”Jeg har aldrig set noget lignende i min karriere”
Hvad får et menneske til at forlade trygheden og tage afsted for at arbejde i et af verdens farligste lande, hvor de humanitære behov er enorme? Det ved vores sygeplejerske Elin.
”Jeg har altid været meget glad for at være hjemme. Efter to ugers ferie er jeg ofte lykkelig for at komme hjem til min egen lejlighed, lyden af min kaffemaskine og duften af mit hjem. Det er en stor del af mit liv at være sammen med forældre, søskende og venner. Så hvordan kunne jeg alligevel forlade alt det trygge for at arbejde i et af verdens farligste lande?
Jeg var nysgerrig og ville se, hvordan mennesker i verden har det uden for turistområder og forstå, hvordan lægehjælp kan fungere i lande, hvor den offentlige struktur er kollapset.
Sårene var enorme
Da jeg skulle på min anden udsendelse med Læger uden Grænser, blev jeg matchet til et projekt i Den Centralafrikanske Republik. Landet er lige så stort som Frankrig og har enorme humanitære behov, efter konflikten brød ud i 2013.
Alligevel havde ingen af mine venner hørt om det.
Den Centralafrikanske Republik er utrolig smuk med frodige grønne skove, røde sandede veje, floder fulde af fisk – og indimellem en flodhest. Mit projekt var i byen Bossangoa, hvor vi – i samarbejde med sundhedsmyndighederne – drev et hospital med 200 sengepladser og havde ansvaret for en klinik udenfor byen.
Fra lægehuset blev patienter overført med motorcykeltaxi til sygehuset inden for et par timer. Samme afstand kan tage dage til fods, hvis man er syg eller gravid.
Som sygeplejerske skulle jeg vejlede personalet, sørge for, at apparater og materiale var på plads, og identificere mulige forbedringer og uddannelsesbehov. Det var meget at skulle have styr på, så indimellem var det skønt at gå ind på vores operationsstue eller sårplejerummet. Der følte jeg mig lidt mere som den sygeplejerske, jeg er i Sverige.
Forskellen var, at sårene var helt anderledes end noget, jeg ellers har set i min karriere. De var enorme. Det kunne begynde med et insektbid, der var kommet bakterier i, eller som var svulmet op, fordi man behandlede det på traditionel vis ved at lave huller i huden og strø et pulver henover. Pulveret indeholdt rødder og chokerende nok afføring. På den måde blev der dannet store bylder. Når patienten kom til os, var vi tvunget til at punktere dem, hvilket gav store sår. Forbløffende nok endte det alligevel godt med disse patienter.
Jeg husker en 17-årig kvinde, som var kendt i landsbyen for sin smukke stemme i kirkekoret. Hun blev fortvivlet over at gå glip af så mange skoledage, fordi hun var indlagt, og ville rigtig gerne komme sig oven på sit sår på underbenet. Antibiotika-behandling helede såret og gjorde det klar til hudtransplantation. På vores operationsstue kunne vi med en speciel maskine transplantere hud fra låret og placere det over såret. Inden for et par uger var både lår og underben helet, og til hendes store glæde kunne hun vende tilbage til sit normale liv.
Vil gøre det igen
Der var også brug for min hjælp under operationer. Eftersom jeg ikke er specialiseret inden for kirurgi, kunne jeg forberede sterile kompresser til kirurgen og kirurg-assistenten. Ofte var der noget, som manglede: En lampe, som ikke fungerede, eller medicin, der skulle hentes hurtigt.
Kedeligt var det i hvert fald ikke.
Halvdelen af vores operationer var kejsersnit. I de tilfælde var det min opgave at sørge for, at det nyfødte barn fik den bedst mulige pleje. Desværre klarede alle børn det ikke lige godt. Hvis kvinderne kom til os for sent, blev fokus i stedet at redde moren.
Dagen efter flyet landede i Sverige, tog jeg hul på min næste drøm og begyndte min videreuddannelse til jordemoder. Det er en plan, jeg har haft i mange år, som blev forstærket af de kvinder og børn, som jeg mødte i Den Centralafrikanske Republik.
Har du en gang oplevet det mest magiske øjeblik, vil du gøre det igen.”
