En stor lettelse at få skrevet testamente

Parret Jens og Jytte har taget en vigtig fællesbeslutning. De har nemlig fået skrevet testamente. Både for at beskytte hinanden bedst muligt, men også for at få ro og vished om fremtiden. Og en del af arven skal gå til Læger uden Grænser.


Jens på 75 år og Jytte på 66 år lever en aktiv hverdag på Amager i København efter et langt arbejdsliv i pædagogikkens tjeneste. Jens som institutionsleder i Københavns Kommune og Jytte som pædagog i både fritidshjem og daginstitutioner.

I dag er jobtitlen ”aktiv pensionist”, og tiden går med alt fra tennis, pickleball til besøg på museer og i teatret. Og, for Jens’ vedkommende, med at bygge modeltog. Herudover laver parret også frivilligt arbejde.

Selvom de begge lever et liv i fuld vigør, var det alligevel vigtigt for dem at forholde sig til, hvad der skulle ske, når en af dem ikke er her længere. For at få det skrevet ned og få taget stilling. Det var vigtigt at skrive testamente af flere grunde.

”Vi har ikke nogen fællesbørn, men har børn hver især. Og hvem skal så have hvad? Hvordan sikrer vi den længstlevende af os bedst muligt?”, forklarer Jytte.

”Vi har tidligere mødt mennesker, der også har opfordret os til at skrive testamente. Der er jo panik nok, når en person går bort. Så få det nu ordnet og få skrevet tingene ned. Det har gjort et indtryk på os.”

Informationsmøde blev starten

Samtidig havde de et ønske om at støtte velgørenhed i deres testamente og dermed også gøre en forskel med den formue, der måtte være tilbage. Derfor blev startskuddet til at skrive testamentet et informationsmøde om arv og testamente hos Læger uden Grænser. Her kunne Jens, Jytte og de andre deltagere høre oplæg og få svar på deres spørgsmål fra advokat Vibeke Samuelsen.

”Det var rigtig godt, og det var i virkeligheden det, der startede hele processen for os,” fortæller Jytte.

”Vi havde en rigtig god samtale med advokaten efterfølgende omkring, hvordan tingene skal fordeles osv. Det blev gjort på en præcis, klar og konstruktiv måde. Hun er rigtig god til at formidle det svære stof, når man netop skal forholde sig til sit eget liv,” supplerer Jens.

Gratis advokathjælp

Advokat Vibeke Samuelsen fra Moltke-Leth Advokater tilbyder gratis advokathjælp til folk, der ønsker at betænke Læger uden Grænser i deres testamente. Hun hjælper både med de praktiske spørgsmål og den endelige udfærdigelse af testamentet.

Kontakt Vibeke på telefon 33 11 65 11 eller via e-mail til
vs@moltke-leth.dk og henvis til aftalen med Læger uden Grænser.


En del af arven går til Læger uden Grænser

Udover de mere tekniske spørgsmål om fordeling af midler, havde parret også et ønske om at betænke Læger uden Grænser i deres testamente.

”Læger uden Grænser er alle steder i verden. Om det er vaccinationsprogrammer eller de steder, hvor ”lokummet brænder”. Jeg kan godt lide deres uafhængighed. Du bliver ikke puttet ned i en politisk dagsorden. Og så kræver det også noget at stå i brændpunkterne. Det har jeg virkelig respekt for,” siger Jytte.

”Og man ved, at pengene bliver brugt på en fornuftig måde. Man kan se, hvor få kroner, der bliver brugt på administration,” forklarer Jens.

Foto: Søren Lind/Læger uden Grænser

Vi oplever i Læger uden Grænser, at interessen for at skrive testamenter er stigende. Faktisk er donationer fra testamenter en meget vigtig grund til, at vi kan give akut lægehjælp i over 70 lande. Over 40 % af de midler, Læger uden Grænser indsamler i Danmark, kom i 2024 fra testamente-donationer.

Det er en utrolig stor lettelse

Beslutningen om at skrive testamente kan være lang og kompliceret. Og der er mange vigtige overvejelser i processen. Alligevel var det en stor lettelse for parret at få det gjort. Både for dem selv og for deres pårørende.

”Når man kommer ud på den anden side, og testamentet har været hos notaren, så er det en utrolig stor lettelse. Så er det hele ordnet og på plads. Det har givet noget ro,” siger Jens.

”Samtidig er tingene også afklarede for dem, der står tilbage.”


Spørgsmål og svar om arv og testamente

Her kan du læse svar på nogle af de hyppige spørgsmål, vi får om arv og testamente.

Hvem arver efter mig?

Hvis du ikke opretter et testamente, bliver din formue fordelt efter arveloven:  

  • Først går arven til arveklasse 1. Det er din ægtefælle, registreret partner og dine børn, børnebørn osv. (også kaldet livsarvinger). Arveklasse 1 har samtidig krav på en tvangsarv på 25 %.  
  • Har du ikke arvinger i arveklasse 1, går din formue videre til arveklasse 2. Det er dine forældre og herefter dine søskende og endelig nevøer og niecer.
  • Har du ikke arvinger i arveklasse 1 eller 2, går din formue videre til arveklasse 3. Det er dine bedsteforældre og herefter dine forældres søskende (altså onkel, moster osv.). 
  • Har du ikke oprettet testamente, og har du ikke arvinger i de tre ovennævnte arveklasser, går arven til staten.  

Læg mærke til, at fætre og kusiner ikke arver efter hinanden. Ugifte samlevende arver heller ikke, medmindre der er oprettet testamente.

Hvis du opretter et testamente, har du mulighed for at bestemme, hvordan din arv skal fordeles. 

Hvad er tvangsarv, og hvor meget af ens arv kan doneres til velgørende formål?

Hvis du overvejer at testamentere en del af din arv til en god sag, så er det godt at vide, hvor meget råderet du har over din formue.

Er du gift eller har børn, er der i arveloven bestemmelser for, hvad de skal arve. Ægtefælle, registreret partner og børn/børnebørn skal ifølge arveloven pr. 1. januar 2008 som minimum arve en fjerdedel af det, du efterlader dig (såkaldt tvangsarv). I dit testamente kan du frit råde over den resterende formue – det vil sige 3/4 – og for eksempel betænke en ven, et bonusbarn, en fjernere slægtning eller velgørende organisationer. Efterlader du dig hverken ægtefælle, registreret partner eller livsarvinger (børn, børnebørn, oldebørn osv.), kan du frit råde over hele din formue. Dermed kan du selv vælge, hvem der skal arve efter dig, såfremt du opretter et testamente. Uden testamente er det arveloven, der bestemmer, hvordan hele arven skal fordeles.

Tvangsarven udgør 25 % af din samlede formue. Hvis du f.eks. har ægtefælle og børn, går 12,5 % til ægtefællen og 12,5 % til børnene til deling.

Hvis du ikke har ægtefælle, registreret partner eller livsarvinger, kan dine arvinger i nogle tilfælde få mere udbetalt, når du donerer en del af din arv til os.

Kan jeg ændre eller tilbagekalde mit testamente?

Du kan til enhver tid ændre eller tilbagekalde dit testamente, medmindre der er indført en bestemmelse om uigenkaldelighed. Opretter du testamente i fællesskab med din ægtefælle/partner, bør det fremgå af testamentet, om længstlevende senere skal have mulighed for at ændre testamentet.

Hvad er de formelle krav til et testamente?

Et testamente skal være skriftligt og underskrevet foran en notar eller to vidner, der ikke er betænkt i testamentet. Vi anbefaler, at du får testamentet underskrevet foran notaren, da notaren bevarer en kopi.

I princippet kan du selv skrive dit testamente, men Læger uden Grænser tilråder, at du henvender dig til en advokat. Det giver den største sikkerhed for, at testamentet bliver udformet korrekt.

Koster det noget at oprette et testamente?

Du behøver ikke betale en høj pris for at oprette dit testamente. Hvis du vælger at betænke Læger uden Grænser, kan du få gratis bistand og rådgivning til oprettelse af testamente fra en advokat med speciale i arveret. Kontakt advokat Vibeke Samuelsen på telefon 33 11 65 11 eller via e-mail til vs@moltke-leth.dk.
Hvis du får underskrevet dit testamente hos en notar, medfølger der en retsafgift på 300 kroner. Herudover kan der være enkelte administrative udgifter.

Skal der betales afgifter af arven?

Læger uden Grænser er som humanitær organisation fritaget for boafgift, og arven fra et testamente går derfor ubeskåret til vores arbejde for mennesker i nød. Familie og andre personer – undtaget ægtefælle eller registreret partner – skal betale afgift til staten, når arven er over en vis størrelse.

Hvilke typer af testamenter findes der?

Der findes overordnet tre forskellige typer testamente:

Notartestamente
Et notartestamente er et testamente, som du underskriver for en notar. Notaren bekræfter din identitet, samt at du fornuftsmæssigt er i stand til at oprette et testamente. Testamentet oprettes i 2 eksemplarer, hvoraf det ene opbevares af notaren i Centralregistret for Testamenter. Det er denne type, som vi i Læger uden Grænser anbefaler. Et notartestamente giver nemlig dig den største sikkerhed for, at dit testamente kommer for dagens lys, når du en dag går bort.

Vidnetestamente
Et vidnetestamente er et testamente, som du underskriver under overværelse af to vidner. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt for, at et vidnetestamente bliver erklæret gyldigt. 

Nødtestamente
Et nødtestamente er kun gyldigt i yderst sjældne tilfælde, hvis testamentet ikke kan oprettes på ovenstående måder pga. sygdom eller nødstilfælde.

Hvis du er i tvivl om ovenstående, anbefaler vi, at du kontakter en advokat, der kan rådgive dig.

 Hvad sker der med indbo og værdigenstande?

Hvis du har valgt at testamentere indbo, ejendom, værdipapirer eller lignende til Læger uden Grænser, får vi værdierne omsat til penge, så arven hurtigst muligt kan komme til gavn ude i verden.

Hvordan bliver pengene brugt?

Når du donerer en del af din arv til Læger uden Grænser, er du med til at understøtte vores medicinske nødhjælpsarbejde i hele verden. Læger uden Grænser yder lægehjælp til mennesker, der er truet af katastrofer, konflikter og epidemier, eller som ikke har adgang til et sundhedsvæsen.

Vores læger, sygeplejersker og jordemødre hjælper hvert år millioner af mennesker over hele verden. Vi hjælper, hvor behovet er størst, uanset hvem vores patienter er, og hvor de kommer fra.

Pengene går blandt andet til medicinsk nødhjælp ved naturkatastrofer og i flygtningelejre, bekæmpelse af epidemier og livstruende sygdomme, behandling af stærkt underernærede børn og fødselshjælp under komplicerede fødsler.

Skal man være meget velhavende for at lave et testamente?

Nej, uanset din formue kan det være en rigtig god idé at oprette et testamente. Ændrede familieforhold som sammenbragte børn eller et nyt ægteskab kan betyde, at man har behov for at sikre sine nærmeste i et testamente. Ved at oprette testamente gør du også mange ting lettere for dine pårørende. På den måde skal de ikke være i tvivl om, hvad der er dine ønsker for, hvad arven skal bruges til. Hvis du vælger at inkludere Læger uden Grænser i dit testamente, vil du, uanset arvens størrelse, være med til at redde liv.

Skal Læger uden Grænser underrettes om mit testamente?

Vi modtager gerne besked, hvis Læger uden Grænser er betænkt i dit testamente, men det er op til dig. Testamenter og arvesager behandles fortroligt.

Hvis du har flere spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på telefon 39 77 56 00 eller ved at skrive en e-mail til arv@msf.dk.