© MSF

Tvunget til at vælge mellem mad og lægehjælp i Yemen

Vores læge Chris er netop kommet hjem fra Yemen. Siden august har han været en del af det team, der havde til opgave at starte et hospital i området Al Salakhana i byen Hodeidah. Byen har siden november været udsat for voldsomme kampe og bombardementer.

”Folk i Al Salakhana forsøger at leve deres liv som normalt, men det er et meget fattigt område af Hodeidah.

De er tvunget til at vælge mellem lægehjælp eller mad – eller lægehjælp til et familiemedlem fremfor et andet.

En patient, som jeg husker fra hospitalet, var en 15-årig dreng. For cirka syv måneder siden var han ude for en ulykke, hvor han faldt af en motorcykel.

Han havde et kompliceret brud i sit knæ og kom på et privathospital for at blive opereret. De gav ham en ekstern fiksering, som er metalstænger, der fra ydersiden går ind i benet for at holde knoglerne på plads. Det skulle hjælpe, så bruddet kunne hele, men han havde ikke råd til at få det fjernet igen.

Han levede med fikseringen i seks måneder, selvom det skulle være fjernet efter to måneder.Han kom til os og spurgte, om vi kunne fjerne det. Vi sagde, at vi selvfølgelig ville gøre, hvad vi kunne.

Men han kunne ikke gå, og det var nødvendigt at få styrke i benet, før fikseringen var fjernet.

Vi gav ham nogle krykker og sagde, at han skulle begynde at lægge vægten på benet. Han skulle komme tilbage om en uges tid, og hvis han kunne gå, ville vi fjerne fikseringen.

Men han kom ikke tilbage.

Livsfarligt at bevæge sig ud

Kort tid efter nærmede kampene sig den østlige del af byen. Al Salakhana hospital er i det nordøstlige Hodeidah, og vi var meget tæt på frontlinjen.

Vi kunne ikke rykke os, da der var mange vildfarende kugler. Vores hus blev ramt et par gange, så vi måtte bo på et kontor, som var tættere på hospitalet. Under disse omstændigheder kunne vi ikke risikere at køre fra huset til hospitalet,hvis nu bilen skulle blive ramt.

Det yemenitiske personale på hospitalet var vant til, at kampene fandt sted – for at være ærlig, syntes de, at det var langtrukkent.

Ingen virkede til at panikke, og den følelse spredte sig på hospitalet. Bare sid stille, forhold jer roligt, og så skal alt nok gå. Det yemenitiske hold fastholdt os i den tankegang, og det var meget beroligende.

Mistede far og bror

Til vores lettelse kom drengen tilbage til hospitalet med sin mor, tre uger efter vi så ham første gang. Det viste sig, at familien boede i et område tæt på os.

De fortalte, at kampene var taget til tæt på deres hjem, så familien havde været fanget i to og en halv uge. De kunne ikke forlade deres hjem på grund af kampene.

Mens de søgte tilflugt, blev drengens far og en bror skudt. Deres hus var fanget i krydsilden,og faren og broren døde.

På trods af det traume, han havde været udsat for, fulgte han sit genoptræningsprogram. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at styrke sit ben, så han kunne få fjernet fikseringen.

Han var en ud af syv søskende, og efter faren var død, var han opsat på at kunne gå igen, så han kunne finde et arbejde. I en alder af 15 år betragtede han nu sig selv som manden i huset og var nødt til at forsørge familien.

Hans mor var tydeligt berørt, da de forklarede deres situation. Hendes bekymring for, at vi ikke kunne fjerne fikseringen, hang sammen med det traume, hun havde været udsat for.

Vi undersøgte benet og kunne med glæde fortælle, at det var stærkt nok, så vi kunne fjerne metallet.

Vi fortalte også, at behandlingen var gratis, og at han kunne komme til regelmæssige undersøgelser for at sørge for, at benet helede ordentligt.

Der var mange tårer. De var tydeligt taknemmelige for, at vi kunne hjælpe og forhåbentlig gøre livet lidt lettere for dem igen.” 


Fra felten

Mozambique

Lions Katastrofehjælp støtter cyklon-hærgede lande

Læs mere
Grækenland

Danske Anna er jordemoder i Moria på Lesbos: ”Der er ingen, der vil føde i en flygtningelejr. ”

Læs mere
Cyklonen Idai
Mozambique

Akut behov for nødhjælp til cyklonramte Mozambique, Zimbabwe og Malawi

Læs mere
Pakistan

”Første gang jeg så firlinger, der var født naturligt”

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

“Børnene har ikke kræfter til at spise”

Læs mere
Sydafrika

Når aborter redder liv

Læs mere
DR Congo

Nordkivu, DR Congo: Læger uden Grænsers ebola-center lukket efter angreb

Læs mere

Georgina Woolveridge

Irak

Jeg ønskede desperat at glemme barnet”

Læs mere

Heidi Christensen

Drop vaccinemodstanden og øg vaccineadgangen

Læs mere
Phumeza Tisile og Nandita Venkatesan overlevede begge tuberkulose.

Tuberkuloseoverlever: ”Ingen skal gå igennem det samme som mig”

Læs mere
Irene-til-hjemmesiden.jpg

Irene Kruse

Libyen

“Kvinder fortæller, de er blevet voldtaget, slået og udsat for tortur.

Læs mere

Mårten Larsson

Nigeria

Livsfarlig sygdom forklædt som forkølelse

Læs mere

Åbent brev til EU-ledere

Læs mere
Ukraine

Her kan hoste dræbe dig

Læs mere
Vores sygeplejerske Anni kom tæt på den 11-årige dreng Paulus i Etiopien.

Anni Fjord

Etiopien

”Han var min lille dreng”

Læs mere
Pakistan

Her dør hvert 22. spædbarn

Læs mere