“Jeg er i modtagelsen, da drengen bliver båret ind på hospitalet af sin mor. Hun kommer skrigende ind ad døren. Hendes lille otteårige søn hænger slapt og uforstående i hendes arme. Hans øjne er indsunkne, og hans hud er voksagtig og stiv. Han har haft massive vandige diarréer icirka 12 timer. Jeg laver den hurtigste test for dehydrering, der findes. Jeg niver i maveskindet, og det bliver stående som en lille pyramide af hud. Drengens tilstand tyder på kolera med svær dehydrering.
Elasticiteten ihuden forsvinder med væsken. Det er en test, jeg forsøger at indprente hos allevores sygeplejersker.
De næste timer er afgørende for, om drengen overlever. Jeg begynder at give ham væske med drop. Han skal have ti procent af sin kropsvægt pumpet ind i kroppen. Oven i det skal han indtage den mængde, han kommer til at kaste op, og den overraskende store mængde diarré, hans lille krop producerer.
Det er okay, hvis han brækker sig
Han ender med at få over to liter væske på to timer. Jeg skal hurtigst muligt have ham til at drikke selv. Så optager kroppen hurtigere de vigtige salte og mineraler. Jeg forklarer personalet og hans mor, at hun skal få ti-tyve milliliter i ham ad gangen. Selvom han kaster op i mellemtiden.
Det går godt med den lille dreng, og efter 36 timer er han udskrevet. Det føles godt, men mit fokus er egentlig, om vi giver den rigtige standardbehandling til alle de patienter, vi modtager. For han er ikke den eneste lille dreng, der gik i chok og havde brug for hjælp.
Vi får cirka 35 patienter ind om dagen. Typisk fra den fattige del af byen, hvor drikkevandet er beskidt og toiletterne uhumske. Kloakeringen er dårlig, der er oversvømmelser i regntiden og forholdene for spredning af kolera er ´gode´. Desværre.
Situationen i Yemen
Mange hospitalerer ødelagte, og de, der stadig er åbne, har akut brug for lægemidler og medicinskudstyr. Indbyggerne kæmper for at få råd til mad og benzin, samtidig med atarbejdsløsheden og priserne stiger hånd i hånd.
Kombineret med luftangreb og skyttegravskrig har det gjort konflikten til en af de værste menneskeskabte humanitære kriser i verden.
Luftangrebene brummer
Når der er luftangreb, kan man høre flyene, der brummer. Du kan ikke høre hvor eller se dem, men du kan høre motorerne. Det er en helt særlig lyd, der fylder bjergdalen omkring Sanaa. Så kommer der med mellemrum fem-seks smæld, og så kommer røgsøjlerne. Dem kan man se fra vores tag. Derefter laver vi en vurdering af, om hvorvidt vi kan tage på arbejde. Hvis der er tvivl, bliver vi inden døre, men ellers kører vi på arbejde med tæt telefonkontakt til vores sikkerhedsansvarlige.
Hverdagen starter sent her, for det er ramadan. Når vi har lastet bilerne, kører vi til hospitalet. Vi har materialer og medicin med, skemaer og stande til at holde det sterilt. Vi gennemgår alle patienter, der er indlagt, og sørger for at behandlingen er korrekt.
Så laver vi en plan for den næste uge. Hvordan skaffer vi rent drikkevand, hvordan organiserer vi sygeplejerskerne, rengøringsfolk og hvordan kommer vi bedst af med afføring og urin fra kolerapatienterne. Ved 17-tiden tager vi hjem, men arbejder videre fra vores hus, for vi er konstant bagefter på grund af ramadanens begrænsninger af arbejdet. Det er svært rent praktisk, fordi kolera-epidemier kræver meget logistik. Det bliver nemmere, når ramadanen slutter, for så åbner butikkerne og medarbejderne vender tilbage til normalt vagtskema.
Regntid
Det er regntid, og det gør forholdene for spredning af kolera perfekte. Der er store byger næsten dagligt, og kloaksystemet er dårligt. Gaderne er mange steder oversvømmede og fulde af skrald, og der er mange tiggere og hjemløse. På trods af det er der positive tegn. Mange indbyggere har tidligere haft kolera, hvilket gør, at de måske kan stå imod det, hvis de bliver smittet igen.
Der har været flere vaccinationskampagner i landet, og så er der lidt mere struktur omkring forsyning af behandlet drikkevand. Vi håber derfor på at kunne undgå et tredje peak i epidemien, så vi holder spændt øje med antallet af nye tilfælde dagligt og ugentligt.
Vi håber på, at vi på trods af dårlige kloakker, beskidt drikkevand, krig og internt fordrevne kan undgå endnu et udbrud som det i 2017, hvor måske hundrede tusinder eller millioner får sygdommen.
Det er en bekymring, for Yemen vil ikke kunne kapere det, men vi gør vores bedste, og vi håber.”