Slangebid

Slangebid er en stille dræber. En dræber, der tager 275 menneskeliv om dagen. En dræber, der ofte slår til i områder, hvor lokalbefolkningen ikke har adgang til behandling. En dræber, der slår 100.000 mennesker ihjel om året – 40 gange så mange som landminer.

Syd for Sahara dør tusinder af mennesker hvert år af slangebid. Læger uden Grænser behandler mange ofre, men på verdensplan får flere end 400.000 mennesker om året varige mén og handicap som følge af slangernes bid.

De fleste af de mennesker, der bliver bidt, bor i udsatte områder, hvor der ikke er adgang til modgift. Arbejdere, der går barfodet på markerne, og børn, der leger uden fodtøj til at beskytte dem fra slangernes giftige bid.

Slangebid som en del af hverdagen

Vores læge Martin Munthe Thomsen har oplevet på egen krop, hvad det vil sige at befinde sig i et land, hvor slangebid er en del af hverdagen.

Han har været udsendt til det østlige Etiopien – Somaliland – i tre måneder for at arbejde med alvorlig diarré, men han fandt snart ud af, at der var meget andet at se til.

En dag kom der en ældre mand ind til os. Han var blevet bidt af en slange, og han havde to små bidhuller på toppen af foden, der var både rød og hævet.

“Jeg havde ikke set et slangebid før, men vidste, at der var to overordnede typer. Dem, hvor vævet omkring biddet dør, og dem, der rammer nervesystemet med døden til følge,” siger Martin og fortæller, at der i bushen – i en by på cirka 1.000 mennesker og en ikke-eksisterende modgift mod slangebid – ikke var så meget andet at gøre end at rense såret, give manden noget antibiotika, noget smertestillende og vente.

”Efter en uge var de to små huller blevet til et gabende sår på 10 gange tre centimeter, og der var kommet fluer i det.”

Her kan du møde nogle af dem, Læger uden Grænser hjælper.

Jeg rensede såret og lagde en forbinding på, men næste dag var det fyldt med hvide 2-3 centimeter lange maddiker. De lå bare der og guffede i sig,” siger han.

Det tog flere uger med sårpleje og antibiotika, før manden kunne gå hjem til sin familie igen.

Så heldig var en lille treårig pige ikke. Hun var blevet bidt i hånden, da hun legede.

Det havde taget alt for lang tid for hende og hendes mor at nå frem til hospitalet. Da de kom, havde hun væske i lungerne og var tæt på et organsvigt. Var hun kommet tidligere, kunne de måske have amputeret hendes arm, men som det var nu, var det for sent.

”Slangebid har voldsomme konsekvenser i Somaliland. Hvis du er barn og får et bid, så er der en stor risiko for, at du dør. Er du voksen, vil du ikke kunne passe dine geder og tage dig af din familie i meget lang tid – og det er en katastrofe for en familie, hvor alle er så afhængige af dig.”

“Slangebid er et stort og overset problem. Disse mennesker risikerer varige mén, og uden den rette behandling også sårinfektion, amputation, blodforgiftning og død,” siger Martin.

Den bedste kur mod slangebid er ofte modgift. Modgift, der produceres ved hjælp af andre dyr, som regel heste, der får gift sprøjtet ind i blodårerne, hvorefter hesten producerer modgift, der kan trækkes ud efterfølgende.

Men processen er både langsommelig og dyr. Det kan nemlig tage flere måneder, fra giften først bliver indsprøjtet i hesten, til at modgiften er klar til brug på mennesker. Det er derfor nødvendigt, at der bliver forsket i nye metoder til at fremstille modgift.

En giftig cirkel

En effektiv behandling af slangebid koster op mod 1.700 kroner, hvilket i flere udviklingslande svarer til to årslønninger. En undersøgelse fra 2010 viser, at kun to procent af de mennesker, der bliver bidt af giftige slanger syd for Sahara, har adgang til den rette behandling. Det svarer til cirka 2.400 ud af 120.000 personer om året, der får den behandling, de har brug for.

Desværre er de udsatte mennesker syd for Sahara fanget i en giftig cirkel.

Priserne på medicin er høje, og billigere versioner virker dårligt. Det gør, at lokalbefolkningen mister tilliden til moderne medicin, og i stedet går til healere og lokale behandlere.

For medicinalvirksomhederne betyder det, at markedet skrumper, og de mister derfor det økonomiske incitament til at udvikle billig medicin til et stort marked. Og så er vi tilbage til start med priser, der er alt for høje for de mennesker, der har brug for medicinen.

Læger uden Grænser har derfor brug for, at civilsamfundet og FN sikrer, at modgift ikke bliver en mangelvare. Det sker kun, hvis medicinalfirmaerne prioriterer udvikling af billig modgift, så slangebid kan behandles effektivt i hele verden.

I mellemtiden kan du hjælpe os og lokalbefolkningen i de udsatte områder med at bekæmpe den stille dræber.