”Jeg tænkte, kan mennesker virkelig bo så tæt?

Vores farmaceut Pernille Miller er lige kommet hjem efter tre måneder i flygtningelejre i Bangladesh. Her oplevede hun, hvor svære forhold de hundredevis af rohingyaer lever under, og hvordan det at komme til lægen er en kæmpe udfordring. Men hun så også små glimt af glæde og barnlig uskyld.

”Det første, jeg bemærkede, da jeg kiggede op på bjergene, var, at naturen er gudeskøn. Der er simpelthen så smukt. Men da jeg sænkede blikket ned over den enorme flygtningelejr Nayapara, så jeg et kæmpe område, hvor folk bor så tæt, som jeg aldrig før har set.

Jeg tænkte: ”Kan mennesker virkeligt bo så tæt – det er jo bare små skure, der ligger klods op ad hinanden.

Jeg var på besøg i lejren for at se de mennesker, vi behandler, og for at opleve den forskel, som vores hjælp gør. Som farmaceut ser jeg jo ikke patienterne så ofte, som vores læger gør, så det var rigtigt rart at blive mindet om, hvorfor jeg var der.

Før jeg besøgte lejren, havde jeg diskuteret med nogle kollegaer, hvorfor vi ofte ikke ser så mange patienter, som vi egentligt burde, og hvorfor patienterne bliver væk fra opfølgningsbehandlinger. Vi talte om, hvorfor patienterne ofte først kommer, når de er meget syge. Vi forstod det ikke helt.

Mudder og jordskred

Men at gå en tur i lejren var en øjenåbner for mig. Det ændrede fuldstændigt mit perspektiv på, hvorfor folk ikke altid kommer til vores klinikker, før det er for sent. Det var midt i monsunsæsonen, så det regnede og regnede, og der var mudder og jordskred overalt. Der var virkelig vådt, og det var svært at komme frem.

Jeg havde gummistøvler på, men jeg sad fast i mudderet, sank ned i det og skulle hele tiden kæmpe for at finde fodfæste. Jeg er ung, velernæret og i relativt god form, og alligevel var det en kæmpe udfordring for mig at komme frem.

Tænk engang at skulle gå igennem det, hvis man er syg eller har et sygt barn på armen? Hvad hvis man er gammel og afkræftet, udmattet, syg og dårlig? Hvordan skal man så komme igennem lejren og hen til klinikken? Så gør man det nok bare ikke. Eller også gør man det, men så kommer man måske for sent til sin aftale, og så kommer man ikke til. Min gåtur i lejren fik mig virkelig til at overveje, hvad rohingyaerne skal gå igennem for at få hjælp. Vi gør vores bedste og foretager også hjemmebesøg, så vi gør alt, hvad vi kan. Livet i lejrene er hårdt.

Flere end 700.000 børn og voksne er flygtet til Bangladesh

Bangladesh

Vi er massivt til stede og har over 2.000 læger, sygeplejersker og jordemødre til at hjælpe.

Børneliv og fodbold

Men der er også lyspunkter. På et tidspunkt stod jeg på en høj og fik øje på nogle børn, der spillede fodbold. Halvdelen af børnene havde tøj på, og den anden halvdel havde ikke. Jeg tænkte, at de nok ikke havde noget tøj, men så fandt jeg ud af, at de havde taget tøjet af for at kunne se, hvem der var på hold med hvem. Det var kreativt, og det fik mig til at tænke på, at børn altid finder løsninger, når der er udfordringer.

Der var helt vildt vådt, og alt var mudret til. Børnene var mudrede fra top til tå, men de elskede bare at løbe rundt og sparke til bolden. Det var så livsbekræftende og rart at opleve, for selv om børnene står i den situation, de står i, så er der alligevel en eller anden hverdag, der har indfundet sig.

Det betød rigtigt meget for mig at være i lejren og se, hvorfor jeg har knoklet så hårdt i så mange måneder. Vi arbejder jo ikke for sjov, så det var enormt bekræftende at blive mindet om, at vi gør en forskel.

Historier fra vores udsendte

Mads Geisler

Yemen

“De næste timer afgør, om drengen overlever”

Læs mere

Mozhdeh Ghasemiyani

Sydsudan

Børnesoldater får hjælp til et nyt liv: “Det føles som ren magi”

Læs mere
Læger uden Grænser

Dorte Møller Hansen

Bangladesh

”Der skal ikke meget regn til, før husene kollapser”

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

Hvis du ikke kan amme dit barn, må en anden gøre det

Læs mere

Heidi Christensen

Venezuela

Det venezuelanske Klondyke: ”Nogle af indbyggerne får malaria 10-15 gange om året.”

Læs mere
Mozambique

Mistede sin mand og alene med tre børn: Jobbet som sygeplejerske hjælper mig gennem sorgen

Læs mere
Rasmus Schou Christensen - læge i Læger uden Grænser

Rasmus Schou Christensen

Libanon

Rasmus hjælper flygtninge i Shatila-lejren i Libanon: “Drengen ville dø uden behandling”

Læs mere

Ann Mills Karlslund

Irak

Genåbning af hospital i nordirak: “Her er mennesker stadig mærket efter grusomme overgreb”

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

Kunne drengens liv være reddet?

Læs mere
DR Congo

Mæslinger i DR Congo: ”Landets børn er seje, men sårbare”

Læs mere

Mads Geisler

Den Centralafrikanske Republik

Mads før sin 11. tur i felten: ”Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsfyldt”

Læs mere

Mie Terkelsen

Gaza/Vestbredden

“Drengens far græd af glæde”

Læs mere

Irene Kruse

Libyen

Danske Irene i Libyen: Et umenneskeligt system

Læs mere

Ann Mills Karlslund

Mozambique

Danske Ann i Mozambique – Befolkningen reparerer deres liv

Læs mere

Anna Lund

Grækenland

Anna er jordemoder på Lesbos: “Ingen vælger at føde i en flygtningelejr.”

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

“Børnene har ikke kræfter til at spise”

Læs mere

Et år efter flugten fra Myanmar lever hundredetusinder af rohingyaer stadig under kummerlige forhold

Knap en million rohingyaflygtninge fra Myanmar bor i dag i overfyldte og uhygiejniske flygtningelejre i Bangladesh. Mangel på mad, lægehjælp og medicin betyder, at fremtiden for det forfulgte folkeslag ser dyster ud. I telte lavet af bambus og plastik, på gulv af mudder og jord lever flere end 950.000 rohingyaer uden ordentlige toiletforhold og adgang…