Når virkeligheden tager over - del 2

Næste morgen stod vi op og spiste morgenmad og gik derefter mod landingsbanen igen. Ca. kl. 10 landede en kæmpe, hvid helikopter og ud steg et hold på fire piloter. De stillede sig op i geled, kiggede på os og tog langsomt deres pilot-solbriller af en efter en – det var som ud af en film! Vi bordede og lettede, mens vi kunne se ned på folk, landsbyen og projektet, som vi efterlod.

Mens stemningen havde været ret opløftet, da helikopteren ankom, blev luften hurtigt noget tungere – jeg tror, de fleste af os følte os skyldige over at rejse. Da vi landede i Juba, efter en larmende og blæsende helikoptertur, begyndte lettelsen dog at sprede sig, vi var ude, vi var uskadte og i sikkerhed.

 
Vi tilbragte 2½ uge i hhv. hovedstaden Juba og i Kenya, inden vi kunne vende tilbage. Kampene nåede aldrig selve Pibor og vores compound stod, som da vi efterlod den – især takket være vores nationalt ansatte, som havde passet på det hele.

Livet leves tæt op af døden
Vi har rigtig mange sår og infektioner i sår, så der er megen sårpleje og sårrevision, mange skudsår, mange børn med brandsår, enkelte slange- og krokodille-bid. Derudover mange luftvejsinfektioner, diarreer og på grund af regntiden, mange malaria-tilfælde. Så er der vores tuberkulosepatienter og mange mærkelige sygdomsbilleder, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op, hvor der hverken er diagnostik eller behandlingsmuligheder, så de ryger hjem med lindrende behandling.

Desværre kommer patienterne ofte meget sent, enten fordi de har prøvet behandling hos en lokal behandler eller traditionel healer først, eller også fordi de er gået til fods i flere dage for at nå vores klinik.

Forleden dag kom en lille dreng ind der havde været bevidstløs i over en time og syg i flere dage. Familien havde taget ham til en traditionel healer, der havde givet ham en sprøjte, hvorefter han havde krampet og var blevet bevidstløs. Han var positiv for malaria, så jeg behandlede ham for malaria og meningitis for en sikkerheds skyld, men han døde i løbet af en time. Dagen efter kom en dreng ind under samme billede.

Han havde krampet siden kl. 10 om formiddagen, men familien kom først med ham hen ad eftermiddagen. Jeg fik stoppet kramperne, men han var stadig bevidstløs. Han var også positiv for malaria, så behandling blev sat i gang. Jeg var sikker på, at han ikke ville overleve natten, men næste morgen vågnede han mirakuløst op og begyndte at græde, og i løbet af et par dage kunne jeg overvære ham tage sine første skridt.

Nogle gange er det chokerende, hvor lidt omsorg eller engagement mødrene viser deres syge børn, men det er nok et vilkår ved at have børn i disse omgivelser, at man ved, at man også skal miste nogle af dem. Livet leves tæt op ad døden i Sydsudan og børn kan – og bliver – hurtigt erstattet...

Stressende arbejde i svære omgivelser
I slutningen af august var det endelig min tur til lidt tiltrængt ferie. Ugen inden min planlagte afrejse angreb en af de krigende stammer en landsby, hvor der også findes et Læger uden Grænser projekt.

På selve dagen for min afrejse blev det besluttet igen at reducere vores team, så resten ville kunne evakueres på bare ét fly, hvis det skulle blive nødvendigt. Da jeg kom tilbage til Juba, efter min ferie, mødte hele mit team mig i hovedstaden. De havde evakueret allerede et par dage efter min afrejse, da ”spejdere” omkring Pibor havde set flere grupper af krigere på vej mod Pibor. Samtidig var de lokale så nervøse for et angreb, at hele byen var rømmet, og folk var flygtet til enten Juba eller ud i bushen.

Det er selvfølgelig stressende at skulle vende tilbage til en så anspændt situation, men faktisk er det

mere stressende ikke at kunne udføre mit arbejde, når jeg ved, at behovet er så stort. Jeg føler mig tryg ved at vende tilbage, men lidt opgivende i forhold til udsigten til endnu en gang at måtte forlade mine ansatte og mine patienter.

Vi håber alle, at de fredsforhandlinger den nye Sydsudanesiske regering forsøger, medfører, at vi trygt og sikkert kan fortsætte vores arbejde og yde lægehjælp og sundhedsfremme til befolkningen i Pibor.

Lea Nielsen, Læge.

Læs første del af Leas spændende rejsebrev her.