© Tracy Makhlouf/MSF

Marcus i Kenya: Den her krise har været overset alt for længe

Er behandlingen af epilepsi nødhjælp? Det giver i hvert fald patienterne en mulighed for at leve, fortæller vores læge Marcus, der har været en del af et banebrydende projekt, der skal hjælpe mennesker med kroniske sygdomme i f.eks. flygtningelejre.

”Når du behandler malaria, redder du liv. Når du behandler epilepsi, så giver du patienten muligheden for at leve,” fortæller vores læge Marcus, der har været i Kenya som en del af et projekt om at behandle kroniske sygdomme som epilepsi og diabetes.

Den slags sygdomme er måske ikke lige det første, folk tænker på i forbindelse med en nødhjælpsorganisation som os, men har stort potentiale og gør allerede en kæmpe forskel.

”I vores projekt havde vi en 16-årig dreng med epilepsi. Han kunne ikke tage bad selv, og han kunne ikke følge undervisningen i skolen, fordi han fik anfald. Da han kom i behandling hos os, kunne han pludselig gå i skole, og han klarede sig godt.

Epilepsi
Ian på 15 år har epilepsi. Han bor i Embu i Kenya sammen med sin familie. Det var svært for Ian at gå i skole, fordi han fik anfald, så han måtte hentes fra skole næsten hver dag. Medicinen er dyr, men han kan heldigvis få hjælp hos os. Foto: Paul Odongo

Især netop de unge epilepsipatienter ramte mig.

De har svært ved at gå i skole, de bliver drillet, har mange sygedage, ligger sidst i tests, fordi de ikke kan følge med. Der var nogle, der troede, at epilepsi var en slags forbandelse, så patienterne blev isoleret i samfundet.

Derfor havde vi også medarbejdere, der tog ud på blandt andet skoler for at formidle viden om sygdommen.

Men mange af dem havde ikke fået behandling, før vi kom til, selvom de fleste ville kunne få det bedre og ende med slet ikke at have anfald, hvis de fik den rigtige behandling.

Diabetes blandt de største dræbere

I mange år var det infektionssygdomme som kolera og malaria, som var fokus for humanitært nødhjælpsarbejde – og de eksisterer stadig, men det går i den rigtige retning mange steder. Til gengæld bliver kroniske sygdomme som diabetes større og større problemer, ligesom de er i den vestlige del af verden.

Diabetes
Otteårige Hawraa har diabetes. Hendes familie flygtede fra Syrien, da borgerkrigen brød ud og har siden boet i Libanon. Det er svært for dem at få råd til den rigtige mad, men heldigvis kan hun få sin medicin gratis på vores klinik. Foto: Tracy Makhlouf/MSF

Før var det epidemier af malaria, i dag er det epidemier af de kroniske sygdomme.

Om nogle år vil de her kroniske sygdomme være den største dødsårsag i Kenya, men det er et stigende problem i hele verden. De sygdomme er store dræbere, men de medfører også komplikationer som blindhed og amputationer.

Derfor skal der findes en løsning. Vi kan ikke være hele verdens diabetesklinik, men vi kan give værktøjerne videre.

Fra 0 til 6000

Vores projekt startede i 2016. Det handler om, hvordan vi kan behandle de såkaldte ikke-smitsomme sygdomme, der også er kendt som kroniske sygdomme: astma, diabetes, epilepsi, forhøjet blodtryk osv.

Vi startede med 0 patienter og havde 6.000, da jeg tog hjem.

Vi har lavet behandlingsprojekter om den slags sygdomme andre steder, så det er ikke det første projekt, men det er nok det største. Her skal vi nemlig se, om vi kan lave en standard for behandling, som vi kan overføre til andre steder i verden. En universel skabelon.

