Alex Yallop/MSF

Angreb i Idlib: “En krise for menneskeligheden”

Skoler og børnehaver blev angrebet i Idlib i denne uge. Vores koordinator for området, Cristian Reynders, har talt med personalet på de hospitaler, vi støtter. Her er hans beskrivelse af situationen.

Læger uden Grænsers koordinator for det nordvestlige Syrien
Læger uden Grænsers koordinator for det nordvestlige Syrien, Cristian Reynders, fortæller om situationen i Idlib.

”Forestil dig det: Det er sent på eftermiddagen, tidligt på aftenen. Du føler dig sikker. Du forbereder et måltid, får en kop te, leger med børnene.

Og så går alt op i flammer. Der er en høj lyd. Alt går i opløsning. Det var det, der skete.

Alle gik fra ro til rædsel, til død. Dig selv, dem du elsker, dine børn.

Det var det, der skete i går, uden advarsel.

Og forestil dig det her: Du er læge. Du mangler allerede udstyr. Dit hospital er slidt af krigen. Og nu står du med snesevis af mennesker. Sårede, blødende, manglende lemmer. Amputerede ben og arme, og du skal redde dem – måske uden bedøvelse.

Og mens du arbejder, ved du, at den næste bombe kan ramme dig. At du kan være den næste i flammerne, mens du gør din pligt som læge.

Det var det, der skete i går.

3 millioner er fanget

Vi har haft kontakt til det lægefaglige personale. Deres stemmer knækkede af følelser. De hang kun lige i og prøvede at bevare håbet. Jeg kan ikke engang beskrive det – de kunne næsten ikke tale.

De prøvede at holde sig kørende og tænkte kun på, hvordan de kunne redde de mennesker, der kun minutter før forberedte deres aftensmåltid, drak te og prøvede at overleve.

Der var flere end 150 sårede på samme tid.

Det er det skræmmende ved denne historie. Der er tre millioner mennesker i dag, der er fanget [mellem den lukkede grænse og fronten, red.]. De er fanget, og der er ikke nogen steder, de er i sikkerhed.

Befolkningen føler sig forladt.

Det her er en krise

Det her er større end os alle sammen. Under en humanitær krise ved vi som organisation, hvordan vi skal reagere. Uanset hvor stor krisen er, så ved vi, hvad vi skal gøre.

Det her er vores arbejde – vores formål. Vi giver al den støtte, vi kan, til hospitalerne. Det er ikke et problem. Men hvad kan vi gøre, når hospitaler bliver ramt? Det, vi ser, er en humanitær krise. En krise for menneskeligheden.

Vi er magtesløse i den her situation, hvor internationale konventioner, der skal beskytte hospitaler og menneskeliv, ikke bliver overholdt.

Det eneste, vi kan gøre, er at råbe de ansvarlige op. Og det er et stort ansvar at beskytte menneskeliv.

Vi støtter hospitalerne

Vi støtter Idlib så meget, vi kan. De sidste uger har vi støttet fem gange med medicinsk, kirurgisk og førstehjælpsudstyr. Vi er ved at forberede endnu en donation lige nu, så de kan håndtere situationen. Vi støtter lægerne i deres livreddende arbejde. Det er det, vi har gjort og fortsætter med at gøre.

Men hvad kan vi gøre, hvis en bombe rammer et hospital. Uanset hvor meget medicin og udstyr vi kan levere, hvordan kan vi så fortælle lægerne, at det nok skal gå, da gårsdagens angreb fandt sted 100 meter fra hospitalet.

Vi hjælper med til, at sundhedssystemet – overbebyrdet som det er – kan holdes kørende.

Al anerkendelse skal gå til det sundhedspersonale, der udfører deres arbejde dag og nat under forfærdelige forhold. Vi prøver kun at give dem udstyret til at udføre deres arbejde.

Det er virkeligheden i Idlib i dag.”

Sådan hjælper vi i det nordvestlige Syrien

  • Vi er med til at drive 3 hospitaler og støtter flere sundhedsklinikker, hvor mennesker på flugt kan få hjælp til både sår og skader fra krigen, men også til almindelige helbredsproblemer. Når et hospital eller en klinik må lukke efter angreb, fortsætter vores støtte, så hjælpen kan starte op igen et andet sted.
  • Vi driver flere mobile klinikker, der når ud til mange af lejrene – både de officielle og uofficielle. Medarbejderne giver både fysisk og psykisk lægehjælp samt hjælp til gravide og fødende.
  • Vi hjælper flere af lejrene med at få adgang til rent vand og sanitet.
  • Vi leverer udstyr til akut medicinsk behandling og kirurgi til hospitaler ved fronten.
  • I Idlib by driver vi en brandsårsafdeling, hvor ofre kan blive behandlet, opereret og genoptrænet.
  • Vi uddeler tæpper, varmeudstyr og rent vand.

Vi optrapper indsatsen i Idlib

For at kunne hjælpe de tusindvis af mennesker, der er på flugt fra kampene i Idlib i det nordvestlige Syrien lige nu, er vi i gang med at optrappe vores indsats i området. Vi vil øge både lægehjælpen og uddeling af nødhjælp for at kunne dække det stigende behov blandt de mange mennesker, der er fanget nær grænsen til Tyrkiet.

Du kan hjælpe i Idlib

Støt Læger uden Grænsers indsats for dem, der er på flugt i Idlib

Syrien

Syrien