© Scott Hamilton/MSF
En ung mand kigger på udkanten af en flygtningelejr. Den er overbefolket, og skrøbelig overfor monsuner og skybrud.

To år efter: For rohingyaerne er der ingen fremtid

To år efter flugten fra Myanmar sidder næsten en million rohingyaer stadig i Bangladesh. De har ingen juridiske rettigheder. De kan ikke bevæge sig frit, og deres børn kan ikke gå i skole. Alt imens vokser børn op i lejre uden uddannelse eller håb for fremtiden.
Fotos: Scott Hamilton

I en lille teforretning i den store Kutupalong-lejr sidder Bibi Jan og retter på sit ærme. Hun forsøger at skjule de ar, hun fik i august 2017 under et voldeligt overgreb mod rohingya-befolkningen.

Hun fortæller om, hvorfor hun og hundrede tusinder rohingyaer for to år siden flygtede fra Bangladesh, hvordan hendes to brødre blev slået ihjel, hvordan hun blev dolket, og om hvordan hendes landsby blev raseret og jævnet med jorden.

Rohingya-befolkningen har de seneste årtier været ofre for stigende ekskludering og forfølgelse fra staten i Myanmar. For to år siden prydede landets voldelige forfølgelse af rohingyaerne de internationale mediers forsider. Siden da er der sket få fremskridt, især når det kommer til at sikre rohingyaernes juridiske status i regionen.

Hør vores sygeplejerske Sissel fortælle om, hvordan rohingyaernes børn bliver dræbt i Myanmar.

Simple bambuskonstruktioner

I Bangladesh bor næsten en million flygtninge i de samme simple bambuskonstruktioner, som da de ankom for to år siden. De må ikke arbejde og er fuldstændigt afhængige af humanitær nødhjælp.

Mange af de sygdomme, Læger uden Grænser behandler dem for, skyldes mangel på rent drikkevand og toiletforhold. Børnene kan ikke gå i ordentlig skole, og dermed fratages de nye generationer mulighederne for at forbedre deres levevilkår.

Rohingyaer i myanmar:

I 1982 blev en lov vedtaget, der gjorde rohingya-stammen de-facto statsløse. De senere år har de mistet retten til uddannelse, ægteskab, prævention, fri bevægelse og lægehjælp.

Mellem 550.000 og 600.000 bor stadig i Rakhine-staten i Myanmar.

Næsten en million har krydset grænsen til Bangladesh.

Bibi Jan har dækket sine ar til nu.

”Jeg vil sende mine børn i skole, men jeg har ikke råd, og vi må ikke forlade lejren, så det er svært at skabe en fremtid for mine børn,” fortæller hun.

”Hvis vi arbejdede, ville vi ikke være afhængige af rationer. Vi ville overleve på egen hånd.”

”Jo længere tid vi skal blive her, jo flere børn taber vi.”
Slider

Metun har har været i Bangladesh siden 11. september 2017. Han husker tydeligt datoen, for det var den dag, han – sammen med sin kone og fire børn – efterlod deres liv i Rakhine-staten i Myanmar.

“Vi blev altid truet. Sammenlignet med Rakhine føles Bangladesh som et paradis. Men forholdene her er umenneskelige. Du lever i et lille rum, toiletterne deles man om, og du lever under et plasticlagen uden ventilation. Du må ikke gå nogen steder, og du må ikke arbejde, som folk fra Bangladesh må.

Kidnapninger, afpresning og røverier

Lejrene er også blevet farlige. Fordi der ikke er nogen måde at tjene penge på, ingen uddannelsesmuligheder og ingen jobmuligheder, vender folk sig mod kriminalitet for at klare sig. Der er kidnapninger, afpresning og røverier.

Ugifte kvinder og børn er særligt sårbare over for menneskehandlere.

Hvis nogen ikke bryder sig om dig, kan de få en bande til at dræbe dig. Dem, der har en lille forretning bliver til mål, fordi de har penge.

I forhold til at vende tilbage til Myanmar, er folk bekymrede for, om det bliver det samme som i 1992, hvor vi blev tvunget tilbage. Vi ved godt, at det ikke er det samme som i 1992, men folk er stadig bange. For et par dage siden talte jeg med en, der stadig befinder sig i Rakhine. De holder øje med, hvad vi gør.

