vores historie
Læger uden Grænser – eller Médecins Sans Frontières (MSF) – blev grundlagt i 1971 af en gruppe franske læger og journalister. De havde arbejdet for Internationalt Røde Kors under borgerkrigen i Biafra, Nigeria.
Biafra var begyndelsen
Før borgerkrigen i Biafra fra 1967 til 1969 var humanitær bistand primært rettet mod europæiske befolkninger efter Anden Verdenskrig.
Biafra var det første sted uden for Europa, der modtog humanitær hjælp i stor skala samtidig med, at det var den første nødhjælpssituation, der blev dækket i massemedierne.
Befolkningen i Biafra var udsat for en 30 måneder lang fødevareblokade, og billeder af udhungrede børn fremprovokerede den hidtil største luftbro med nødhjælp. På trods af nødhjælpen døde én million mennesker i løbet af krigen.
En gruppe yngre franske læger havde været udsendt med Internationalt Røde Kors (ICRC) under borgerkrigen i Biafra. De var frustrerede over, at ICRC ikke offentligt ville udtale sig om de uhyrligheder, de var vidne til. Lægerne mente, at verden var nødt til at vide, hvad de havde set.
Oplevelsen i Biafra betød, at de unge læger brød med Røde Kors. Det blev starten på Læger uden Grænser.
Læger og journalister går sammen
De yngre læger slog sig sammen med en gruppe franske journalister for at oprette Læger uden Grænser. En organisation, som både ville yde livreddende lægehjælp i krigzoner, men også når det var nødvendigt bære vidnesbyrd.
Håbet var, at man ved at fortælle om de forfærdelige forhold i felten kunne forbedre forholdene for mennesker i nød.
Denne gruppe af læger og journalister nægtede at se til uden at råbe op. De var overbevist om, at stilhed i nogle situationer dræber, for hvis de ikke råbte op, når de var vidne til lidelser og overgreb i felten, ville de være medskyldige i uhyrlighederne.
At bære vidnesbyrd var et nøgleord, der blev brugt, da Læger uden Grænser blev oprettet. I dag er det stadig en del af organisationens dna.
Læger uden Grænser blev officielt oprettet den 22. december 1971. På det tidspunkt bestod organisationen af 300 frivillige – læger, sygeplejersker og andet personale – heriblandt de 13 stiftende læger og journalister.
Den første nødhjælp
I 1972 blev der for første gang brug for Læger uden Grænser i felten. Et jordskælv havde ødelagt det meste af Nicaraguas hovedstad, Managua, og dræbt mellem 10.000 og 30.000 mennesker.
I 1974 rykkede Læger uden Grænser ud til Honduras, efter at orkanen Fifi havde forårsaget store oversvømmelser og dræbt tusindvis af mennesker.
Året efter stod Læger uden Grænser for sin første store medicinske nødhjælpsindsats under en flygtningekrise. Det var i Cambodia, hvor Læger uden Grænser behandlede mange mennesker, der flygtede fra Pol Pots styre.
Der hvor ingen andre er
Under den kolde krig var FN ofte handlingslammet. Derfor blev en række ikke-statslige organisationer, ngo’er, nødvendige.
Læger uden Grænser gik i front med budskabet om, at mennesker har ret til hjælp uanset politisk overbevisning, etnisk baggrund eller tro.
“At være dér, hvor andre ikke er” blev Læger uden Grænsers motto.
Under den kolde krig steg antallet af konflikter i blandt andet Mozambique, Angola, Etiopien, Eritrea, Sudan, Somalia, Libanon, Afghanistan, Cambodja og Tchad. Konflikterne resulterede i millioner af flygtninge og internt fordrevne.
Nogle gange handlede Læger uden Grænser uden visa og tilladelser, krydsede grænser og ignorerede love. For eksempel hjalp Læger uden Grænser i hemmelighed det afghanske folk under Sovjetunionens invasion af Afghanistan.
Humanitær intervention
Den kolde krigs afslutning blev begyndelsen på en ny type voldsomme konflikter i en række udviklingslande.
Storpolitiske motiver blev erstattet af en lokal logik og motivation. Hvor guerillagrupper før havde fået international støtte, skaffede de nu ressourcer ved at plyndre og forfølge civile. Hele regioner blev utilgængelige. Civile var i militærets, børnesoldaters og krigsherrers vold.
Sikkerheden for ngo’er blev forværret, og udsendte blev undertiden mål for angreb – ligesom også udstyr (biler, medicin og mad) blev røvet. Det betød, at det var langt mere vanskeligt at udføre nødhjælp.
I 1991 anerkendte FN “retten til humanitær intervention”, hvilket betød, at FN nu kunne gribe ind i lande, der forbrød sig mod deres egen befolkning.
De humanitær-militære interventioner viste sig fra starten at være en katastrofe, hvilket indsatserne i Bosnien fra 1992 og i Somalia fra 1993 beviste.
Internationalisering og Læger uden Grænser i Danmark
Igennem årene er Læger uden Grænser vokset.
Siden 1980’erne har vi åbnet kontorer i adskillige lande – blandt andet Danmark – og beskæftiger i dag omkring 65.000 medarbejdere på verdensplan.
Alle kontorer blev hver især tilknyttet et af vores fem operationelle centre i Paris, Bruxelles, Genève, Amsterdam og Barcelona.
Vores kontor i Danmark blev grundlagt af Camilla Bredholt i januar 1993. Camilla Bredholdt havde selv været udsendt som administrator for Læger uden Grænser til Albanien og Irak.
Kontoret i Danmark driver ikke projekter. Derfor er det tilknyttet det operationelle center i Bruxelles, som sender de læger, sygeplejerske og andet personale, som MSF Danmark rekrutterer, i felten.
Siden Læger uden Grænser blev oprettet i 1971, har organisationen behandlet over 100 millioner patienter.
Nobels Fredspris
I 1999 modtog Læger uden Grænser Nobels Fredspris for vores livreddende arbejde i krige, konflikter og katastrofer verden over.
Men vi er kendt for mere end vores medicinske nødhjælpsarbejde. Vi bærer også vidnesbyrd og råber op på vegne af de mennesker, vi behandler, for at afsløre uretfærdighed.
Nobels Fredspris gav os en platform, hvor vi kunne råbe op og bære vidnesbyrd – og den mulighed tog vi.
”Vi er ikke sikre på, at ord altid kan redde liv, men vi ved, at stilhed helt sikkert kan dræbe,” lød det fra vores internationale formand James Orbinski, da han tog imod prisen på vegne af Læger uden Grænser.
Han brugte blandt andet sin tale til at gå direkte efter Ruslands leder Boris Yeltsin og fordømte Ruslands vold mod de civile i Tjetjenien.
Overskuddet for Nobels Fredspris brugte vi til at oprette Access Campaign, der arbejder for, at medicin, tests og vacciner er tilgængelige og til at betale for de mennesker, vi hjælper.
Et mere sandfærdigt billede af
en mangfoldig organisation
I 2022 begyndte vi for alvor at se på måden, vi kommunikerer på.
I Læger uden Grænser er 4 ud af 5 lokalansatte, men det er ikke det indtryk, vi giver omverdenen.
Det har vi sat os for at lave om på og vise, hvor mangfoldig en organisation, som Læger uden Grænser rent faktisk er.