MSF

En tragisk dag i Idlib i Syrien

Det var en blodig dag i Idlib, da civile blev indhentet af kampene.

Læger uden Grænser er til stede i Idlib i Syrien.
De mange mennesker på flugt i Idlib i Syrien er fanget. De kan kun vente på at blive indhentet af kampene.

Denne uges angreb på civile områder havde ikke overraskende forfærdelige konsekvenser i Idlib i Syrien. Nær fronten modtog tre hospitaler, som Læger uden Grænser støtter, 185 sårede og 18 personer, der var døde ved ankomsten.

”Det forfærdelige og vilkårlige bombardement kan kun være udført af den syriske regering og dens allierede,” siger Læger uden Grænsers generaldirektør Meinie Nicolai.

”Vi ved ikke, hvordan vi skal få dem til at stoppe de vilkårlige angreb, og vi ved ikke, hvordan vi skal få dem til at overholde international humanitær lov. Vi har mange gange appelleret til parterne i krigen, deres allierede og FN’s sikkerhedsråd om at gøre alt, hvad de kan, for at få stoppet disse overtrædelser. Vores appel er akut. Civile og civil infrastruktur skal beskyttes, og vores opfordring til at respektere humanitær lov gælder både oppositionsgrupperne og de tyrkiske tropper såvel som den syriske regering og dens allierede inklusiv Rusland.”

Kirurg på hospital i Idlib
  • som Læger uden Grænser støtter

”Situationen i byen var panisk. Oveni lyden af angreb og sirener, havde folk panikanfald. Det var en svær og blodig dag.”

Skoler og børnehaver ramt

I løbet af eftermiddagen og aftenen den 25. februar var der angreb i områder omkring byerne Idlib og Mareet Misirin, hvor mennesker, der er på flugt fra krigen, bor tæt. Mindst to skoler og børnehaver, hvor fordrevne mennesker boede, blev ramt.

Tre hospitaler, som Læger uden Grænser støtter i området, blev overvældet af ofre for angrebene. En af kirurgerne på Idlib Surgical Hospital fortæller, at de i løbet af aftenen og natten håndterede mange forskellige skader – bl.a. amputationer og nerveskader.

”Situationen i byen var panisk. Oveni lyden af angreb og sirener, havde folk panikanfald. Det var en svær og blodig dag.”

På to af hospitalerne er det efterhånden lykkedes at få overblik over patienterne. De modtog 66 patienter med svære skader, der krævede større kirurgiske indgreb. Mindst 14 af de kritisk sårede var børn.

Cristian Reynders
  • Læger uden Grænsers projektkoordinator for det nordvestlige Syrien

”Hvor mange mødre skal holde om deres børn, mens bomberne falder overalt?

Hospitaler 100 meter fra angreb

Begge hospitaler undgik desuden med nød og næppe at blive direkte ramt under angrebene, der skete under 100 meter fra bygningerne. Fire medarbejdere på Idlib Central Hospital blev lettere såret i angrebene.

”Hvor mange mødre skal holde om deres børn, mens bomberne falder overalt? Hvor mange fædre skal berolige deres børn og få dem til at grine, mens angrebene raser omkring dem?” spørger Cristian Reynders, Læger uden Grænsers projektkoordinator for det nordvestlige Syrien, hvor Idlib ligger.

”Idlibs befolkning håber kun på én ting – at overleve. Det håb bliver mindre minut for minut – dag for dag.”

Vilkårlige angreb i civile områder er efterhånden normen i den syriske borgerkrig, og den syriske regering er nødt til at overholde international humanitær lov.

Sådan hjælper vi i det nordvestlige Syrien

  • Vi er med til at drive 3 hospitaler og støtter flere sundhedsklinikker, hvor mennesker på flugt kan få hjælp til både sår og skader fra krigen, men også til almindelige helbredsproblemer. Når et hospital eller en klinik må lukke pga. bombeangreb, fortsætter vores støtte, så hjælpen kan starte op igen et andet sted.
  • Vi driver flere mobile klinikker, der når ud til mange af lejrene, både de officielle og uofficelle. Medarbejderne giver både fysisk og psykisk lægehjælp samt hjælp til gravide og fødende.
  • Vi hjælper flere af lejrene med at få adgang til rent vand og sanitet.
  • Vi leverer udstyr til akut medicinsk behandling og kirurgi til hospitaler ved fronten.
  • I Idlib by driver vi en brandsårsafdeling, hvor ofre kan blive behandlet, opereret og genoptrænet.
  • Vi uddeler tæpper, varmeudstyr og rent vand.

Syrien

Syrien

Indbyggere: 23,2 mio.

Forventet levealder m/k: 69/76 år

Børnedødelighed: 22 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

Medarbejdere i 2022: 765

Læger uden Grænser arbejdede første gang i Syrien i 2009.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO