I det afrikanske land Tchad spreder mæslingeudbruddet, der begyndte i 2018, sig stadig.
Derfor har vi for nylig sendt et hold afsted til byen Bongor i det sydvestlige Tchad, hvor 100.000 børn mellem seks og ni måneder skal vaccineres mod mæslinger. Det sker efter en fokuseret indsats i byen Am Timan, hvor 107.000 børn indtil videre er blevet vaccineret mod den dødelige sygdom. Vi kæmper for at få udbruddet under kontrol, fortæller nødhjælpskoordinator Theresa Berthold.
Imens har store dele af Tchad, inklusiv hovedstaden N’Djamena, fortsat problemer mod det årelange udbrud.
Stor stigning i antallet af mæslinger
“Tchad oplever hvert år mæslingeudbrud. De starter oftest om foråret og ebber ud, når regntiden begynder i juni,” forklarer Theresa Berthold.
Mæslingeudbruddet blev officielt erklæret i maj 2018 og har berørt 69 af Tchads 126 distrikter. Alene i de første tre måneder af 2019 blev der rapporteret om 9.000 nye tilfælde af mæslinger og 68 dødsfald som følge af sygdommen. Det er en stor stigning fra året før, hvor der var 5.336 tilfælde og 96 dødsfald fra maj til december.
Inden vaccinationskampagnen begyndte besøgte vores sundhedspersonale flere lokalsamfund for at informere om vaccination mod mæslinger.
“Der var mange fædre fra nomadesamfundene, der havde rejst kilometer for at få deres børn vaccineret. En af fædrene førte os tilbage til sit lokalsamfund, så vi kunne vaccinere alle børnene der,” fortæller Theresa.
Tilbage i hovedstaden N´Djamena har vi bygget vores ernæringscenter om til et behandlingscenter for børn med mæslinger. Udover det har vi øget støtten til andre centre, der tilbyder samme behandling. Indtil videre har det resulteret i 1.500 behandlede patienter fordelt over 21 behandlingscentre. Det skyldes til dels de 270 lokale sundhedsmedarbejdere, der er ansat udelukkende til at finde børn med mæslinger og give dem behandling.
Alle børn skal vaccineres
Massevaccinationerne har desværre ikke stoppet epidemien.
“Der er behov for en koordineret indsats fra sundhedsmyndighederne og de internationale organisationer for at stoppe udbruddet,” siger Læger uden Grænsers landeansvarlige Martin Braaksma.
For at opnå såkaldt flokimmunitet skal 95 procent af børnene i en befolkning være vaccineret. I Tchad er kun 37 procent af børnene vaccineret mod mæslinger, og bare et ud af fire børn er vaccineret mod almindelige børnesygdomme.
“Uden en national massevaccinering af alle børn under fem år, vil flere hundrede tusinde børns helbred være i fare,” siger Martin Braaksma.
Det er de, fordi underernæring og mæslinger en dødelig kombination. Underernæring fører til et dårligt immunforsvar, der gør både mæslinger og de følgesygdomme, der ofte opstår, farligere end de er. Samlet får man en øget chance for dødsfald.
“For at forhindre fremtidige epidemier må alle børn fuldt ud vaccineres. Først når vi er nået dertil, kan vi forhindre de årlige udbrud, som bringer tusindvis af børns liv i livsfare,” siger Martin. Du kan støtte Martin, Theresa, og alle de andre udsendtes arbejde rundt omkring i verden og hjælpe dem med at redde liv.