“Vi nåede frem til en gruppe, der ikke havde fået hjælp, siden oversvømmelserne startede. Læger uden Grænser var altså de første, der var nået ud til dem. Vores team tog sig af dem og hjalp med de sundhedsmæssige problemer, de havde her og nu.”
Sådan fortæller vores projektkoordinator Shahid Abdullah, der for nylig landede i Pakistan. Her indgår han i vores arbejde i kølvandet på den seneste tids voldsomme oversvømmelser. Oversvømmelser, der indtil videre har kostet flere end 1.500 mennesker livet og efterladt mere end en tredjedel af landet under vand.
Pakistan overladt til sig selv
Shahid har flere udsendelser for os bag sig og skal blandt andet koordinere arbejdet for vores katastrofehold i Balochistan i den sydvestlige del af landet, som er et af de hårdest ramte områder.
”Det er hjerteskærende at se, hvordan folk er er mere eller mindre overladt til sig selv. Mennesker, der har mistet alt. Udmattede efter oversvømmelserne. Lerhuse er blevet vasket fuldstændig væk af vandet. De er stort set forsvundet. Flere steder står vandet højt, og det eneste, de kan gøre, er at vente på, at det falder igen – eller at nogen kommer for at hjælpe dem. Det er forfærdeligt,” siger Shahid.
Her mangler medicin, og der er kamp om de læger og sygeplejersker, der er tilbage
Oversvømmelser giver grobund for sygdomsudbrud
Monsunregnen, der startede i juni, har i år været fire gange så kraftig som normalt, og det kan tage måneder, før vandmasserne trækker sig tilbage. Millioner står uden tag over hovedet, og det stillestående vand giver gunstige vilkår for en buket af farlige sygdomme.
”Vi ser flere og flere patienter med malaria, diarré, denguefeber samt luftvejs-, hud og øjeninfektioner. Og udsigterne til, at det bliver bedre lige med det første, er ikke ret gode. For her mangler medicin, og der er kamp om de læger og sygeplejersker, der er tilbage. Imens lever folk i vejkanten uden adgang til rent vand og toiletter. For kvinder især er det svært, for de må gå langt for at forrette deres nødtørft,” siger Shahid.
”Samtidig har de mange ramte svært ved at beskytte sig mod de ekstremt varme temperaturer, vi oplever – op til 50 grader. Nogle af dem, der sidder i vejkanten, har kun nogle håndflettede senge stillet oven på hinanden og med et stykke stof eller plastik til at skærme for solen,” tilføjer Shahid.
Sulten spiller også ind
I Balochistan, hvor Shahid arbejder, driver vi lige nu to mobile klinikker i distrikterne Naseerabad og Jaffarabad. Her har vi indtil videre givet lægehjælp til flere end 7.000 mennesker. Også her kan manglen på basale fødevarer mærkes, fortæller Shahid. Udover koordineringen af katastrofearbejdet står han også for en del af vores faste hospitalspersonale.
”På vores hospital oplever vi mange børn, der bliver født med underernæring. Det gjorde vi også før oversvømmelserne, men den her situation kan være med til at forværre deres tilstand. I forvejen lever folk her et hårdt liv, så der er ikke meget at give af,” siger Shahid, som understreger, at vores arbejde gør en vigtig forskel, selv om det kan synes uoverskueligt.
”Behovet er enormt, og vi er glade for, at vi kan være her og hjælpe nogle af de mennesker, der har allermest brug for det. Vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe på sygehuse og køre ud med mobile klinikker for at nå nødstedte i de områder, hvor oversvømmelserne har gjort det tæt på umuligt at komme til. Vi forsøger at finde de lommer, hvor vi kan passe ind og hjælpe bedst muligt.”
(artiklen fortsættes efter boksen)
fakta om oversvømmelserne i pakistan
Den kraftige monsunregn, der startede i juni, har oversvømmet mere end en tredjedel af Pakistan.
Over 1.500 mennesker har indtil videre mistet livet, og 33 millioner skønnes at være ramt af katastrofen. Millioner lever nu i midlertidige krisecentre og langs vejene.
Det kan tage måneder, før vandet trækker sig tilbage. Infrastruktur og hjem er ødelagt, og mange har hverken adgang til mad eller rent drikkevand. Nogle landsbyer er fortsat helt afskåret fra hjælp udefra.
Pakistans regering erklærede den 26. august undtagelsestilstand og har bedt det internationale samfund om hjælp.
Vores arbejde i Pakistan
Vi begyndte at arbejde i Pakistan i 1986, og i dag har vi 1.791 lokalansatte medarbejdere og 53 internationale ansatte fordelt på syv projekter, hvor vi blandt andet arbejder for at forbedre adgangen til lægehjælp for kvinder og børn samt behandling af smitsomme sygdomme.
Derudover har vi hjulpet tidligere, blandt andet under jordskælv, oversvømmelser, mæslingeudbrud og COVID-19. I den seneste måned er vi i forbindelse med den aktuelle oversvømmelse rykket ind i Balochistan, Sindh og Khyber Pakhtunkhwa, hvor vi driver mobile klinikker og blandt andet uddeler hygiejnesæt og sørger for rent drikkevand.