Marcus i Kenya: Den her krise har været overset alt for længe

Er behandlingen af epilepsi nødhjælp? Det giver i hvert fald patienterne en mulighed for at leve, fortæller vores læge Marcus, der har været en del af et banebrydende projekt, der skal hjælpe mennesker med kroniske sygdomme i f.eks. flygtningelejre.

”Når du behandler malaria, redder du liv. Når du behandler epilepsi, så giver du patienten muligheden for at leve,” fortæller vores læge Marcus, der har været i Kenya som en del af et projekt om at behandle kroniske sygdomme som epilepsi og diabetes.

Den slags sygdomme er måske ikke lige det første, folk tænker på i forbindelse med en nødhjælpsorganisation som os, men har stort potentiale og gør allerede en kæmpe forskel.

”I vores projekt havde vi en 16-årig dreng med epilepsi. Han kunne ikke tage bad selv, og han kunne ikke følge undervisningen i skolen, fordi han fik anfald. Da han kom i behandling hos os, kunne han pludselig gå i skole, og han klarede sig godt.

Især netop de unge epilepsipatienter ramte mig.

De har svært ved at gå i skole, de bliver drillet, har mange sygedage, ligger sidst i tests, fordi de ikke kan følge med. Der var nogle, der troede, at epilepsi var en slags forbandelse, så patienterne blev isoleret i samfundet.

Derfor havde vi også medarbejdere, der tog ud på blandt andet skoler for at formidle viden om sygdommen.

Men mange af dem havde ikke fået behandling, før vi kom til, selvom de fleste ville kunne få det bedre og ende med slet ikke at have anfald, hvis de fik den rigtige behandling.

Diabetes blandt de største dræbere

I mange år var det infektionssygdomme som kolera og malaria, som var fokus for humanitært nødhjælpsarbejde – og de eksisterer stadig, men det går i den rigtige retning mange steder. Til gengæld bliver kroniske sygdomme som diabetes større og større problemer, ligesom de er i den vestlige del af verden.

Før var det epidemier af malaria, i dag er det epidemier af de kroniske sygdomme.

Om nogle år vil de her kroniske sygdomme være den største dødsårsag i Kenya, men det er et stigende problem i hele verden. De sygdomme er store dræbere, men de medfører også komplikationer som blindhed og amputationer.

Derfor skal der findes en løsning. Vi kan ikke være hele verdens diabetesklinik, men vi kan give værktøjerne videre.

Fra 0 til 6000

Vores projekt startede i 2016. Det handler om, hvordan vi kan behandle de såkaldte ikke-smitsomme sygdomme, der også er kendt som kroniske sygdomme: astma, diabetes, epilepsi, forhøjet blodtryk osv.

Vi startede med 0 patienter og havde 6.000, da jeg tog hjem.

Vi har lavet behandlingsprojekter om den slags sygdomme andre steder, så det er ikke det første projekt, men det er nok det største. Her skal vi nemlig se, om vi kan lave en standard for behandling, som vi kan overføre til andre steder i verden. En universel skabelon.

Det er helt unikt at have data på så mange patienter, for vi ved meget lidt om diabetespatienter i en nødhjælpssituation – hvem er de, hvor gamle, hvilket køn osv. Det her betyder, at vi kan følge dem. Vi kan finde ud af, hvordan vi bliver bedre til at behandle de her patienter, og hvad der skal til for at implementere sådan en behandling succesfuldt i andre situationer, f.eks. i flygtningelejre. Det er forskning, der ikke bare er vigtig for os, men som kan bruges af alle, der laver humanitært arbejde.

En glemt patientgruppe

Projektet foregår i Kenya, fordi det – selvom landet efterhånden er et middelindkomstland – har områder, hvor befolkningen ikke kan få den slags hjælp. Men fordi levestandarden er blevet højere i landet, er de ikke-smitsomme sygdomme fulgt med.

Det er bygget op som et mentorship-program. En af mine mange roller var at være mentor for mentorerne. Så de kunne tage fat i mig, hvis de havde spørgsmål til f.eks. behandlingen af specifikke patienter.

Der var oprindeligt syv klinikker med i projektet, og senere kom der yderligere fire til. Projektet handlede både om undervisning og videndeling, men også om instruktion i brugen af laboratorieudstyr, blodtryksmålere, maskiner til tjek af lungefunktion osv. Vi havde konsultationer sammen, indtil personalet blev selvkørende. Derefter blev de mentorer for de næste, der kom ind i projektet.

Vi har et etisk og moralsk ansvar over for denne her glemte patientgruppe. Det er en humanitær krise, som har været overset for længe. De har også ret til behandling, for alle har ret til behandling. De får større livskvalitet og flere år at leve i – men de får også værdighed.

Du kan redde mange malariapatienter for få penge. Det er dyrere og tager længere tid – en livstid – at behandle kroniske sygdomme, men det er vigtigt at gøre.”