Bedre fødselshjælp til verdens mest udsatte kvinder og deres babyer

Hvert år dør 1 million børn, inden de er blevet et døgn gamle. Det er cirka et barn hvert 30. sekund. En ny kampagne, som Læger uden Grænser lancerer i december måned, skal samle ind til fødselshjælp i lande, hvor kvinder ellers ikke har adgang til professionel hjælp.

Konflikter koster børn livet

I lande som Irak, Libanon og Sydsudan har langvarige konflikter, store flygtningetilstrømninger og økonomisk ustabilitet svækket sundhedssystemet.

Disse krige og konflikter er nogle af de hyppigste grunde til, at mange babyer ikke klarer deres første døgn.

Derfor vil Læger uden Grænsers indsamlede midler fra kampagnen i december måned blive fordelt ud til organisationens fødselsafdelinger i for eksempel Irak, Afghanistan, Sydsudan, Haiti, Den Centralafrikanske Republik og en fødselsklinik i Libanon, der primært behandler syriske flygtninge.

 

Læger uden Grænser er tilstede i netop de lande, hvor behovet er størst, og vi hjælper til der, hvor livet er mest sårbart og nyt:Ved fødslen. Lige nuarbejder vores jordemødre, læger og sygeplejersker på at hjælpe børn sikkert til verden. Sidste år assisterede Læger uden Grænser ved 309.500 fødsler.Heraf 29.900 kejsersnit.

Seks timer til nærmeste hospital

En af dem, der rejser ud til brændpunkter og bringer børn til verden, er jordemoder Amanda Godballe. Når hun ikke er udsendt for os, arbejder hun på Hvidovre hospital. Amanda har tidligere været udsendt til bl.a. Sydsudan, Afghanistan og Syrien. Hun har oplevet, hvordan mange gravide kæmper mod alle odds for at gennemføre en sikker graviditet og komme ud af fødestuen med et rask barn i armene.

Amanda Godballe

Flere kvinder i Syrien måtte rejse i seks timer for at nå frem til det nærmeste hospital, hvor de kunne få hjælp fra en uddannet jordemoder. Nogle havde været under fødsel længe, eller de var gået uvidende rundt med infektioner længe, som var til fare for dem og babyen. Det kunne i værste fald koste mor og baby livet.

Raske børn dør også

Det er ikke kun for tidligt fødte, undervægtige og syge babyer, som risikerer livet, men også helt raske spædbørn, som mister livet, fordi der mangler professionel fødselshjælp.

”I krigszoner mangler kvinder alle de basale sundhedsydelser, og de må klare sig med et sundhedssystem, der er kollapset. Så opstår der komplikationer, er de i højere risiko for tidlig fødsel eller abort, end der vil være i Danmark,” fortæller Amanda Godballe. Hun oplevede flere gange, at en gravid kvinde kom tomhændet ud af fødselsklinikken, fordi barnet simpelthen ikke overlevede.

Amanda Godballe

Det er ret frustrerende at opleve, hvor lidt der skal til for at redde et sundt spædbarn, men som mister livet, fordi der ikke findes den rette specialpleje, eller det ikke kan komme i kuvøse ved en tidlig fødsel. Det er et knusende tab for en mor, uanset hvor i verden hun er.

Der skal så lidt til

Signe Kaack er netop kommet hjem efter en 9-måneder lang udsendelse til Libanon, hvor hun arbejdede på en fødselsklinik i Shatila-lejren i hovedstaden Beirut. Hun genkender behovet for helt basale fødselsydelser og har oplevet, hvor lidt der skal til for at hjælpe en baby ved fødslen.

Signe Kaack

Det kan gøre en stor forskel, at der findes professionel fødselshjælp. Jeg håber derfor, at danskerne vil støtte op om kampagnen. På daglig basis redder vi mange hundrede børn rundt omkring på fødselsprojekter i verden. Det gælder både ufødte børn og nyfødte. Børn er denne verdens fremtid, og ved at sikre en sund start på livet giver vi dem de bedste vilkår for et sundt liv.

Med Læger uden Grænsers kampagne skal danskerne bringes tættere på den barske virkelighed i en fødselsstue. Organisationens formand, Heidi Christensen, håber at flere vil støtte arbejdet med fødselshjælp i verdens brændpunkter.

Heidi Christensen
  • formand for Læger uden Grænser
  • Danmark

Fødselshjælp er en fundamental del af Læger uden Grænsers arbejde i flere lande. Vores klinikker er nogle steder det eneste alternativ, kvinderne har for sikre fødsler. Oftest, i lande som Afghanistan og Sydsudan, er kvinderne overladt til at føde hjemme under usikre og ikke-sterile forhold, som kan være til fare for barnet og moren. Det danske sundhedsvæsen er et privilegium, som de fleste kvinder i verden desværre ikke har. Derfor er det enormt positivt, at vi nu kan øge opmærksomhed omkring behovene for fødselshjælp, der kan være med til at forebygge og behandle ukontrollerbare blødninger og infektioner.