Børn og ældre lider under Libanons mange kriser
Lille Zeinab på 1,5 år har blodmangel, men hendes forældre har ikke råd til medicin. Det er desværre dagligdag i Libanon, som på kort tid er blevet udsat for opstande, økonomiske kriser og en voldsom eksplosion. Og så selvfølgelig COVID-19 oveni. Folk lider i Libanon – det ser vi på vores klinikker overalt i landet.
6-årige Fatima vil være læge, når hun bliver stor. Sammen med sin far og lillesøster venter hun foran en af vores klinikker i Libanon.
Hendes far Ahmed er 34. Han flygtede sammen med sin familie fra Syrien til Libanon i 2015, hvor de siden har boet i en interimistisk lejr. Vores klinik er et af de få steder, hvor han og hans døtre kan få hjælp. Og det har de desværre behov for. 18 måneder gamle Zeinab lider nemlig af blodmangel.
”Hun så syg ud. Hun var meget bleg og spiste kun lidt. Lægen ordinerede jernpiller og sagde, at vi skulle give hende flere grøntsager og bønner, fordi vi ikke længere har råd til kød,” fortæller Ahmed.
Libanon har været igennem flere kriser det sidste år. Den værste økonomiske krise i årtier, en folkelig opstand, der blev til politisk kaos, og en eksplosion, der i august skar sig igennem Beirut som en ragekniv, sårede tusinder, gjorde hundredtusinder hjemløse og ødelagde kritisk nødvendig infrastruktur som hospitaler lige midt i COVID-19-pandemien.
Prisen på mad eksploderer
Ikke overraskende er resultatet, at befolkningen har behov for hjælp som aldrig før. Tusinderne er kastet ud i fattigdom.
Ifølge FN lever mere end halvdelen af Libanons befolkning under fattigdomsgrænsen, og inflationen er steget eksplosivt. Derfor er det svært for mange at få råd til mad og medicin. Især er det i stigende grad svært for flygtninge fra Palæstina og Syrien, der i forvejen havde svært ved at betale for basale livsnødvendigheder.
”Et kilo kød plejede at koste omkring 17.000 libanesiske pund (ca. 70 kr.) – nu koster det omkring 60.000 libanesiske pund (ca. 240 kr.). Alt er blevet mindst fire gange så dyrt, og det bliver kun værre. Sidst på måneden har vi ikke flere penge medicin. Vi sparer alle vores penge sammen til mad og brændstof til varmeapparatet, især nu om vinteren,” forklarer Ahmed.
Vi ser over hele landet, hvordan flygtninge som Ahmed og hans familie og andre sårbare grupper får det værre og værre. Blandt andet fordi de ikke kan betale for hverken lægehjælp eller medicin.
Har ikke råd til lægehjælp
I takt med at fattigdommen stiger, bliver befolkningen mere og mere afhængig af det offentlige sundhedssystem, da de ikke har råd til de private sundhedstilbud. Men COVID-19-pandemien og eksplosionen har lagt pres på et i forvejen skrøbeligt offentligt sundhedssystem.
Flere og flere mennesker kommer til vores klinikker. Især over det sidste år er antallet af patienter, der ikke længere kan betale for lægehjælp, vokset. I Arsal er antallet af børn på vores klinik steget med 100 procent det sidste år.
Vores læge tilser Zeinab og mener, at hun har fået det bedre. Til gengæld har Fatima fået en luftvejsinfektion. Familien bor i et skur lavet af cementblokke og presenninger, der ikke er ordentligt isoleret.
”Jeg er bekymret for mine børns fremtid, men jeg håber, at hvis de kan komme i skole og lære at læse og skrive, så kan de få et bedre liv,” siger Ahmed.
Fik amputeret benet
I den overbefolkede flygtningelejr Shatila i Beirut bor 70-årige Tawfik sammen med sin kone Hanadi, deres yngste søn, deres datter og hendes to børn. Ligesom Ahmed er de flygtninge fra Syrien. Og de er fuldstændig afhængige af humanitære organisationers hjælp for at overleve.
Livet har ikke været let for Tawfik og Hanadi. De mistede deres søn i den syriske borgerkrig og har ikke hørt nyt om andre af deres børn i 10 år. Da de kom til Libanon, regnede de med, at det værste var overstået.
Men det har været svært.
For syv år siden fik Tawfik en alvorlig infektion i benet og fandt efterfølgende ud af, at han har diabetes. Infektionen betød i sidste ende, at benet måtte amputeres.
“I Syrien arbejdede jeg som fliselægger, men nu kan jeg ikke gøre noget for at forsørge min familie. Mine børn kan ikke få arbejde. Uden hjælpen fra humanitære organisationer ved jeg ikke, hvordan vi skulle klare os,” siger Tawfik, der bor på tredje sal i en saneringsmoden bygning sammen med sin kone, deres yngste søn, deres datter og hendes to børn.
Kød hver anden uge
Inflationen har i stigende grad gjort det svært for familien at få råd til mad.
”Når vi har betalt husleje og elektricitet, er der næsten intet tilbage til mad. Hver anden uge køber vi 200 gram kød, som vi deler mellem os. Ellers spiser vi yoghurt, ost og kartofler. Og vi er stadig nødt til at låne penge nogle gange,” forklarer han.
Tawfiks hænder ryster – et symptom på for lavt blodsukker.
”Det sker nogle gange, når vi springer måltider over,” siger han.
Tawfik skal tage insulin hver dag sammen med seks andre piller, der er med til at holde hans diabetes og forhøjede blodtryk under kontrol. Vi giver ham hans medicin gratis, men hans helbred er stadig ustabilt på grund af uregelmæssige måltider uden næring nok og stress oveni.
“Jeg føler mig helt nedkørt og ubrugelig. Situationen er katastrofal. Jeg håber bare, at vi ikke ender på gaden,” fortæller Tawfik.Hanadi har tårer i øjnene, da hun runder samtalen af:
“Vi er så trætte.”
Sådan hjælper vi i Libanon
- Vi driver lægeklinikker i det meste af landet, blandt andet i Bekaa-dalen, hvor der bor mange syriske flygtninge.
- Vi behandler kroniske sygdomme, yder psykologstøtte og driver forskellige sundhedstilbud, primært rettet mod mødre og børn.
- I Bar Elias behandler vi sår og skader, især brandsår.
- I Wadi Khaled yder vi generel lægehjælp til sårbare grupper, blandt andet tilbyder vi psykologhjælp, behandling af kroniske sygdomme og lægehjælp til børn.
- I Tripoli og Al-Abdeh behandler vi kroniske sygdomme og giver konsultationer i familieplanlægning og yder psykologhjælp.
- I Shatila-lejren behandler vi kroniske sygdomme, giver konsultationer i seksuel og reproduktiv sundhed og psykologhjælp.
- I det sydlige Libanon behandler vi kroniske sygdomme og underviser personalet i lejren Ein Al-Hilweh, som er en af de største palæstinensiske flygtningelejre i landet.
- Vi behandler patienter med COVID-19 og hjælper det offentlige sundhedssystem med at håndtere pandemien over hele landet. Siden eksplosionen den 4. august 2020 er antallet af COVID-19-patienter steget fra færre end 200 dagen før eksplosionen til gennemsnitligt 1.500 om dagen i december.
