Libanon
Flere end 1,5 millioner syriske flygtninge har krydset grænsen til Libanon, siden konflikten brød ud i Syrien i 2011. Det lille land i Mellemøsten har svært ved at håndtere de mange mennesker på flugt, som ofte har brug for akut medicinsk hjælp.
Vi har hjulpet i Libanon siden 1976. I dag handler en del af vores arbejde i landet om at hjælpe flygtninge fra især Syrien, men vi hjælper også sårbare og udsatte libanesere.
”I Libanon er der talrige eksempler på, at syge flygtninge ikke modtager den nødvendige lægehjælp på hospitalerne. Mange har ikke råd til behandlingen og risikerer at dø, hvis de ikke kan betale for en akut hospitalsindlæggelse. Det har jeg hørt talrige eksempler på.”
Sådan fortæller vores læge Rasmus Schou, der i 2019 arbejde på vores klinik i Shatila-flygtningelejren i Libanon. Du kan læse hans beretning fra udsendelsen her:
Flere steder i landet yder vi læge- og psykologhjælp, vi arbejder med seksuel og reproduktiv sundhed, og vi behandler patienter med forbrændinger.
Vores arbejde i Libanon i 2020:
- 152,900 konsultationer
- 11,600 psykologkonsultationer.
- 9,430 indlæggelser
- 4,610 fødsler
Eksplosionen i Beirut i august 2020
Den 4. august 2020 eksploderede en lagerbygning i Beiruts havn og sendte trykbølger ind gennem byen. Glas smadrede, stålporte blev revet af, og tusinder af mennesker blev såret.
I timerne efter eksplosionen meldte vores medarbejdere sig for at hjælpe på de hospitaler, der stadig stod.
I dagene efter oprettede vi mobile klinikker i nogle af de hårdest ramte bydele i Beirut, hvor befolkningen kunne få tilset deres sår, blive behandlet for sygdomme og få psykologisk førstehjælp.
Vi installerede vandbeholdere og uddelte hygiejneudstyr, og den libanesiske beredskabsstyrelse fik førstehjælpsudstyr af os.Vores arbejde i Libanon fortsætter naturligvis.
Læger uden Grænser i Libanon
I Bekaa-dalen, hvor der bor mange syriske flygtninge, tilbyder vi generel lægehjælp på klinikker i Arsal, Hermel, Baalbek og Majdal Anjar. Vi behandler kroniske sygdomme, yder psykologhjælp og arbejder med seksuel og reproduktiv sundhed, bl.a. med fokus på mødres og børns sundhed i Majdal Anjar og Arsal.
Vi driver en børneklinik i Zahle, hvor man kan blive undersøgt akut, få intensivbehandling og blive behandlet for talassæmi.
I Bar Elias behandler vi alvorlige sår og skader, især patienter med forbrændinger såvel som kirurgiske indgreb for børn og voksne.
I Wadi Khaled tilbyder vi læge- og psykologhjælp og behandling for kroniske sygdomme, bl.a. diabetes, til sårbare grupper.
I det sydlige Beirut arbejder vi med seksuel og reproduktiv sundhed, og vi behandler kroniske sygdomme og laver psykologkonsultationer i både Shatila-flygtningelejren og på vores familieklinik i Burj Barajneh-lejren. Vi hjælper ved fødsler i Rafik Hariri.
I det sydlige Libanon arbejder vi i en af tættest befolkede palæstinensiske flygtningelejre.
Læs mere om vores arbejde
msf.org
Where we work
Se et samlet overblik over vores projekter verden over på msf.org