© MSF

Tvunget til at vælge mellem mad og lægehjælp i Yemen

Vores læge Chris er netop kommet hjem fra Yemen. Siden august har han været en del af det team, der havde til opgave at starte et hospital i området Al Salakhana i byen Hodeidah. Byen har siden november været udsat for voldsomme kampe og bombardementer.

”Folk i Al Salakhana forsøger at leve deres liv som normalt, men det er et meget fattigt område af Hodeidah.

De er tvunget til at vælge mellem lægehjælp eller mad – eller lægehjælp til et familiemedlem fremfor et andet.

En patient, som jeg husker fra hospitalet, var en 15-årig dreng. For cirka syv måneder siden var han ude for en ulykke, hvor han faldt af en motorcykel.

Han havde et kompliceret brud i sit knæ og kom på et privathospital for at blive opereret. De gav ham en ekstern fiksering, som er metalstænger, der fra ydersiden går ind i benet for at holde knoglerne på plads. Det skulle hjælpe, så bruddet kunne hele, men han havde ikke råd til at få det fjernet igen.

Han levede med fikseringen i seks måneder, selvom det skulle være fjernet efter to måneder.Han kom til os og spurgte, om vi kunne fjerne det. Vi sagde, at vi selvfølgelig ville gøre, hvad vi kunne.

Men han kunne ikke gå, og det var nødvendigt at få styrke i benet, før fikseringen var fjernet.

Vi gav ham nogle krykker og sagde, at han skulle begynde at lægge vægten på benet. Han skulle komme tilbage om en uges tid, og hvis han kunne gå, ville vi fjerne fikseringen.

Men han kom ikke tilbage.

Livsfarligt at bevæge sig ud

Kort tid efter nærmede kampene sig den østlige del af byen. Al Salakhana hospital er i det nordøstlige Hodeidah, og vi var meget tæt på frontlinjen.

Vi kunne ikke rykke os, da der var mange vildfarende kugler. Vores hus blev ramt et par gange, så vi måtte bo på et kontor, som var tættere på hospitalet. Under disse omstændigheder kunne vi ikke risikere at køre fra huset til hospitalet,hvis nu bilen skulle blive ramt.

Det yemenitiske personale på hospitalet var vant til, at kampene fandt sted – for at være ærlig, syntes de, at det var langtrukkent.

Ingen virkede til at panikke, og den følelse spredte sig på hospitalet. Bare sid stille, forhold jer roligt, og så skal alt nok gå. Det yemenitiske hold fastholdt os i den tankegang, og det var meget beroligende.

Mistede far og bror

Til vores lettelse kom drengen tilbage til hospitalet med sin mor, tre uger efter vi så ham første gang. Det viste sig, at familien boede i et område tæt på os.

De fortalte, at kampene var taget til tæt på deres hjem, så familien havde været fanget i to og en halv uge. De kunne ikke forlade deres hjem på grund af kampene.

Mens de søgte tilflugt, blev drengens far og en bror skudt. Deres hus var fanget i krydsilden,og faren og broren døde.

På trods af det traume, han havde været udsat for, fulgte han sit genoptræningsprogram. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at styrke sit ben, så han kunne få fjernet fikseringen.

Han var en ud af syv søskende, og efter faren var død, var han opsat på at kunne gå igen, så han kunne finde et arbejde. I en alder af 15 år betragtede han nu sig selv som manden i huset og var nødt til at forsørge familien.

Hans mor var tydeligt berørt, da de forklarede deres situation. Hendes bekymring for, at vi ikke kunne fjerne fikseringen, hang sammen med det traume, hun havde været udsat for.

Vi undersøgte benet og kunne med glæde fortælle, at det var stærkt nok, så vi kunne fjerne metallet.

Vi fortalte også, at behandlingen var gratis, og at han kunne komme til regelmæssige undersøgelser for at sørge for, at benet helede ordentligt.

Der var mange tårer. De var tydeligt taknemmelige for, at vi kunne hjælpe og forhåbentlig gøre livet lidt lettere for dem igen.” 


Fra felten

Fødselsklinik i Yemen

Astrid Opstrup

Yemen

Astrid i Yemen: ”Hun rystede af kramper i venteværelset – vi skulle have det barn ud af hende!

Læs mere
Grækenland

Her er, hvad vi har set i EU’s umenneskelige flygtningelejre: ”Det, jeg oplevede, var gruopvækkende”

Læs mere
Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, Bangladesh

Rasmus Schou Christensen

Bangladesh

Rasmus i verdens største flygtningelejr: “Hvis du kan se det på folk, er det tit for sent”

Læs mere

Vi mangler ilt verden over: Corona-patienter gisper efter vejret

Læs mere
Gaza/Vestbredden

Bomber over Gaza: Vi har behandlet børn på bare 12 år for skader fra gummikugler

Læs mere
Læger uden Grænser sætter ind mod COVID-19 i Indien
Indien

Vi arbejder midt i Indiens COVID-19-kaos: ”Det er hjerteskærende at opleve”

Læs mere
Læger uden Grænsers (MSF) børnehospital i Kenema i Sierra Leone
Sierra Leone

Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”

Læs mere
COVID-19 i Brasilien

COVID-19 i Brasilien: Tusinder dør, mens de venter på ilt

Læs mere
Insulin

Insulin-studie kan redde diabetespatienters liv i udviklingslande

Læs mere
Læger uden Grænser i Sierra Leone

Nødhjælp i pandemiens skygge: Verdens mest udsatte ramt ekstra hårdt

Læs mere
Frygte for COVID-19 holder folk fra hospitalet
Sierra Leone

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Læs mere
Libyen

Flygtning i Libyen: ”Hvem tvinger et andet menneske til at leve sådan her?”

Læs mere
Konflikten i Mozambique
Mozambique

Voldsomme angreb i Mozambique: Børn og gravide kvinder sendt på flugt i bushen

Læs mere
Verdens største flygtningelejr i Cox's Bazar i Bangladesh
Bangladesh

Dansk sygeplejerske om brand i verdens største flygtningelejr: ”De her mennesker bliver glemt”

Læs mere