Mahka Eslami

Middelhavet: Fortællinger fra kvinder på flugt

10. marts 2023

Rejsen over det centrale Middelhav er den dødeligste rute for mennesker på flugt. Men for mange af dem, der flygter i de små gummibåde, er det kun en del af en lang og farlig rejse. Det gælder ikke mindst for kvinderne på flugt, der ofte er ofre for misbrug, seksuel udnyttelse og vold, men som sjældent får lov til at fortælle deres historier.Her kan du læse beretningerne fra tre kvinder, der blev reddet af vores skib Geo Barents, da de flygtede over Middelhavet.

Bintou, 42 år, kommer fra Elfenbenskysten

Bintou er mor til fire børn, men da hendes mand døde, ville hendes svigerforældre tage børnene fra hende. De ville have, at hendes ældste datter skulle giftes væk.

Før det blev for sent, besluttede Bintou sig for at flygte med sine to ældste døtre. Hun efterlod en dreng og en pige.

Da de ankom til Libyen, blev de anholdt og sat i fængsel.

”Efter de fangede os, satte de os ind i en lille hytte. Det var hårdt. Der var nogle unge drenge, der brød døren op, og så stak vi af.”

Efter de kom ud af fængslet, begyndte Bintou at arbejde i en mands hus. Men manden betalte ikke noget for det. Han vidste, at de ville væk, og en dag tog han dem med hen til en båd, så de kunne sejle væk. Hun har ikke set de to børn, hun efterlod i Elfenbenskysten, i to år.

”Jeg vil have, at mine børn skal blive til noget. Da jeg var barn, oplevede jeg mange dårlige ting. Min mor var blind. Hun havde 15 børn, men kun tre af dem overlevede, og jeg var den eneste pige,” siger Bintou.

”Jeg gik ikke i skole, men jeg vil sende mine egne børn i skole. Jeg ønsker ikke, at mine børn skal tvangs-giftes, som jeg blev det. Jeg ønsker ikke, at mine piger skal have det samme liv som mig.”

Sarah, 25 år, kommer fra Etiopien

For to år siden arbejdede Sarah i udkanten af sin hjemby, da bomber begyndte at falde over byen.

”Jeg så mange mennesker blive dræbt under angrebet. Jeg løb alt, hvad jeg kunne. Jeg havde ikke tid til at forstå, hvad der foregik eller til at samle mine ting.”

”Min søn var i byen under angrebet sammen med resten af ​​min familie, og jeg kunne ikke få ham med mig. Han er otte år gammel nu, og jeg har kun talt med ham én gang det seneste år. Jeg ved, at mine slægtninge passer på ham, men der går ikke en dag, uden jeg tænker på ham. Jeg er bekymret for ham, og jeg ved ikke, hvordan han har det, eller hvad han laver,” siger Sarah.

Hun tog til Khartoum i Sudan, hvor hun ville arbejde og spare penge sammen, som hun kunne sende hjem til sin søn.

”Men jeg var en illegal migrant i landet, og jeg var bange for at blive fængslet, som det sker for mange andre. Efter et par måneder hjalp en af mine venner mig med at tage til Libyen. Jeg rejste med en gruppe, men jeg kendte ingen af dem. Jeg var alene.”

Gruppen var i ørkenen i fem dage. Da de ankom til Libyen, blev de sendt i fængsel.

”Der var ingen mænd i uniform, men vagterne var tungt bevæbnede. De slog mændene hver dag, og der var ikke mad nok til alle. Jeg blev holdt fanget i to måneder og blev først løsladt, da jeg betalte en løsesum. De fik de penge, jeg havde tjent, da jeg arbejdede i Khartoum.”

Selvom hun havde betalt pengene, blev Sarah overført til et andet sted, hvor hun sad fanget i ti måneder.

”De slog os, men de holdt os i live, så de kunne tage flere penge fra os. Jeg blev sluppet fri til sidst, fordi jeg ikke havde flere penge, jeg kunne give til dem. Jeg ankom til kysten et par dage senere og gik ombord på en gummibåd, hvor der var mange andre mennesker, der skulle krydse havet. Det er den samme båd, som I fandt mig i.”

Derichelle, 32 år, kommer fra Cameroun

Da Derichelles mand døde i en bilulykke, tvang familien hende til at gifte sig med sin afdøde mands bror. Men han drak meget, og han slog hende. Hun fik to aborter på grund af volden.

Tredje gang hun blev gravid, fødte hun en pige. Efter en aften, hvor hende mand var så voldelig, at hun måtte på hospitalet, besluttede hun sig for at flygte. Hun tog først til Nigeria og derefter videre Niger og Algeriet.

Da de ankom til ørkenen, blev hendes datter syg, men Derichelle kunne ikke hjælpe hende, for der var hverken mulighed for at få hjælp eller medicin.

Hendes datter døde i ørkenen. Derichelle var tvunget til at efterlade hende for at fortsætte med sin gruppe mod Algeriet.

Første gang hun forsøgte at krydse havet, blev hun arresteret og smidt i fængsel. Da hun kort tid efter blev løsladt, satte de hende i en taxa, der skulle køre hende til et sted for prostituerede.

Nogle venner hjalp hende med at komme ud, og hun boede i seks måneder i nogle ”campos” – forladte bygninger eller store udendørsarealer – tæt på havet, hvor menneskesmuglerne samlede dem, der ville over havet. Her samlede hun penge sammen, så hun igen kunne forsøge at rejse afsted.

”Jeg vil gerne være et sted, hvor jeg kan leve som en normal person på min alder. Sådan er det ikke nu, der er for meget lidelse, for meget stress. Jeg vil gerne kunne sove om natten,” siger Derichelle.

“Jeg ville gerne være her med mit barn. Det gør mig ondt at tænke på, at jeg er i sikkerhed, og at hun døde i ørkenen.”