Det forbrændte barn skriger af smerte
De omkring 700.000 rohingya-flygtninge bor kummerligt og tæt i lejrene i Bangladesh. Det er et farligt liv for små børn. Vores udsendte sygeplejerske Astrid Opstrup fortæller her om den første patient på vores nybyggede børnehospital – et barn på seks måneder med alvorlige forbrændinger.
”Det er morgen og allerede varmt. Der er en kontinuerlig larm fra håndværkerne, som er i gang med at bygge vores børnehospital færdigt. Ind kommer en hvid ambulance.
Vi har ventet på den. Inde i ambulancen ligger vores første patient. En pige på seks måneder med forbrændinger. Patienten er blevet overført fra en sundhedsklinik inde i flygtningelejren. De har ringet til os fra klinikken, da pigen er i en tilstand, som kræver vores hjælp. Jeg er med til at tage imod patienten. Hun skriger af smerte. Patientens navn er Saima. Hun er født under familiens flugt fra Myanmar. Familien består af mor, far og tre ældre søskende. Far og mor er med ambulancen. Moren græder. Senere hører jeg, hvordan ulykken er sket.
Vi smertelindrer patienten og giver hende sovemedicin, så vi kan undersøge hende. Hun er forbrændt på arme, overkrop og i ansigtet. I alt er 25 procent af kroppen forbrændt, men det er heldigvis kun en andengradsforbrænding.
Når man bliver forbrændt, mister man også en masse væske. Derfor giver vi hende også et drop med væske.
Støvet hospital i bambus
Vi går i gang med at vaske den forbrændte hud af og rense sårene. Det skal gøres sterilt, hvilket er en udfordring på et hospital bygget af bambus. Desuden er der masser af støv, fordi vi er i den tørre periode af året.
For at sikre så lav risiko for infektion i sårene er vi kun to læger og to sygeplejersker til stede i rummet.
Vi har masker og isolationskitler på og skifter handsker hele tiden. Når sårene er renset, giver vi en særlig creme på og herefter en særlig fugtighedsbevarende bandage, hvorefter vi afslutter med en almindelig bandage, der dækker ansigtet og den forbrændte del af kroppe.
Det tager over en time at gennemføre hele behandlingen.
Moren fortæller os, at ulykken er sket i hjemmet. Beboerne i flygtningelejrene bor i telte og laver mad over åben ild, og Saima har fået møvet sig over til en gryde med kogende vand. Moren er selvfølgelig meget ked af det og græder.
”Jeg føler ikke, at jeg har passet ordentligt på mit barn,” siger hun til mig gennem en tolk.
Førlighed sikret
Jeg tænker, at hun som mor til fire har meget at holde øje med, og at hun har brug for at tale med nogen for at få luft for sin skyldfølelse. Jeg arrangerer derfor, at hun taler med en i vores psykologteam. Det hjælper heldigvis.
Samtidig fortsætter vi behandlingen af datteren. Efter fire dage, hvor vi hver dag har vasket sårene og lagt nye forbindinger på, kan vi se, at Saima er ovre det værste. Sårene heler fint, og vi kan tage de fleste af forbindingerne af. Nu har hun kun en lille forbinding tilbage på armen.
Saima vil få ar, men det vigtigste er, at hendes arme ikke “låser sig” på grund af forbrændingerne. Jeg kan se på den måde, hun bevæger sig, at vi er lykkedes med den del af behandlingen. Det er lidt over en uge siden, at ulykken skete. Saima smiler igen, og moren fortæller mig, at hun er rigtig glad for behandlingen og vores store hjælp. ”
