”Hun står bare og holder om mig og græder”
Børn og voksne med traumer strømmer ind på Læger uden Grænsers mobile klinik uden for Moria-lejren på Lesbos. De er desperate. Fortvivlede over at sidde fast i en kummerlig og propfyldt lejr på ubestemt tid. Flere har givet op og har forsøgt at begå selvmord. Vores sygeplejerske Mie har i flere måneder set den håbløshed, som spreder sig om en smitsom sygdom i lejren.
Jeg er lige kommet hjem efter endnu en vanvittig travl vagt med rigtig mange børn.
Arbejdet er tungt i øjeblikket. Flere og flere børn ankommer til Lesbos, og vi har svært ved at følge med på vores klinik uden for Moria-lejren.
Nogle dage har vi op mod 100 patienter på klinikken– men vi må afvise mange flere, fordi vi simpelthen ikke kan følge med.
De børn, vi ser,er mere og mere traumatiserede. Men det er ikke kun børnene. Der er nærmestikke nogen, der kommer til klinikken uden et eller andet form for traume. Folker frustrerede og vrede.
De har fået nok.
Selvmordsforsøg og sexovergreb
Jeg har set teenagere med skader efter at have skåret i sig selv, voksne med panik- og angstanfald og kvinder, der er blevet udsat for seksuelle overgreb.
Børn taber deres hår, bliver aggresive eller vil ikke spise. De er bange.
Forleden nåedejeg næsten en grænse for, hvor meget jeg selv kunne klare.
Det bliver enaf de dage, hvor jeg tænker, hvor vild situationen lige nu er på Lesbos.
Hun har aldrig fortalt det før
En kvinde møderop på klinikken, fordi hun har et sygt barn. Men under konsultationen finder hunmod til at fortælle en helt anden historie.
Hun ser knækket ud, da jeg sætter mig ned for at høre, hvad hun har på hjerte. I begyndelsen siger hun ikke så meget, men til sidst åbner hun op.
Hun er for nylig blevet misbrugt seksuelt. Gruppevoldtaget i flere dage. Det var ifølge kvinden sket i Tyrkiet – under flugten mod sikkerhed.
Der er enormt meget skam forbundet med seksuel vold, og det er virkelig grænseoverskridende for ofrene at fortælle om overgrebene. Hun har aldrig før fortalt det til nogen. Ikke engang til sin mand – som hun har tre børn med.
Pludselig blivervi forstyrret af min kollega, som beder mig om at tale med en anden kvinde, somsidder i venteværelset og græder. Det viser sig, at denne kvinde har en lignendehistorie.
To kvinder medden samme historie – lige efter hinanden. Og jeg er den første person, som deåbner sig op for. Det er en overvældende følelse for mig.
Fanget i håbløshed på ubestemt tid
- I de første to uger af september kom der flere end 1.500 mennesker på flugt til den græske ø Lesbos. Her sidder de nu fast og venter på ubestemt tid i den propfyldte Moria-lejr.
- Nu bor der over 9.000 mennesker, en tredjedel er børn, i Moria-lejren, som maksimalt kan huse 3.100 mennesker.
- Der er derfor hårdt brug for telte, mad og lægehjælp og at evakuere de mest sårbare mennesker til fastlandet i Grækenland eller andre EU-lande.
- Læger uden Grænser har siden 2017 arbejdet på en klinik uden for Moria-lejren. Her behandler vi primært børn, ofre for seksuel vold og teenagere, der har brug for psykologhjælp.
Fra stoppested til håbløs endestation
Det er tydeligt,at situationen og leveforholdene for mennesker på flugt på Lesbos er blevet værrei løbet af det halve år, jeg har været her. Familier går i forfald hurtigere,når de ankommer.
Håbløshedensmitter inde i Moria-lejren. Folk giver op. Vi ser familier, der smuldrer forøjnene af os.
Tidligere var Moria-lejren et stoppested på vejen videre, men nu er lejren blevet en forfærdelig endestation. Familier møder igen og igen op på vores klinik og er desperate og kan ikke hænge sammen.
Angsten for nye overgreb
Den førstekvinde møder igen op på vores klinik, fordi hun er så frustreret. Hun er bangeog forstyrret, efter det hun har været igennem.
Det er kun touger siden, at hun er blevet voldtaget i Tyrkiet, og hun kan ikke holde ud atbo sammen med alle de mænd i Moria-lejren. Hun er panisk angst for at boderinde på grund af rygter om voldtægtsforsøg i lejren.
Jeg er ikke psykolog, men jeg gør, hvad jeg kan for at være sikker på, at der er nogen, der hjælper hende.
Jeg ringer til vores psykologer og presser på for at høre, hvornår der er plads til hende. Det lykkes os at få arrangeret en psykologsamtale til hende.
Hun vil bare holde om mig
En af vorestolke hiver fat i mig og siger, at kvinden gerne vil se mig. Hun vil gerne givemig et kram.
Den herstakkels kvinde vil bare gerne holde om mig, fordi for hende er jeg den, der harfået tingene til at ske. Hende, der lytter første gang, hun fortæller sinhistorie højt til nogen. Det er virkelig rørende.
Hun står bare ogholder om mig, mens hun græder og siger tak.
Et arbejde med mening
Hun serallerede bedre ud – nu hvor hun ved, at der er nogen, der tager sig af hende.
Jeg føler egentligikke, at jeg har gjort det store, men det er vildt at være den, der lytter tilhende for første gang.
Især nu her i slutningenaf min udsendelse på Lesbos, hvor jeg er træt og brugt, så er det lige de derting, der får mig til at tænke: okay, der gjorde jeg et eller andet godt for etandet menneske.
Jeg har ikke nogen forventning om at skulle redde verden, og jeg er bare en lille brik i et stort spil – men lige her var man alligevel noget for nogen.