Kolerapatienter får behandling på Al Nahda Hospital i Nyala, Syddarfur, Sudan. Vi har for nylig øget vores støtte til landets sundhedsministerie for at bekæmpe udbruddet.
Rehab Adam Adam Abaker
Kolerapatienter får behandling på Al Nahda Hospital i Nyala, Syddarfur, Sudan. Vi har for nylig øget vores støtte til landets sundhedsministerie for at bekæmpe udbruddet.

Krig og vandmangel får kolera til at sprede sig i Sudan

Kolera spreder sig lige nu med foruroligende hastighed i Sudan, og flere tusinde mennesker er døde af sygdommen.

27. august 2025
Del til:

Samtidig med at den brutale krig hærger i Sudan, gennemlever befolkningen i landet det værste udbrud af kolera i årevis.

Siden udbruddet officielt blev erklæret sidste sommer, har der været 99.700 mistænkte tilfælde af sygdommen, og mere end 2.470 mennesker er døde. Alene i Darfur-regionen behandlede vores lægehold på én uge i august over 2.300 patienter for kolera og registrerede 40 kolerarelaterede dødsfald.

Situationen er mest ekstrem i Tawila i delstaten Darfur, hvor 380.000 mennesker er flygtet til for at undslippe kampene, der foregår omkring byen El Fasher.

På kolerabehandlingscenteret på Tawila Hospital, hvor der officielt er 130 sengepladser til patienter, blev der i den første uge af august indlagt 400 patienter.

Lig forurener vandet

Det er blandt andet manglen på vand, der får koleraen til at sprede sig.

I Tawila overlever folk med et gennemsnit på kun tre liter vand om dagen per person. Det er under halvdelen af de 7,5 liter vand, som ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er nødvendige til drikkevarer, madlavning og hygiejne.

“I flygtningelejrene har familierne ofte intet andet valg end at drikke fra forurenede vandkilder, og det betyder, at mange får kolera,” siger Sylvain Penicaud, der er vores projektkoordinator i Tawila.

 Han understreger, at der er et presserende behov for rent vand og sanitetstjenester for at forhindre, at flere mennesker dør.

“For to uger siden blev et lig fundet i en brønd i en af ​​lejrene. Liget blev fjernet, men efter kun to dage blev folk nødt til at drikke af det samme vand igen.”

Sylvain Penicaud
  • Projektkoordinator

For to uger siden blev et lig fundet i en brønd i en af ​​lejrene. Liget blev fjernet, men efter kun to dage blev folk nødt til at drikke af det samme vand igen.

Spreder sig hastigt

Omkring 100 kilometer fra Tawila, i delstaten Centraldarfur, blev der konstateret kolera den 13. juli i byen Golo. Vores hold etablerede et kolerabehandlingscenter med 73 senge på byens hospital, men det er langt fra nok til at behandle alle tilfælde. Alene den 3. august ankom der 137 patienter med kolera til centeret.

Vi har samtidig oprettet fem klinikker rundt om i byen, der behandler milde tilfælde af sygdommen, men koleraen bliver ved med at sprede sig med bekymrende hastighed. I starten af august blev kolera også konstateret i Zalingei og Rokero i delstaten Centraldarfur og i Sortony i delstaten Norddarfur.

Akut behov for hjælp

De voldsomme kampe i Sudan har drevet millioner af mennesker på flugt til blandt andet Tchad og Sydsudan – og det har fået koleraen til at sprede sig yderligere.

“Situationen er mere end presserende. Udbruddet spreder sig nu langt ud over flygtningelejre til flere steder i Darfur-staterne og videre derfra,” siger Tuna Turkmen, der er vores projektchef i Sudan.

Der er akut brug for hjælp for at forhindre, at koleraen spreder sig yderligere.

“Hver dags forsinkelse koster liv. Vi er klar til at samarbejde med Sundhedsministeriet, UNICEF og WHO om at lancere massevaccinationskampagner i hele Darfur. Dem, der overlever krigen, skal ikke overlades til at dø af en sygdom, vi kan forhindre.”

HVAD ER KOLERA?

Kolera er en smitsom mavetarmsygdom, der skyldes bakterien vibrio cholerae.

Sygdommen smitter via forurenet vand eller mad og bryder ofte ud i overbefolkede områder, hvor der er dårlig adgang til rent drikkevand og toiletter, og hvor kolerabakterien derfor lettere spredes.

Kolera medfører kraftig diarré og opkastning, som giver store væsketab – sygdommen er livstruende, hvis man ikke bliver behandlet i tide.

Det er forholdsvis enkelt at behandle patienter med kolera. De smittede skal blandt andet isoleres og have tilført rehydreringsvæsker, som erstatning for det væsketab, som diarré og opkastninger har forårsaget. Patienten får også nogle gange antibiotika for at fremme udskillelsen af kolerabakterien og dermed afkorte sygdomsforløbet.

Følg vores arbejde

Mere fra felten

Vores læge Simon i Sydsudan: ”I Danmark havde vi brugt fuld narkose”

Hungersnød æder kroppen op indefra

DR Congo. Vi giver lægehjælp fra mobile klinikker flere steder i Nord Kivu-provinsen. Mange af områdets beboere er internt fordrevne på grund af konflikten i landet.

Fotoserie: Det første halve år i billeder

Difteri er fuldt ud forebyggelig, men alligevel har Tchad været ramt af flere udbrud de senere år. Sammen med landets sundhedsmyndigheder har vi gennemført en vaccinationskampagne, der er nået ud til de mest ufremkommelige områder i landet.

Tchad: Motorcykler bruges til at bekæmpe difteri

“En stor lettelse at få skrevet testamente”

Sudan