Astma
En lille patient med astma får ilt på vores hospital i Herat i Afghanistan. Foto: Tasal Khogyani

Det er helt unikt at have data på så mange patienter, for vi ved meget lidt om diabetespatienter i en nødhjælpssituation – hvem er de, hvor gamle, hvilket køn osv. Det her betyder, at vi kan følge dem. Vi kan finde ud af, hvordan vi bliver bedre til at behandle de her patienter, og hvad der skal til for at implementere sådan en behandling succesfuldt i andre situationer, f.eks. i flygtningelejre. Det er forskning, der ikke bare er vigtig for os, men som kan bruges af alle, der laver humanitært arbejde.

En glemt patientgruppe

Projektet foregår i Kenya, fordi det – selvom landet efterhånden er et middelindkomstland – har områder, hvor befolkningen ikke kan få den slags hjælp. Men fordi levestandarden er blevet højere i landet, er de ikke-smitsomme sygdomme fulgt med.

Det er bygget op som et mentorship-program. En af mine mange roller var at være mentor for mentorerne. Så de kunne tage fat i mig, hvis de havde spørgsmål til f.eks. behandlingen af specifikke patienter.

Marcus var i Embu i Kenya bl.a. for at være mentor. Privatfoto

Der var oprindeligt syv klinikker med i projektet, og senere kom der yderligere fire til. Projektet handlede både om undervisning og videndeling, men også om instruktion i brugen af laboratorieudstyr, blodtryksmålere, maskiner til tjek af lungefunktion osv. Vi havde konsultationer sammen, indtil personalet blev selvkørende. Derefter blev de mentorer for de næste, der kom ind i projektet.

Vi har et etisk og moralsk ansvar over for denne her glemte patientgruppe. Det er en humanitær krise, som har været overset for længe. De har også ret til behandling, for alle har ret til behandling. De får større livskvalitet og flere år at leve i – men de får også værdighed.

Du kan redde mange malariapatienter for få penge. Det er dyrere og tager længere tid – en livstid – at behandle kroniske sygdomme, men det er vigtigt at gøre.”

Historier fra vores udsendte

Underernæring

Camilla Midtgaard Eriksen

Sydsudan

Camilla i Sydsudan: ”Den lille pige var for udmattet til at spise”

Læs mere

Kamma Skaarup

Kamma ved Europas grænse: ”Moren ligner nærmest ét stort blåt mærke”

Læs mere
Læger uden Grænser

Maja Rymer

Maja i Afghanistan: Fødende kvinde fik hjertestop

Læs mere

Cæcilie Borg Hjelt

Cæcilie i Ukraine: ”Mine kollegaer har selv mistet alt og hjælper alligevel andre”

Læs mere
Børn i Ukraine får lægehjælp

Mens bomberne falder i Kharkiv: Lisa hjælper under jorden

Læs mere

Solveig i Afghanistan: “I øjeblikket har vi 50 børn fordelt på 20 senge

Læs mere

Tine Heede

Tine på Lesbos: Det er svært at hjælpe børnene, når de lever bag pigtråd

Læs mere

Cæcilie Borg Hjelt

Syrien

Cæcilie i Syrien: Pandemien var så slem, at folk blev bange for hospitalet

Læs mere
Læger uden Grænser

Kathrine Holte

Den Centralafrikanske Republik

Kathrine hjalp 2-årig pige: “Det er et lille beløb, der skal til”

Læs mere

Cæcilie Borg Hjelt

Syrien

Cæcilie i Syrien: “Jeg har aldrig set så smadret en by”

Læs mere
Udlevering af medicin i Syrien

Tina Holst Nielsen

Syrien

Danske Tina: “Det går aldrig som planlagt i Syrien”

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Flygtningelejr på Lesbos

Tine Heede

Vores psykolog på Lesbos: Jeg blev kaldt ud til en kvinde, der lå på jorden og rystede

Læs mere
Fødselsklinik i Yemen
Astrid Opstrup udsendt for Læger uden Grænser

Astrid Opstrup

Astrid i Yemen: ”Hun rystede af kramper i venteværelset – vi skulle have det barn ud af hende!

Læs mere
Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere
Verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, Bangladesh

Rasmus Schou Christensen

Bangladesh

Rasmus i verdens største flygtningelejr: “Hvis du kan se det på folk, er det tit for sent”

Læs mere