Syrien: ”Mens vi arbejdede, kunne vi høre skrigene fra de pårørende, der kom efter de døde”

Adriana Kleivan har skrevet om en voldsom dag på Læger uden Grænser hospital i Syrien, hvor skrigende fra de pårørende gjorde stort indtryk. Billedet her er fra hendes tidligere mission til Sydsudan. Foto: © Læger uden Grænser

Sygeplejerske Adriana Kleivan har skrevet en ærlig og barsk beretning om den dag, Læger uden Grænsers hospital i Syrien modtog patienter efter endnu et bombeangreb, som ramte civile.

Hver dag frygter vi den klare, blå himmel her. Det betyder lang sigtbarhed, og derfor også øgede risiko for at bombeflyene går på vingerne.

 

I går hørte vi lyden af ​​flyet over os, endnu højere end dagene før, og et par minutter senere kunne vi høre braget fra bomberne. Vi fik hurtigt informationen fra en af de nationale sygeplejersker om, at en markedsplads i Azaz, var blevet ramt, og at der var mange sårede og døde.

 

Vi begyndte straks at organisere hospitalet, så vi var klar til at tage imod de mange patienter. Ikke længe efter ankom den første ambulance med en ung dreng med kraniebrud. Holdet kæmpede for at holde ham i live, og det lykkedes, selvom han var hårdt såret.

 

Biler og ambulancer blev ved med at komme, og patienterne strømmede til klinikken. Inden for en time var vi i gang med at behandle 20 sårede mennesker i et telt.

 

Vi så mange hovedskader, sår og snit, blødning fra øjne, ører og næser på grund af trykbølgen fra bombeeksplosioner, og psykologiske traumer. Under vores undersøgelse af børnene, slog det mig, at ingen af ​​dem græd, selvom deres skader må have været smertefulde. Alle havde et blik fyldt med fuldstændig chok og frygt.

 

Nogle af de patienter, der ankom til hospitalet, var allerede døde ved ankomsten. Mange af ligene var alvorligt kvæstede fra bombardementerne, med amputation af lemmer og endda hoved, knoglebrud, og alle stærkt blødende.

 

Mens vi arbejdede på at behandle de mange sårede, kunne vi høre skrig og råben fra de pårørende til de afdøde patienter, når de kom for at hente ligene.

 

At se den frustration og sorg hos det nationale personale, mens de arbejdede hårdt på at behandle de mange patienter, gør et stort indtryk. Mange af dem har lidt tab af familie og venner i konflikten, og hver gang en bombe rammer, er der usikkerhed, for hvad hvis det endnu en gang er nogen, de kender, der er blevet et offer.

 

I alt modtog vores hospital 25 patienter fra bombeangrebet, 5 var allerede døde ved ankomsten til hospitalet, og alle af dem civile.

Tilføj kommentar

Hold en god tone når du debatterer. Læs vores kommentarpolitik her