Rasmus i Libanon: “Drengen ville dø uden behandling”

Vores læge Rasmus Schou Christensen har arbejdet på vores klinik i Libanon, hvor flygtninge kan få gratis lægehjælp i Shatila-lejren. Her fortæller han om mødet med en lille 6-årig dreng, som lå halvt bevidstløs på briksen og var i en livstruende tilstand.

Selv om solen står højt på himlen i flygtningelejren, er det svært at få øje på de lyse stråler nede fra de små gyder. Her er husene stuvet tæt sammen, og de snoede elkabler og vandrør stikker ud i alle retninger. Indbyggerne i Shatila, som ligger i udkanten af hovedstaden Beirut, bor i små boliger. Palæstinensere og syrere såvel som andre minoriteter bor side om side under ret kummerlige forhold og på et lille areal.

Slide 1

I Libanon møder flygtninge mange udfordringer, når de skal have lægehjælp. Mange har begrænset adgang til gratis lægehjælp – alternativet er dyre konsultationer på privathospitaler, som de færreste kan betale. Flygtninge har svært ved at få arbejde, og det kan være vanskeligt at klare hverdagen. Derfor lever de 14.000 indbyggere i lejren en utryg og udsigtsløs tilværelse uden at være sikret basal lægehjælp.

Jeg er enormt glad for, at jeg på Læger uden Grænsers klinik kan yde gratis lægekonsultationer og behandle flygtninge med kroniske sygdomme. Særligt børn med insulinkrævende sukkersyge er en udsat gruppe, der skal have insulin på daglig basis.

Drengen ville dø uden behandling

Da jeg træder ind i lokalet, får jeg øje på den lille dreng ved navn Hassan, der ligger halvt bevidstløs på briksen. Han har drop i den ene arm og ser meget bleg ud.

Jeg kan forstå på mine kollegaer i vores konsultationsrum, at han har mistet meget væske, da han lider af syreforgiftning. Det er en livstruende tilstand. Drengen har fået for få mængder insulin og er derfor helt drænet.

Jeg undersøger ham sammen med mine læger og sygeplejersker på klinikken og lugter den skarpe lugt af acetone fra hans mund. Hassan har kastet op flere gange og ser meget bleg ud. Det er en faretruende tilstand, som rammer patienter med insulinkrævende sukkersyge, hvis de ikke får nok insulin. Vi får stabiliseret ham, og vores ambulance transporterer ham til hospitalet, så han kan fortsætte sin behandling.

Det er en ydelse, som vi tilbyder flygtninge, da de ofte ellers ikke har råd til hospitalshjælp. Vi sørger for, at drengen bliver henvist til et lokalt hospital, så han kan få den rette behandling og komme under opsyn. Jeg føler mig tryg ved hans tilstand og er glad for, at vi er til stede, så han kan få den nødvendige hjælp. Drengen bliver kørt i Læger uden Grænsers ambulance, og vi dækker alle afgifter ved indlæggelsen.

Gensyn med Hassan

Et par uger efter besøger Hassan klinikken sammen med sine forældre. Han har fået det bedre og kommer til gennemtjek med sine forældre.

Da jeg får øjenkontakt med ham, indser jeg, at han ikke genkender mig. Jeg smiler til ham, mens han løber frem og tilbage og leger med sin tvillingebror, men han opdager ikke, at vi har mødtes før.

Det var positivt at opleve, at Hassan var energisk, så sund ud og var kommet sig over den akutte livstruende tilstand, han var i.

Mange børn med insulinkrævende sukkersyge kan se raske ud, så længe de får deres doser af insulin. Men det er desværre noget, som kan være udfordrende for nogle familier her. Nu kommer han regelmæssigt til konsultation på vores klinik ca. hver tredje uge sammen med sin tvillingebror. Jeg er glad for at opleve, hvor meget vores tilstedeværelse kan hjælpe disse syge flygtningebørn.

Ingen penge – ingen hjælp

Uden penge ingen hjælp. I Libanon er der talrige eksempler på, at syge flygtninge ikke modtager den nødvendige lægehjælp på hospitalerne. Mange har ikke råd til behandlingen og risikerer at dø, hvis de ikke kan betale for en akut hospitalsindlæggelse. Det har jeg hørt talrige eksempler på. For et flygtningebarn med insulin krævende sukkersyge kan det derfor blive livstruende, hvis man ikke kan få hjælp til at få insulin.

Den store flygtningeandel i Libanon presser sundhedssystemet og betyder, at dem, der lider af kroniske sygdomme, oplever store udfordringer med at kunne betale for den omkostningsfulde medicin.

Mange er derfor afhængige af den hjælp, som Læger uden Grænser og andre NGO’er tilbyder. De syriske og palæstinensiske flygtninge bor under kummerlige forhold og har ikke altid elektricitet. Elforsyningen er ustabil og går ud flere timer i døgnet. Derfor kræver det en generator, hvis insulinen skal holdes kold. Det er en luksus, de færreste har råd til. Det gør, at mennesker i Shatila-lejren er afhængige af at komme på klinikker som vores.