Vores fælles skæbner er i vores hænder, siger de.

Opmærksomheden er væk

Hvis vi får retfærdighed her, tror vores venner i Myanmar på, at vi som folk også får dem der. Men hvis vi bare tager tilbage, er vi alle i fare. Det var hårdt at høre. Vi føler os ikke sikre, men vi håber, at regeringen i Bangladesh ikke presser os tilbage.

Jeg ved godt, at folk ikke kendte til volden mod rohingyaer før august 2017. Men vi måtte ikke bruge smartphones. Vi kunne ikke kommunikere med omverdenen. Der var mange, der talte om vores situation for et år siden. Nu er opmærksomheden væk, og næste år er den måske endnu mindre. Hvis det fortsætter sådan, er der risiko for, at regeringen i Bangladesh bliver ligeglade og sender os tilbage. Vi håber det internationale samfund holder øje. Det tager tid at løse de her ting.

At være rohingya er en etnicitet, men i Myanmar kalder de os ´Kala´ eller illegale migranter eller Bengalier, som om vi er fra Bangladesh. Myanmars regering vil have os til at ansøge om et nationalt verifikationskort. Når man har haft det i seks måneder, undersøger de, om du kan få statsborgerskab eller ej. Det første spørgsmål er: Hvornår kom du fra Bangladesh? Og så: Hvorfor kom du tilbage fra Bangladesh? Derefter: Hvem var chef i din landsby i Bangladesh?

Det er børnenes fremtid

Vi skal kunne fremvise identitetspapirer fra vores familie i tre generationer. Hvem kan det? Hvis vi tager tilbage, bliver vi tvunget til at ansøge. Det er som at stikke benene ind i et bål, for vi er blevet frataget al dokumentation, og de har brændt hele landsbyer, så der røg det sidste af den dokumentation folk havde.

Jeg forventer ikke at kunne tage hjem inden for fem år, så jeg forbereder mig på at blive her i lang tid. Jeg håber, at rohingyaer kan få uddannelse, sikkerhed, flygtningestatus, bedre adgang til lægehjælp og arbejde.

Vi vil have retfærdighed: Vi vil have retten til et statsborgerskab, fri bevægelse, uddannelse og religionsfrihed – ligesom alle andre grupper i Myanmar.

Lige nu ødelægges vores børns fremtid. De burde være i skole. Men der er ikke nogen skole. Jeg kigger på mine børn og på deres fremtid.

Jo længere tid vi skal blive her, jo flere børn taber vi.

Læger uden grænser i bangladesh

Vi har tre felthospitaler med 24-timers lægehjælp og ti sundhedscentre i alt.

Mellem august 2017 og marts 2019 har vi haft over en million konsultationer og over 21.000 indlæggelser.

Vi har distribueret 193 millioner liter rent vand til næsten 80.000 mennesker og bygget 390 toiletblokke.

Der arbejder mere end 1.600 ansatte for Læger uden Grænser i Bangladesh.

”Vi vil have
vores frihed.”
Slider

Suleiman bor i landsbyen Nget Chaung i Rakhine-staten i Myanmar. Suleiman og 9.000 andre rohingya-muslimer bor her uden ret til at rejse – tilbageholdt i landsbyen og interneringslejre under kummerlige forhold med yderst begrænset adgang til basale ydelser.

Forbuddet mod at rejse blev indført efter voldelige episoder i 2012. I dag er 128.000 rohingyaer tilbageholdt i lejre eller lejrlignende konstruktioner i det centrale Rakhine.

Engang var Suleiman lærer og rejste rundt mellem landsbyer og underviste i engelsk i de lokale moskéer.

Vi vidste, at vi måtte væk. Vi brugte huse som dækning, og dukkede os bag ting, så vi ikke kunne blive set. Og så løb vi.

”Jeg blev født i Nget Chaung, og hele min familie bor her. Min kone og jeg har otte børn. Som barn gik jeg i skole, men da jeg var 15, havde vi ikke penge til, at jeg kunne fortsætte min uddannelse. Så da jeg var færdig med min skole, blev jeg hjemme og endte med at bo i en moské. Jeg begyndte at arbejde som lærer og underviste på engelsk og burmesisk for de børn og voksne, der kom til moskéen.

