MSF

“Der er ikke sikkert nogen steder mere i Syrien”

Situationen er desperat. Sådan lyder det fra vores læger i Syrien. Kampene presser i disse dage flere og flere mennesker foran sig ind i et område, de ikke kan komme ud af. Et område, der bliver mindre og mindre.

Læger uden Grænser (MSF) hjælper i Syrien
Vi uddeler tæpper, varmeudstyr og vand til de flere og flere mennesker, der er på flugt fra kampene i det nordvestlige Syrien.

Vejene væk fra kampene i det nordvestlige Syrien er proppet med biler og mennesker, der prøver at komme væk til fods. Men foran dem ligger den lukkede grænse til Tyrkiet.

Bag dem kommer kampene tættere på.

Det sikre område krymper dag for dag.

”Folk står i en desperat situation,” fortæller Julien Delozanne, der er leder af vores indsats i Syrien. ”Angrebene rammer nu i områder, der ellers blev anset som sikre. De mennesker, der flygter nordpå, bliver presser ind i et område, der bliver mindre og mindre, mellem fronten og den lukkede tyrkiske grænse. Forholdene i lejrene for de flygtende er allerede barske. Hvis kampene fortsætter og sender flere mennesker på flugt, bliver situationen endnu værre.”

Krigen er uforudsigelig og er eskaleret hurtigt og voldsomt.

De eneste, der ikke er flygtet, er dem, der ikke har råd til transport

Leder af klinik, der bliver støttet af Læger uden Grænser i det nordvestlige Syrien

Har ikke råd til at flygte

Indtil videre er over 875.000 mennesker ifølge FN flygtet nordpå mod grænsen. De er presset op mod grænsen i lejre, der bliver større hver dag, efterhånden som frontlinjen rykker frem og tvinger flere på flugt foran sig. Folk har ikke tid til at pakke. De har kun det tøj, de går og står i.

”De eneste, der ikke er flygtet, er dem, der ikke har råd til transport, eller som ikke ved, hvor de skal tage hen,” fortæller lederen af en klinik, som vi støtter, i Takad. Byen er blevet ramt af bombeangreb flere gange den sidste uge, og størstedelen af byens befolkning er nu flygtet.

Klinikken bliver nu flyttet til et nyt sted, der forhåbentlig er sikkert i et stykke tid, så de flygtende stadig kan få lægehjælp.

Det er kritisk

Hverken hospitaler eller flygtningelejre går fri af bombeangrebene. I sidste uge blev en lejr ramt, og flere end 50 hospitaler og klinikker er blevet ramt de sidste uger. Bare de seneste dage er to hospitaler, som vi leverede medicinsk udstyr til, blevet tvunget til at lukke på grund af bombeangrebene.

For at kunne tilpasse os situationen, der hele tiden udvikler sig, driver vi mobile klinikker i området. På den måde kan vi nå de mennesker, der har brug for hjælp, uanset om hospitalerne kan holde åbent. Vores medarbejdere kan køre klinikkerne ud til lejrene i nærheden af grænsen og hjælpe de mennesker, der er fanget der. Vi hører fra dem, at situationen er kritisk.

Læge fra Læger uden Grænser
  • der arbejder i en af flygtningelejrene i det nordvestlige Syrien

Vi er bange og pressede

Svært at dække behovet

Der er allerede for mange mennesker på for lidt plads. Og der kommer hele tiden flere til, fordi kampene fortsætter. Samtidigt er temperaturen under frysepunktet, og mange mennesker har kun et tyndt telt at bo i. Nogen har ingenting og må sove udenfor i kulden.

Vi deler tæpper og varmeudstyr ud i over 20 lejre, men behovet for hjælp er enormt og stiger hele tiden. Det er svært at dække folks behov for hjælp, men vores medarbejdere bliver ved med at prøve.

Læger uden Grænser (MSF) uddeler tæpper i flygtningelejr i det nordvestlige Syrien
Behovet for hjælp er overvældende, men vores medarbejdere gør, hvad de kan for at følge med. Udover mobile lægeklinikker, der bliver kørt ud til flygtningelejrene, uddeler vores medarbejdere bl.a. også vand og tæpper.

”Ingen ved, hvordan situationen er i morgen, kun, at der vil være bombeangreb, og at kampene kommer tættere på. Vi er bange og pressede,” fortæller en af Læger uden Grænsers læger, der arbejder i en af de mange flygtningelejre nær grænsen.

Sådan hjælper vi i det nordvestlige Syrien

  • Vi er med til at drive 3 hospitaler og støtter flere sundhedsklinikker, hvor mennesker på flugt kan få hjælp til både sår og skader fra krigen, men også til almindelige helbredsproblemer. Når et hospital eller en klinik må lukke pga. bombeangreb, fortsætter vores støtte, så hjælpen kan starte op igen et andet sted.
  • Vi driver flere mobile klinikker, der når ud til mange af lejrene, både de officielle og uofficelle. Medarbejderne giver både fysisk og psykisk lægehjælp samt hjælp til gravide og fødende.
  • Vi hjælper flere af lejrene med at få adgang til rent vand og sanitet.
  • Vi leverer udstyr til akut medicinsk behandling og kirurgi til hospitaler ved fronten.
  • I Idlib by driver vi en brandsårsafdeling, hvor ofre kan blive behandlet, opereret og genoptrænet.
  • Vi uddeler tæpper, varmeudstyr og rent vand.

Syrien

Syrien

Indbyggere: 23,2 mio.

Forventet levealder m/k: 69/76 år

Børnedødelighed: 22 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

Medarbejdere i 2022: 765

Læger uden Grænser arbejdede første gang i Syrien i 2009.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO