metrostationer er blevet tilflugtssteder for mennesker, som har fået deres hjem ødelagt af luftangreb og beskydning, eller som er for rædselsslagne til at blive hjemme – oppe på overfladen.

At være deroppe nu føles så mærkeligt. Så uhyggeligt. Nogle få mennesker iler ned ad gaderne på en- eller tomandshånd og samler lidt forsyninger. Og skynder sig så at komme i sikkerhed, før den næste luftalarm lyder. Det sker tit mindst fire eller fem gange om dagen.

Børn i Ukraine får lægehjælp
Lisa er en af vores læger, der hjælper de mange mennesker under jorden i Kharkiv lige nu. Her tilser hun en ung patient på en af metrostationerne. Foto: Morten Rostrup

Bomberegn som bagtæppe

Man skal ikke have været her ret længe, før lyden af beskydning bliver til baggrundsstøj. De konstante drøn toner ud i baggrunden. Det er simpelthen for udmattende at bruge tid på at tænke over, hvad det betyder, når vi hører den lyd. Endnu en bygning ødelagt, flere tabte liv, flere ødelagte hjem.

Under et af mine alt for korte besøg på overfladen så jeg røgen stige op fra en bygning, der lige var blevet ramt. Fuldtræfferne fra oven spyr bygningernes indhold ud på gaderne. Bøger, tøj, strimlet isolering, mursten, gardiner og gryder ligger i bunker og hænger ud af bygningerne som indvolde ud af en krop.

Et marked i Kharkiv brændte op, efter det blev ramt i et bombeangreb. Foto: Adrienne Surprenant

De fleste, der havde midlerne, har lagt byen bag sig. Tilbage er ældre mennesker, handicappede, dem med kroniske, psykiske lidelser. De mest sårbare. I løbet af dagen vover nogle sig op på gaderne, hvor de må knibe øjnene sammen i det uvante skarpe lys. Rædselsslagne venter de på det næste angreb. Andre er for bange og har opholdt sig under jorden i flere uger.

Et rødt æble og et smil

Engang var Kharkiv, Ukraines næststørste by, indbyggernes stolthed. Dens smukke bygninger, parkerne og monumenterne var kendt i hele denne del af verden. Nu arbejder vi under jorden, driver mobile klinikker for byens tilbageværende.

Lisa arbejder for Læger uden grænser i Kharkivs undergrund
Lisa og hendes kollegaer bevæger sig rundt under jorden via metro tunnelerne. Der er sikrere end ovenpå jorden. Privatfoto

Mennesker på flugt i deres eget land, der nu sover på de underjordiske metrostationer, på hvad vi kan finde. Med millioner af internt fordrevne over hele Ukraine er der ikke mere campingudstyr tilbage nogen steder, så vi sover på de kolde fliser på yogamåtter med billige nylonsoveposer. Nætterne er kolde, og folk prøver at pakke sig ind i frakker og tæpper.

Da vi var færdige på vores klinik en aften og bevægede os henover den fyldte perron, råbte en kvinde, jeg havde behandlet, til mig: “doktor!”.

Hun rakte mig et skinnende rødt æble med et smil. Jeg tog det taknemmeligt, holdt hendes hånd et øjeblik. Jeg var rørt over, at hun ville dele den smule, hun havde, med mig. Hun kiggede mig i øjnene og takkede mig dybt for at være her. Hun mistede sit hjem under beskydningen og har ingen andre steder at tage hen. Hun lider af panikanfald og søvnløshed og kan ikke få fat i sin medicin mod forhøjet blodtryk.

Med angsten uden på tøjet

Historier som denne er overalt. Så mange af vores patienter kommer med noget, der i første omgang kan virke simpelt. Højt blodtryk eller ondt i halsen. Men når vi først begynder at tale med dem, bryder de ofte sammen. Ordene strømmer ud om de rædsler, de har gennemgået.

Jeg behandlede eksempelvis en 11-årig dreng, som kom til mig med sin far. Først klagede han sig over åndedrætsbesvær, men efterhånden, som jeg spurgte ind til det, stod det mere og mere klart, at det kun skete, når han skulle op til overfladen. Angstanfald. Mange af de mennesker, der bor her under jorden, er ikke blot bange for at bevæge sig op til overfladen.

Mange af dem oplever alvorlige panikanfald ved den blotte udsigt til at skulle derop.