Alt var brændt

Jeg arbejdede i en anden landsby, da krisen begyndte i 2012. Jeg kom hurtigt hjem, og der var en anspændt stemning. En nat vågnede vi klokken to om morgenen. Vi kunne høre folk udenfor. Vi tog tøj på og listede udenfor. Det var mørkt, så vi kunne ikke se så meget, men der var en masse mennesker, der ikke var fra vores landsby.

Vi løb langt væk og fandt steder at gemme os. Da vi kiggede tilbage på landsbyen, så vi store brande. Vi besluttede os for at skjule os i sikkerhed og så gå tilbage til landsbyen næste morgen. Da vi kom tilbage, var flere huse væk. De var alle blevet brændt, inklusiv mit eget. Alle vores køer og geder var også væk. En politimand kom og kiggede, så sig omkring, og så forsvandt han ellers igen.

I lang tid levede vi i telte tæt på landsbyen. Det tog næsten to år at genopbygge alting. Kort tid efter vores huse brændte, kom nogle soldater og talte med os. De fortalte os, at vi kunne blive og leve der, så længe vi ikke tog andre steder hen. Nogle af soldaterne blev længe og kontrollerede området, og efter et år satte politiet et checkpoint op.

Der er ikke nogle jobmuligheder her. Der er ingen fisk at fange – der er ingen handel. Vi kan måske købe lidt fisk og rejer, og sommetider kommer der folk fra landsbyer og sælger os lidt mad. Folk her er kede af det. De er frustrerede over, at de ikke kan rejse nogen steder hen og ikke kan gøre noget.

Vi holder frustrationen indvendig, for vi kan ikke råbe højt. Der er ingen, der kan høre os.

Vil bare leve i fred

Vi kan ikke engang rejse til nabolandsbyen, så alle holder bare alting inden i dem selv. Der er også en lejr tæt på landsbyen. Der bor rohingya-muslimer fra andre landsbyer. Det giver spændinger at have så mange forskellige mennesker på så lidt plads. Nogle gange er der endda vold og seksuelle overgreb.

Rohingyaerne er ligesom enhver etnisk gruppe i Myanmar. Vi vil bare leve i fred. Vi vil have vores frihed, vores eget jord, og vi vil sove roligt om natten uden at bekymre os.

I Myanmar går alle i en skjorteagtig kjole, der hedder en longyi, og den er et nationalt symbol. Alle andre grupper har deres eget mønster, men ikke os. Vi går med longyier, men vi har ikke noget mønster. Vi ejer ingenting.

Jeg ville ønske, at folk kunne se os for, hvem vi er. Jeg vil så gerne have, at folk ved, hvem rohingyaerne i virkeligheden er. “

Hjælp Læger uden Grænser med at redde liv

DIN STØTTE
REDDEr LIV

Med din støtte giver du os mulighed for at sende læger og sygeplejersker til katastrofer og kriser verden over.

Fra felten

Syrien: Mennesker drevet på flugt efter militær offensiv

Læs mere

Læger uden Grænser tvunget til at suspendere de fleste aktiviteter i det nordøstlige Syrien

Læs mere
DR Congo

Lions støtter Læger uden Grænsers akutte arbejde med ebola-udbruddet i DR Congo

Læs mere

Kjeld Kromand

Grækenland

Kjeld på Lesbos: “Jeg får lyst til at give dem et kram”

Læs mere
Sierra Leone

“Babyen levede kun 12 timer i vores arme”

Læs mere

Test dig selv: Hvad ser du på billederne?

Læs mere
DR Congo

Læger uden Grænser opfordrer til en uafhængig ebola-komité

Læs mere
Nigeria

”Jeg troede, at vi ville miste hende”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: “Vi kan undgå, at børn som Alpha dør.”

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

Vores danske læge: ”Nye kampe i Yemen er katastrofale for civile”

Læs mere
Bangladesh

“Børn dør af kroniske sygdomme, fordi medicinen ikke er tilgængelig”

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Hvorfor er Læger uden Grænser på Middelhavet?

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere

Fra flygtning til sygeplejerske: Min fantastiske historie

Læs mere
Nigeria

”Jeg har aldrig set et barn komme sig af det her før”

Læs mere