Det sker under Copenhagen pride
Hos Læger uden Grænser er det et grundprincip, at alle har ret til lægehjælp. Uanset hvem de er, og hvor de befinder sig. Men mange steder i verden er virkeligheden desværre en helt anden.
I 34 af de lande, hvor Læger uden Grænser arbejder, er LGBTQI+-personer kriminaliserede og udsættes for grov stigmatisering og diskrimination.

“Vi går med i priden, fordi LGBTQI+-patienter desværre møder fordomme, diskrimination og manglende behandling i alle dele af verden. Men ingen bør nægtes adgang til medicinsk og psykologisk behandling blot på grund af, hvem de er eller hvem de elsker. I Læger uden Grænser yder vi lægehjælp til mennesker uanset deres kønsidentitet eller seksuelle orientering.”
DET SKER UNDER PRIDEN
I Læger uden Grænser står vi bag en række arrangementer og events under priden. Vi håber, at du har lyst til at kigge forbi til et eller flere af vores arrangementer
BESØG VORES UDSTILLING
Fra 10. – 14. august har vi et telt på Rådhuspladsen, hvor du kan møde os og se fotoudstillingen “Where Love Is Illegal”.
10.-14. AUGUST
DEBAT OM SUNDHED OG LGBTQI+
Torsdag den 15. august er vi vært for en paneldebat om LGBTQI+-patienters sundhedsbehov i lavindkomstlande.
15. august
MØD OS TIL Pride paraden
Vi hylder frihed, menneskerettigheder og mangfoldighed i årets pride.
17. august
“Mit land er farligt – jeg kan aldrig vende tilbage. Nogensinde.”
I mit land accepterer de ikke, hvis du er homoseksuel. Folk kom til mit hus. De kom til mit hjem, de slog mig, de skar mig; de ville efterlade mig i skoven. Deres plan var at tage billeder af mig og offentliggøre dem på sociale medier. Før billederne blev uploadet, flygtede jeg. Mit land er farligt – jeg kan aldrig vende tilbage dertil. De kunne slå mig ihjel. Min familie sagde, at Gud straffede mig.
– Paolo, Togo

“For nylig søgte jeg om adgang til hormonbehandling. Lægen spurgte mig om årsagen, og da jeg stod frem som transkønnet, blev jeg nægtet behandling. På grund af lægens afslag selvmedicinerede jeg med hormoner fra en anden kilde. Efter 5 måneder fik jeg en lungeinfektion og var nødt til at stoppe med at tage medicinen for at redde min lunge.”

Har mistet alt
Gustavo blev tvunget til at flygte fra El Salvador, efter en bande havde truet ham på livet.
“Da jeg kom ind i Guatemala, ville politiet have penge. Da jeg kom ind i Mexico, ville politiet have penge. Jeg sov på gaden, og jeg fik ikke noget at spise. Der var en, der prøvede at voldtage mig,” siger Gustavo, der i dag får hjælp på vores sundhedscenter i Mexico City.
”Det er et år siden, jeg flygtede, og det har været meget svært. Jeg har oplevet diskrimination, fordi jeg er homoseksuel, og jeg har oplevet diskrimination, fordi jeg kommer fra et andet land. Jeg har mistet min familie og det liv, jeg havde.”
Hvorfor deltager Læger uden Grænser i Copenhagen Pride?
I år er Læger uden Grænser med i Copenhagen Pride, fordi vi ser, at nogle LGBTQI+-personer oplever barrierer i forhold til at få adgang til sundhedstjenester.
De mødes med fordomme og manglende viden om deres sundhedsbehov. De ekskluderes og marginaliseres, når de har brug for hjælp. Det er uacceptabelt.
De barrierer skal fjernes – for alle har ret til lægehjælp. Derfor engagerer vi os i Priden.
Hvad er det LGBTQI+-personer oplever?
Der er i alt knap 70 lande i verden, som kriminaliserer LGBTQI+-personer – og i 34 af de lande, arbejder vi. Så vi ser mange af de udfordringer, som LGBTQI+-personer lever med.
Det gælder ikke mindst lige adgang til sundhedstjenester.
Den vanskelige og begrænsede adgang til sundhedsvæsenet betyder blandt andet, at LGBTQI+-personer har højere sygdomsrater end resten af befolkningen. Mange har specifikke sundhedsudfordringer, netop fordi de er LGBTQI+-personer. Blandt andet er psykiske lidelser, depression og PTSD udbredt, ligesom specifikke typer af kræft, højere rater af hjertesygdomme, kønssygdomme og HIV samt seksuel- og kønsbaseret vold er det.
Hvad gør vi for LGBTQI+-patienter?
Lige siden vores grundlæggelse i 1971 har Læger uden Grænser ydet upartisk og uafhængig medicinsk nødhjælp til mennesker der rammes af krige, konflikter, naturkatastrofer, marginalisering, epidemier, underernæring og fattigdom – og vi kæmper sideløbende for bedre adgang til livsvigtig medicin og behandling. I dag behandler vi årligt millioner af patienter i over 70 lande, uanset patienternes etniske baggrund, køn, seksuelle orientering, religion og politiske overbevisning.
Vi arbejder med LGBTQI+-befolkningsgrupper i mange forskellige sammenhænge, blandt andet i vores HIV- og SRH (Sexual and Reproductive Health)-programmer. Vi arbejder hver dag for, at marginaliserede og udstødte befolkningsgrupper kan få den sundhedshjælp, de har ret til – uanset hvem de er, og hvor de er.
Hvad gør vi internt i Læger uden Grænser ift. LGBTQI+-personer?
Det er en global prioritet for Læger uden Grænser at sikre lige adgang for alle til sundhedstjenester. Vi ved, at de første reaktioner fra sundheds- og lægepersonale kan have enorm indflydelse på LGBTQI+-personers fremtidige adfærd ift. at søge sundhedstjeneste – og i værste fald kan det føre til, at sygdomme eller lidelser ikke får den nødvendige behandling.
Derfor er det en stor prioritet for os, at vores ansatte er meget opmærksomme på dette. Læs meget mere om vores indsatser her: https://www.msf.org/lgbtqiplus
En del virksomheder har trukket sig fra Copenhagen Pride i år – hvorfor er Læger uden Grænser med?
Af den simple grund, at kampen for LGBTQI+-personers lige adgang til sundhedstjenester slet, slet ikke er overstået.
Vi har siden kritikken af Copenhagen Pride haft en god dialog med arrangørerne – og vi er tilfredse med deres forklaringer til os. Derfor ser vi ingen grund til at trække os.

Médecins Sans Frontières
Læger uden Grænser (Médecins Sans Frontières) er verdens største medicinske, humanitære nødhjælpsorganisation. Vi yder akut medicinsk nødhjælp til ofre for krige, konflikter og katastrofer verden over.