gaza: ”Vores læge blev skudt, men han fortsatte med at operere”
I to måneder var Kjeld Kromand livlinen til vores medarbejdere inde i Gaza. Det er det mest brutale, han har oplevet.
I to måneder var Kjeld Kromand livlinen til vores medarbejdere inde i Gaza. Det er det mest brutale, han har oplevet.
Af alle de opgaver, Kjeld Kromand har været udsendt til, er konflikten i Gaza uden sammenligning det værste, han har oplevet.
”Jeg blev ringet op om natten af rædselsslagne kollegaer, der var inde i Gaza. De var under kraftig beskydning og råbte i desperation på min hjælp. Mange af samtalerne blev pludselig afbrudt af bombardementer, og så sad jeg tilbage uden at vide, om min kollega var blevet ramt.”
Kjeld Kromand har været udsendt seks gange, blandt andet til Afghanistan, Sydsudan og Sierra Leone, og i Gaza arbejdede han som HR-chef for de af vores medarbejdere, der befandt sig inde selve Gaza. Han koordinerede indsatsen fra Jerusalem.
Han rejste mod Jerusalem den 30. november sidste år, og hans opgave var at stå for alt det, der drejede sig om vores ansatte inde i Gaza. Han skulle blandt andet sørge for, at de fik mad, løn og pakker, så de kunne overleve kulde. Han var også med til at finde en HR-medarbejder i Gaza, som blev hans hjælpende hånd inde i selve konfliktzonen.
Kollegaer ville ikke evakueres
Under sit ophold oplevede Kjeld Kromand blandt andet, hvordan seks af vores læger og sygeplejersker var fanget på grund af kampe på et af hospitalerne i det nordlige Gaza.
”De var spærret inde sammen med patienterne og deres egne familiemedlemmer. De var ved at løbe tør for mad, og drikkevandet var også næsten væk, for vandtanken var blevet skudt i stykker af soldaterne,” fortæller han.
”Udenfor hospitalet var der kørt kampvogne i stilling, og ingen fik lov at komme ind eller ud af hospitalet, uden der blev skudt på dem. Flere af vores kollegaer var allerede blevet dræbt af snigskytter. Den ene af vores kirurger blev skudt i armen, men han blev lappet sammen igen og fortsatte med at operere.”
Kjeld fortæller, hvordan han og hans hold tilbød at forsøge at evakuere medarbejderne på hospitalet, men at de sagde nej.
”De ville ikke forlade hospitalet, uden at de samtidig kunne evakuere patienterne. Og det var ikke muligt, for patienterne havde alt for alvorlige skader.”
Udenfor hospitalet var der kørt kampvogne i stilling, og ingen fik lov at komme ind eller ud af hospitalet, uden der blev skudt på dem.
Fanget i Gaza: Tvunget til at spise dyrefoder
En af vores medarbejdere, der lige nu befinder sig i Gaza, er Suhail Habib, der er ansvarlig for vedligeholdelsen af vores køretøjer.
”Vi er tvunget til at spise dyrefoder for at overleve. Vi har spist fuglemad, og mad vi plejer at give til æslerne, men også græs, som vi finder ved gadehjørnerne. Vi prøver på at overleve,” fortæller han.
”Vi har ikke rent vand, vi kan drikke, og elektriciteten er væk. Min mor lider af forhøjet blodtryk og diabetes, men jeg kan ikke skaffe medicin til hende. Samtidig lider mange mennesker af luftvejsproblemer på grund af røgen og støvet fra bombardementerne.”
Aldrig set lignende
Ovenstående eksempel er bare et af mange, som Kjeld Kromand kommer med om forholdene i Gaza.
”Jeg talte hver dag med både lokale og internationale kollegaer i Gaza, som havde mistet alt eller frygtede, at de skulle blive det næste offer. Hvad siger man til sin kollega, der burde være beskyttet på Læger uden Grænsers tilholdssteder, når de ligger på gulvet og frygter for deres liv?” siger han.
”På trods af både frygten og faren, så fortsatte mange af dem med at gøre, hvad de kunne for at redde menneskeliv. Men mange af dem frygtede, at det var et af deres egne familiemedlemmer, der ville komme ind som den næste patient. Den frygt blev flere gange til virkelighed.”
Kjeld Kromand var i Jerusalem i to måneder. Nu er han tilbage i Aarhus, hvor han bor.
”Jeg har aldrig oplevet noget lignende, som det, vi ser i Gaza lige nu,” fortæller han. ”Hvordan fortæller man et barn, vi har fået ind på operationsbordet og som lige er vågnet af narkosen, at hele deres familie er blevet dræbt? Det er det værste af det hele. Som far til tre, morfar til to og snart farfar også, kan jeg næsten ikke holde ud at høre om alle de børn, som grædende spørger, hvorfor nogen gør det her ved dem. “Vi er jo børn, og vi har ikke gjort noget”, som de siger.”
Maritim korridor løser ikke de desperate behov i Gaza
Den 7. marts annoncerede den amerikanske præsident Joe Biden, at det amerikanske militær vil bygge en mole ud for Gazas kyst, der skal bruges til at få humanitær nødhjælp ind i området. USA har også udsendt en fælles erklæring sammen med Europa-Kommissionen, Cypern, De Forenede Arabiske Emirater og Storbritannien, hvor de siger, at de vil skabe en ”maritim korridor” til humanitær hjælp.
Men planen er kun med til at fjerne fokus fra det, der i virkeligheden er problemet.
”Den amerikanske plan for en midlertidig mole i Gaza er en iøjnefaldende distraktion fra det virkelige problem: Israels vilkårlige og uproportionelle militærkampagne og belejring,” siger Avril Benoît, som er vores administrerende direktør i USA.
”Den mad, det vand og de medicinske forsyninger, der er så desperat behov for i Gaza, er lige på den anden side af grænsen. Israel er nødt til at hjælpe med at få forsyningerne ind i stedet for at blokere for dem. Det er ikke et logistisk problem, det er et politisk problem. I stedet for at det amerikanske militær skal bygge en ny vej ind i Gaza, så bør USA insistere på, at der kommer øjeblikkelig humanitær adgang, og at man kan bruge de veje og overgange til Gaza, der allerede eksisterer.”
