MSF/Elise Moulin

Vores læge i Afghanistan: ”For nogle mennesker er vi nu deres eneste håb”

15. december 2021

En gravid kvinde blev bragt ind på vores hospital i Lashkar Gah i Afghanistan. Hun var blevet skudt i maven. Der er langt til lægehjælpen i det kriseramte land. Vi kan kun fortsætte med at hjælpe, fordi vores donorer støtter vores indsats. Her fortæller vores læge om den gravide kvinde og situationen i Afghanistan.

Det har været et voldsomt år i Afghanistan. Vi har skrevet meget om, hvad vores folk i landet har set de sidste måneder: Underernærede børn, skudhuller og mangel på mad, medicin og sundhedspersonale.

En af vores læger i landet har netop sendt os en fortælling om en af hans oplevelser med en gravid kvinde, der var blevet skudt. Ajmal arbejder på Boost Hospital i Lashkar Gah, der efterhånden er det eneste hospital i området, der stadig er fuldt operationelt.

Herunder fortæller han om kvinden og situationen i Afghanistan, der kan virke håbløs. Men heldigvis arbejder Ajmal og hans kollegaer hårdt for at hjælpe den afghanske befolkning, der ikke får meget hjælp andre steder fra.

En vildfaren kugle

”De havde rejst 100 km for at nå vores hospital. Kvinden var blevet ramt i maven af en vildfaren kugle. Hun var gravid.Da kvinden og hendes familie ankom, blev de mødt af den kvindelige vagt, der øjeblikkeligt kunne se, hvor alvorlig situationen var og hjalp dem ind på skadestuen.

Jordemødrene løb hurtigt for at hjælpe kvinden. Hurtigt tjekkede de hende og ringede til fødselslægen. Det var en nødsituation, og det skulle gå hurtigt.

Desværre viste en ultralyd, at kuglen havde ramt kvindens baby, og babyen var død. Men der var stadig en chance for at redde moderen.

Heldigvis har vi to operationsstuer på vores hospital, og den ene er forbeholdt fødsler, så hun kunne blive hastet direkte ind.

Kvinden boede i en fjern landsby og havde mistet meget blod på den lange køretur, men anæstesilægen, fødselslægen og sygeplejerskerne arbejdede fik sammen stoppet blødningen.

Hun overlevede operationen. Hun havde brug for flere blodtransfusioner og antibiotika , men hun overlevede.

Kyssede jordemoderens hænder

Sygeplejerskerne og jordemødrene behandlede hende i dagene efter, skiftede hendes forbindinger og sørgede for, at hun spiste den særlige diæt, vi giver vores patienter for at hjælpe dem med at komme sig.

Hun fik det gradvist bedre, indtil hun var stabil nok til at rejse igen. Kampene rasede fortsat, men hun ville tilbage til sine andre børn.

Da det var tid til at forlade hospitalet, kyssede hun en af vores jordemødres hænder og takkede hele holdet, der havde reddet hendes liv.

Når jeg tænker på hendes historie, føler jeg mig virkelig stolt af mine folk. Fra det øjeblik, hun ankom, gjorde de et godt stykke arbejde. Men jeg er også stolt af den hjælp, vi giver. Hvis ikke Læger uden Grænser var her, ville hun have mistet livet.

Folk kæmper for at få mad

Internationale sanktioner har ført til en økonomisk krise, mangel på kontanter og har efterladt mange arbejdsgivere – inklusiv de, der yder sundhedspleje – ude af stand til at betale løn. Folk mister deres job, og priserne på markederne stiger kraftigt. Mange familier kæmper for at få råd til mad. Over hele landet er sundhedsvæsenet brudt sammen.

Samtidig er den udenlandske bistand, som det afghanske sundhedssystem var afhængig af, stort set blevet suspenderet. Mange andre sundhedsfaciliteter har ingen medicinske forsyninger, ingen midler til at betale for basale driftsomkostninger og ingen penge til at betale deres personale. De er holdt op med at fungere.

Nu er vi deres eneste håb

Her i Lashkar Gah er Boost hospital den eneste offentlige medicinske facilitet, der er fuldt operationel. Vores aktiviteter er finansieret direkte af private donationer, og det er sådan, vi har været i stand til at sikre udbetalingen af lønningerne og holde vores forsyningskæder kørende. Derfor er antallet af indlæggelser steget markant. Vi hjælper nu omkring 1.900 kvinder med at føde hver måned. Omkring 10 procent af de fødsler er akutte kejsersnit – situationer, hvor patientens liv er i fare.

Behovene her er steget voldsomt, og med flere patienter bruger vi mere medicin, og vi har brug for mere personale.

Den pleje, vi gav kvinden, der blev skudt, ville have kostet hende omkring 1.200 danske kroner på et privat hospital. Men mange af vores patienter sælger deres ejendele bare for at kunne betale for køreturen til et fungerende hospital. For nogle mennesker er vi nu deres eneste håb for lægehjælp.”