Børnene i Kharkivs metro
Børnetegninger på metrostationen Akademika Pavlova. Foto: Mohammad Ghannam

Hjælp, medfølelse og sammenhold

Noget, der til gengæld er inspirerende og positivt, midt i al denne lidelse er fremkomsten af frivillige lokale netværk i hele byen. Mennesker, der organiserer sig og arbejder sammen for at hjælpe dem, der har størst behov. Mennesker, der har besluttet at blive her, hjælpe folk, der sidder fast i deres hjem, koordinerer maddonationer, hygiejneartikler og medicin. Lokale chauffører kører rundt i byen med livet som indsats for at få disse hårdt tiltrængte ting bragt ud til de mest sårbare.

Jeg møder mennesker hver dag, hvis medfølelse og vilje til at hjælpe de mest sårbare, giver mig tårer i øjnene og tvinger mig til at se det håb, der lever videre på dette ødelagte sted.”

LÆGER UDEN GRÆNSER I KHARKIVS UNDERGRUND

Før krigen boede der 1.8 millioner mennesker i Kharkiv, men nu ser byen forladt ud, fortæller Michel-Olivier, der leder vores indsats i Ukraine. Der er mennesketomt på gaderne, og de fleste butikker er lukket. Bomberegnen har været mere eller mindre uafbrudt, siden krigens begyndelse, dagen lang i umiddelbart tilfældige mønstre. Flere gange om dagen lyder luftalarmen.

Som Michel-Olivier siger, så kan man selv under jorden mærke vibrationerne fra de faldende granater.

Ifølge myndighederne er der omkring 350.000 mennesker tilbage i Kharkiv. Hver dag opholder cirka 100 sig på hver af metroens stationer, om natten tre- og firedobles det antal. Det er især de ældre og de sårbare, der er flyttet ned under jorden. De har boet på de kolde, fugtige stationer i over 40 dage.

Derfor har vi oprettet mobile klinikker på flere af stationerne, hvor vi tilser mennesker både dag og nat. Selvom der er udgangsforbud om natten, kan vi bevæge os rundt i byen via metrotunnellerne.

Det vi ser er især luftvejsinfektioner og forhøjet blodtryk, som kommer af livet i de kolde og fugtige stationer, men også af frygt og angst. Vi yder også psykologhjælp i undergrunden, da frygt og stress meget naturligt er udbredt.

For at afhjælpe nogle af de værste praktiske problemer ved livet i undergrunden har vi også fået mikrobølgeovne frem, så folk kan få varm mad. Vi har skaffet rengøringsmidler og vandfiltre, så folk kan få rent drikkevand og ikke også skal leve i skidt og møg.

Du kan læse mere om vores indsats for at hjælpe krigens ofre i og omkring Ukraine her.

Historier fra vores udsendte

Underernæring

Camilla Midtgaard Eriksen

Sydsudan

Camilla i Sydsudan: ”Den lille pige var for udmattet til at spise”

Læs mere

Marcus Bech

Kenya

Marcus i Kenya: Den her krise har været overset alt for længe

Læs mere

Kamma Skaarup

Kamma ved Europas grænse: ”Moren ligner nærmest ét stort blåt mærke”

Læs mere
Læger uden Grænser

Maja Rymer

Maja i Afghanistan: Fødende kvinde fik hjertestop

Læs mere

Cæcilie Borg Hjelt

Cæcilie i Ukraine: ”Mine kollegaer har selv mistet alt og hjælper alligevel andre”

Læs mere

Solveig i Afghanistan: “I øjeblikket har vi 50 børn fordelt på 20 senge

Læs mere

Tine Heede

Tine på Lesbos: Det er svært at hjælpe børnene, når de lever bag pigtråd

Læs mere

Cæcilie Borg Hjelt

Syrien

Cæcilie i Syrien: Pandemien var så slem, at folk blev bange for hospitalet

Læs mere
Læger uden Grænser

Kathrine Holte

Den Centralafrikanske Republik

Kathrine hjalp 2-årig pige: “Det er et lille beløb, der skal til”

Læs mere

Cæcilie Borg Hjelt

Syrien

Cæcilie i Syrien: “Jeg har aldrig set så smadret en by”

Læs mere
Udlevering af medicin i Syrien

Tina Holst Nielsen

Syrien

Danske Tina: “Det går aldrig som planlagt i Syrien”

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Flygtningelejr på Lesbos

Tine Heede

Vores psykolog på Lesbos: Jeg blev kaldt ud til en kvinde, der lå på jorden og rystede

Læs mere
Fødselsklinik i Yemen

Astrid Opstrup

Yemen

Astrid i Yemen: ”Hun rystede af kramper i venteværelset – vi skulle have det barn ud af hende!

Læs mere
Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere
Verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, Bangladesh

Rasmus Schou Christensen

Bangladesh

Rasmus i verdens største flygtningelejr: “Hvis du kan se det på folk, er det tit for sent”

Læs mere