Adrienne Surprenant/MYOP

Morten er gået under jorden for at behandle syge og sårede i Ukraine: ”Jeg har set mennesker falde sammen i rædsel”

27. april 2022

Under jorden på en metrostation i Kharkiv giver vores læge Morten og resten af vores hold lægehjælp til børn og voksne. Dem, der ikke kunne flygte, og som forsøger at holde sig selv og håbet i live på en metrostation, mens bomberne falder tungt over dem. Her fortæller Morten om sine oplevelser.

Børn, der er for bange til at kunne falde i søvn, folk, der føler, at de ikke kan trække vejret, patienter med skyhøjt blodtryk, der risikerer at få et slagtilfælde. Sådan er situationen ved en metrostation i Kharkiv i det nordøstlige Ukraine, hvor vores norske læge Morten har hjulpet de mennesker, der er gået under jorden for at kunne sove i sikkerhed:

“Hun sad på en bænk foran mig på en af metrostationerne i Kharkiv. Siden krigen brød ud, har stationerne fungeret som tilflugtssted for tusindvis af mennesker, som sover på perronerne og i togvogne.

Kvinden var blevet kastet ud af sengen, da et missil ramte hendes bygning. Hun havde set sin moster blive slået ihjel få meter fra hende. Hun kunne ikke tale om det og begyndte at græde, mens hun stirrede ned i gulvet. Hun rystede. Hun var ikke den eneste, der havde brug for lægehjælp den aften. Der var mange.

En syvårig pige havde konstante mareridt og var bange for at falde i søvn. Nogle oplevede at have fysiske smerter, de ikke kunne forklare hvor kom fra. Andre følte, at de ikke kunne trække vejret. En kvinde havde et skyhøjt blodtryk og var i fare for at få et slagtilfælde.

En gammel mand, der viste mig billeder af sine tre børnebørn. Et af børnene var blevet dræbt i et luftangreb to dage tidligere, de to andre var på hospitalet, hvoraf den ene var kritisk såret. Børnenes far blev også dræbt. Den gamle mand havde fået et slagtilfælde og havde forhøjet blodtryk. Han kunne ikke sove.

Jeg har haft mange bevægende møder med forskellige mennesker i løbet af de sidste par uger. Vores hold rejser fra den ene metrostation til den næste. Om aftenen udfører vi massevis af lægekonsultationer, før vi ruller vores soveposer ud og overnatter på den station, hvor vi arbejder.

Jeg har set fortvivlelsen og den konstante frygt, som så mange oplever, og hvordan nogle mennesker falder sammen i rædsel, når lyden af luftangreb fylder luften.

Patienterne holdt op med at komme

Før jeg kom til Kharkiv, havde jeg et par dage i Vinnytsia, som ligger langt fra fronten. Vi ville forsøge at komme i kontakt med ukrainske psykologer, som kunne hjælpe de mennesker på flugt – mange med psykologiske traumer – som passerede gennem byen, når de forsøgte at komme i sikkerhed i andre lande.

Her mødte jeg Olena, en psykolog fra Ukraine. Hendes øjne var blanke, da vi talte sammen. Hun havde familie i det belejrede Mariupol og fik næsten ikke noget nyt om, hvordan de havde det. Olena sagde, at det ikke var muligt for hende at arbejde lige nu.

Før krigen arbejdede hun som klinisk psykolog og behandlede patienter med personlige problemer.

”Patienterne holdt op med at komme,” fortalte hun. ”De problemer, de havde før, virkede så ubetydelige nu.”

Hun så på mig og sagde: ”Det er rart at møde dig. Du er så rolig. Du er ikke ramt af den stress og bekymring, som vi er. Din tilstedeværelse har en beroligende effekt på os.”

Ikke alle kan flygte

Situationen i Kharkiv er meget udfordrende. Der er daglige luftangreb. Dele af byen er blevet jævnet med jorden. Halvdelen af byens 1,5 mio. mennesker er flygtet. Nogle har valgt at blive eller kunne ikke flygte – enten fordi de ikke have penge nok, noget familie eller kontakter, eller ganske enkelt fordi de var for gamle eller syge til at rejse.

Nogle af de mennesker, vi har mødt, fortalte os, at de hellere vil dø i deres hjemby. Vi formoder, at nogle af de mest sårbare er blevet. Mange har mistet deres hjem, især i den østlige del af byen.

Jeg har ikke tal på, hvor mange lunger, jeg har lyttet til. Halse, jeg har set på eller maver, jeg har mærket på. Ikke, fordi jeg havde en stærk mistanke om, at der var noget alvorligt galt, men fordi jeg vidste, at det ville virke beroligende med et grundigt medicinsk tjek og en samtale.

Deres stress-niveau er så højt, at selv mindre symptomer udløser betydelig angst for nogle patienter. Når jeg forsikrer dem om, at de ikke fejler af noget alvorligt, takker de mig. Jeg ser lettelse i deres øjne.

Frygten for at blive syg under de her forhold plager mange, især patienter med kroniske sygdomme.

De bliver let overset eller glemt som en del af krigens ofre: Mennesker med stigende mentale sundhedsproblemer og dem, der lider af kroniske sygdomme. Når en krig bryder ud, og de ikke får fulgt op på deres behandling, kan det få alvorlige konsekvenser.

Kan koste flere liv end selve krigen

Der er patienter med hjertekar-sygdomme, lungesygdomme, epilepsi, diabetes og kræft. Nogle dør – i nogle krige dør der måske endda flere af kroniske sygdomme end af direkte krigsskader. Andre er tvunget til at flygte til et sted, hvor de kan få den lægehjælp, de har brug for – helst i et andet land.

Alligevel er det opmuntrende at se, hvordan mennesker her hjælper hinanden. På hver metrostation er der opstået små fællesskaber.

Grupper af frivillige sørger for at forsyne alle med vand og mad. En medicinstuderende driver en lille ambulant klinik og et apotek på en af stationerne. Toiletterne bliver holdt rene.

Alle i Kharkiv bidrager på deres egen måde. Der kommer også mange bidrag fra andre lande. Vi oplever, at der er en meget stærk fællesskabsfølelse, men seks uger er lang tid, især når man ikke kan se en ende på det i nærmeste fremtid.”