Det lyder ikke farligt at få mæslinger. Ikke i Danmark i hvert fald, men hvert år dør omkring 140.000 mennesker, især børn under fem år, af den smitsomme sygdom. Og lige nu spreder mæslinger sig blandt små børn i Afghanistan. Det oplevede vores sygeplejerske Rebecca på vores hospital i Herat:
”Lille Tahera blev bragt ind på vores hospital i Herat i går af sine forældre. Hun havde et rødt, plettet udslæt, der spredte sig ned ad hendes lille krop. Efter at være blevet tilset af vores læger blev hun indlagt på vores intensivafdeling for patienter med mæslinger, hvor vi allerede havde næsten 50 patienter – selvom vi i teorien kun har plads til 20.
Udover mæslingerne var Tahera underernæret. Hun kæmpede for at trække vejret. Og så fik hun det hele tiden værre.
Vi hastede hende til den ”røde zone”, hvor patienter kan få øjeblikkelig livreddende hjælp. Man kunne mærke Taheras udmattelse, når man holdt hende.
Vi havde alle set det før, alt for ofte endda. Et barns krop løber tør for energi, løber tør for kamp. Nogle gange mister vi patienter, uanset hvad vi gør. Og med mæslingerne har vi tabt mange. To om dagen i gennemsnit.
Hele Taheras krop anstrengte sig for at trække vejret. Hun brugte hver eneste muskel til at tvinge luft ind og ud af lungerne. På trods af hendes anstrengelser lukkede hendes øjne sig, og hendes krop begyndte at give op.
Vi gjorde alt, hvad vi kunne. Vi gav hende ilt for at hjælpe hende med at trække vejret. Alligevel faldt hendes iltniveauer. En rask persons iltmætning er over 95 procent. Hendes var langt under. Og uanset hvad vi gjorde, blev det ved med at falde. 30 procent. 28 procent. 22…
Oddsene var imod os
Hendes hud begyndte at blive blå. Vi følte os alle sammen hjælpeløse og tænkte febrilsk på, hvad vi ellers kunne gøre. Intet havde virket. Men da vi var på kanten til at miste den lille pige, fik vi en ide.
Når en nyfødt ikke trækker vejret godt, kan du lægge dem på maven. Det kan forbedre lungefunktionen. Det er noget, der i Afghanistan også er blevet brugt til voksne med COVID-19, men aldrig til spædbørn. Men det var vores sidste mulighed. Så med et helt hold af sygeplejersker og læger, der holdt øje med hende, besluttede vi at prøve det.
Vi var nødt til at holde hende så rolig som muligt. Derfor bad vi hendes mor om at komme hen og tale med den lille, stryge hendes hår og give hende en finger at holde.
I løbet af de næste fem minutter så vi spændt på tallene på Taheras iltmonitor.
Efterhånden begyndte de at stige.
De gik fra 22 procent til 89, 91, 92 procent. Og de blev der.
Man kunne se lettelsen i hendes mors ansigt. Og i vores. Oddsene var imod os, men vi gjorde det. Vi kunne fortælle en mor, at det nok skulle gå.
Der mangler vacciner
Mæslinger er en af de mest smitsomme sygdomme i verden. Det er også en af dem, der er lettest at forebygge, for der findes en sikker og effektiv vaccine. Men på grund af krisen i Afghanistan er mange børn ikke blevet vaccineret. Flere års krig og konflikt har belastet det afghanske sundhedsvæsen, og i årevis kæmpede man for at få vaccineret de afghanske børn, blandt andet mod mæslinger.
I år har hele Afghanistan – ikke kun vores projekt i Herat – oplevet en enorm stigning i mæslingetilfælde. I Herat ser vi i øjeblikket over 200 tilfælde om ugen, hovedsageligt børn under fem år, hvoraf 60 procent skal indlægges.
Løsningen er meget enkel: En landsdækkende vaccinationskampagne, der kan bryde smittekæden. Men støtten til Afghanistan, herunder import af mæslingevacciner, blev forstyrret efter Talibans magtovertagelse i august 2021. Derfor er der lige nu, hvor vi er midt i et udbrud, ikke nok vacciner til alle.
Indtil hvert eneste barn er vaccineret, vil vi fortsat se børn som Tahera på vores hospital.
Her er travlt
De seneste måneder har vi haft travlt. Vi har netop åbnet en ekstra afdeling med 60 senge kun til mæslingepatienter. Tre dage efter åbningen havde vi allerede indlagt 112 patienter. Ofte må børnene dele senge på grund af pladsmangel.
Vi har skaffet vacciner nok til Herat by, hvor de fleste af vores patienter kommer fra. Men selvom det vil redde liv her, så ved vi, at andre områder ikke vil være lige så heldige. Og vi tænker ofte på de steder, hvor vi ikke er til stede, og hvor situationen næsten helt sikkert er værre.
For nu må vi glæde os over de sejre, vi har.”