Tidligere var Moria-lejren et stoppested på vejen videre, men nu er lejren blevet en forfærdelig endestation, fortæller vores sygeplejerske Mie fra den græske ø Lesbos.
© Robin Hammond/Witness Change
Tidligere var Moria-lejren et stoppested på vejen videre, men nu er lejren blevet en forfærdelig endestation, fortæller vores sygeplejerske Mie fra den græske ø Lesbos.

”Hun står bare og holder om mig og græder”

Børn og voksne med traumer strømmer ind på Læger uden Grænsers mobile klinik uden for Moria-lejren på Lesbos. De er desperate. Fortvivlede over at sidde fast i en kummerlig og propfyldt lejr på ubestemt tid. Flere har givet op og har forsøgt at begå selvmord. Vores sygeplejerske Mie har i flere måneder set den håbløshed, som spreder sig om en smitsom sygdom i lejren.

Jeg er lige kommet hjem efter endnu en vanvittig travl vagt med rigtig mange børn.

Arbejdet er tungt i øjeblikket. Flere og flere børn ankommer til Lesbos, og vi har svært ved at følge med på vores klinik uden for Moria-lejren.

Nogle dage har vi op mod 100 patienter på klinikken– men vi må afvise mange flere, fordi vi simpelthen ikke kan følge med.

De børn, vi ser, er mere og mere traumatiserede. Men det er ikke kun børnene. Der er nærmest ikke nogen, der kommer til klinikken uden et eller andet form for traume. Folk er frustrerede og vrede.

De har fået nok.

Selvmordsforsøg og sexovergreb

Jeg har set teenagere med skader efter at have skåret i sig selv, voksne med panik- og angstanfald og kvinder, der er blevet udsat for seksuelle overgreb.

Børn taber deres hår, bliver aggresive eller vil ikke spise. De er bange.

Forleden nåede jeg næsten en grænse for, hvor meget jeg selv kunne klare.

Det bliver en af de dage, hvor jeg tænker, hvor vild situationen lige nu er på Lesbos.

Hun har aldrig fortalt det før

En kvinde møder op på klinikken, fordi hun har et sygt barn. Men under konsultationen finder hun mod til at fortælle en helt anden historie.

Hun ser knækket ud, da jeg sætter mig ned for at høre, hvad hun har på hjerte. I begyndelsen siger hun ikke så meget, men til sidst åbner hun op.

Hun er for nylig blevet misbrugt seksuelt. Gruppevoldtaget i flere dage. Det var ifølge kvinden sket i Tyrkiet – under flugten mod sikkerhed.

Der er enormt meget skam forbundet med seksuel vold, og det er virkelig grænseoverskridende for ofrene at fortælle om overgrebene. Hun har aldrig før fortalt det til nogen. Ikke engang til sin mand – som hun har tre børn med.

Pludselig bliver vi forstyrret af min kollega, som beder mig om at tale med en anden kvinde, som sidder i venteværelset og græder. Det viser sig, at denne kvinde har en lignende historie.  

To kvinder med den samme historie – lige efter hinanden. Og jeg er den første person, som de åbner sig op for. Det er en overvældende følelse for mig.

Fanget i håbløshed på ubestemt tid

  • I de første to uger af september kom der flere end 1.500 mennesker på flugt til den græske ø Lesbos. Her sidder de nu fast og venter på ubestemt tid i den propfyldte Moria-lejr.
  • Nu bor der over 9.000 mennesker, en tredjedel er børn, i Moria-lejren, som maksimalt kan huse 3.100 mennesker.
  • Der er derfor hårdt brug for telte, mad og lægehjælp og at evakuere de mest sårbare mennesker til fastlandet i Grækenland eller andre EU-lande.
  • Læger uden Grænser har siden 2017 arbejdet på en klinik uden for Moria-lejren. Her behandler vi primært børn, ofre for seksuel vold og teenagere, der har brug for psykologhjælp.

Fra stoppested til håbløs endestation

Det er tydeligt, at situationen og leveforholdene for mennesker på flugt på Lesbos er blevet værre i løbet af det halve år, jeg har været her. Familier går i forfald hurtigere, når de ankommer.

Håbløsheden smitter inde i Moria-lejren. Folk giver op. Vi ser familier, der smuldrer for øjnene af os.

Tidligere var Moria-lejren et stoppested på vejen videre, men nu er lejren blevet en forfærdelig endestation. Familier møder igen og igen op på vores klinik og er desperate og kan ikke hænge sammen.

Fanget i Moria

Vores sygeplejerske Mie fortæller om de forfærdelige forhold for mennesker på flugt på den græske ø Lesbos

Slider

Angsten for nye overgreb

Den første kvinde møder igen op på vores klinik, fordi hun er så frustreret. Hun er bange og forstyrret, efter det hun har været igennem.

Det er kun to uger siden, at hun er blevet voldtaget i Tyrkiet, og hun kan ikke holde ud at bo sammen med alle de mænd i Moria-lejren. Hun er panisk angst for at bo derinde på grund af rygter om voldtægtsforsøg i lejren.

Jeg er ikke psykolog, men jeg gør, hvad jeg kan for at være sikker på, at der er nogen, der hjælper hende.

Jeg ringer til vores psykologer og presser på for at høre, hvornår der er plads til hende. Det lykkes os at få arrangeret en psykologsamtale til hende.

Hun vil bare holde om mig

En af vores tolke hiver fat i mig og siger, at kvinden gerne vil se mig. Hun vil gerne give mig et kram.

Den her stakkels kvinde vil bare gerne holde om mig, fordi for hende er jeg den, der har fået tingene til at ske. Hende, der lytter første gang, hun fortæller sin historie højt til nogen. Det er virkelig rørende.

Hun står bare og holder om mig, mens hun græder og siger tak.

Et arbejde med mening

Hun ser allerede bedre ud – nu hvor hun ved, at der er nogen, der tager sig af hende.

Jeg føler egentlig ikke, at jeg har gjort det store, men det er vildt at være den, der lytter til hende for første gang.

Især nu her i slutningen af min udsendelse på Lesbos, hvor jeg er træt og brugt, så er det lige de der ting, der får mig til at tænke: okay, der gjorde jeg et eller andet godt for et andet menneske.

Jeg har ikke nogen forventning om at skulle redde verden, og jeg er bare en lille brik i et stort spil – men lige her var man alligevel noget for nogen.

Mie Terkelsen har været udsendt som sygeplejerske i seks måneder på Læger uden Grænsers klinik, der ligger uden for Moria-lejren på den græske ø Lesbos. © Læger uden Grænser

Hjælp Læger uden Grænser med at redde liv

DIN STØTTE
REDDEr LIV

Med din støtte giver du os mulighed for at sende læger og sygeplejersker til katastrofer og kriser verden over.