“Jeg ville ikke turde krydse de veje med veer”
I DR Congo hjælper vores jordemoder Claire gravide kvinder før og efter fødslen. Men de ujævne veje kan gøre det vanskeligt for hende at komme frem til patienterne.
“I morgen skal jeg tidligt op, for jeg skal ud på min ugentlige besøgstur.
En stor del af mit arbejde er at have ansvaret for voresarbejde inden for seksuel- og reproduktiv sundhed på vores firesundhedsklinikker.
De ligger alle på bjergskråninger i udkanten af byerne. I morgen tager jeg min vandflaske og hopper ind i Land Cruiseren for at køre en ujævn tur til en af klinikkerne. Der er også et mobilt hold med i bilen, så vi får ikke problemer med at fylde pladsen ud i bilen.
Vi kører to eller tre biler sammen, så vi undgår at sidde fast i mudderet.
Jeg har aldrig set veje som disse. På en af turene kører vi gennem en flod. Jeg har ingen idé om, hvordan vores chauffører formår at køre den vej hver dag uden at ødelægge bilerne.
Jeg har flere gange sagt til chaufførerne, at jeg har megetrespekt for dem.
En af vores lokale jordemødre er en del af det mobile hold. Hun tager oftere på tur end mig. Hun holder mig opdateret om behovene på klinikkerne, da jeg ikke selv kan være der hver dag. Hun har meget erfaring og er bestemt en, jeg kan stole på.
Jeg planlægger mine ture, så det passer med den dag,klinikken tager imod før-fødselsbesøg. På den måde kan jeg følge op med klinikkensansvarlige for seksuel- og reproduktiv sundhed, som ofte er en sygeplejerske.
Hver klinik reserverer en dag om ugen til før-fødselsbesøg, en anden dag til besøg for opfølgninger og en tredje til efterfødselsbesøg og familieplanlægning. Der er også et fødselscenter for lavrisiko kvinder i hver klinik, og holdet skal følge strenge kriterier for at overføre kvinder til hospitalet i Walikale.
Personligt ville jeg aldrig have modet til at trodse vejenei vores område, hvis jeg havde veer, men det gør kvinder her ofte.
Heldigvis bygger mit projekt et midlertidigt opholdssted, hvor gravide kvinder kan være, indtil de skal føde. Det skal ligge lige ved hospitalet. Jeg er virkelig glad for, at kvinderne snart får den mulighed.
Mens jeg er på klinikken, gennemgår jeg også sager med seksuel eller kønsbaseret vold, der er blevet behandlet af holdet. Jeg sørger også for, at de har de rette forsyninger.
Jeg kommer typisk hjem sent om eftermiddagen, og så er jeg udmattet. Efter en pause løber min supervisor – vores frygtløse medicinske leder – og jeg patienterne og behovene på klinikkerne igennem.
Derefter er det tid til at tage en øl og nyde solnedgangen.”
