Læger uden Grænser (MSF) hjalp gravide og fødende kvinder på Dasht-e-Barchi i Kabul i Afghanistan.
© Sandra Calligaro
”Jeg husker den dag. Det var godt vejr. Luften var frisk, og der var roligt, da jeg gik ind på hospitalet." Vores jordemoder fortæller om angrebet på vores fødeklinik i Kabul. Billedet viser Zakia, der i 2019 netop havde født sine tvillinger, Qassim og Abbas.

Jordemoder efter angreb: Mon terroristerne er stolte?

Gravide kvinder, der ikke ellers havde råd til at få lægehjælp, kunne komme til vores fødeklinik i Kabul. Det kan de ikke mere. Vi har været nødt til at lukke den. Her fortæller en af vores jordemødre om det angreb, der har gjort klinikken usikker for nyfødte og gravide i et land, hvor alt for mange i forvejen dør under fødslen.

”Jeg husker den dag. Det var godt vejr. Luften var frisk, og der var roligt, da jeg gik ind på hospitalet. På fødeklinikken så jeg mine kollegaer i gang med deres arbejde. De så alle ud til at være ivrige efter at hjælpe de fødende kvinder, der havde behov for os. Vi er på daglig basis vant til tragedier, men intet kunne have forberedt os på det mareridt, der ventede os.”

Zahra Koochizad var leder for jordemødrene på vores fødeklinik på Dasht-e-Barchi hospitalet i Kabul. Hun var på hospitalet den 12. maj, da bevæbnede mænd angreb klinikken. De dræbte Maryam Noorzad, en af vores jordemødre, 16 indlagte gravide og fødende kvinder, seks andre tilstedeværende og to børn på 7 og 8 år.

Her fortæller hun, hvorfor det er en tragedie med enorme konsekvenser. Blandt andet var klinikken et af de få steder i Kabul, hvor kvinder kunne føde uden at skulle bekymre sig om hverken penge eller deres liv.

Gravid havde ikke råd til at spise

”De fleste patienter, der kom til Dasht-e-Barchi hospitalet ville ikke have råd til at betale for behandling. Nogle af dem, der kom, kunne ikke engang betale for at komme hjem igen. Gravide kvinder ankom i en forfærdelig tilstand.

Jeg husker især én patient. Hun kunne næsten ikke gå og så meget bleg ud, men hun var kommet hertil fra udkanten af Kabul. Jeg undersøgte hende og opdagede, at hun havde alvorlig blodmangel.

Hun var ikke blevet undersøgt undervejs i sin graviditet, der hvor hun boede. Hun havde ikke råd til at købe mad og spiste derfor ikke ordentligt. Da jeg spurgte hende, hvornår hun sidst havde spist, svarede hun: ”I går”.

Det gjorde ondt i mit hjerte at høre, men jeg var glad for, at hun nu fik hjælp til at komme sig og kunne føde et sundt barn.

På dagen for det fire timer lange angreb var det ikke kun gravide kvinder og nyfødte børn, terroristerne angreb. De angreb også årtiers arbejde for at sænke dødeligheden for fødende kvinder og nyfødte børn.

Zahra Koochizad, der ledte vores jordemødre på Dasht-e-Barchi hospitalet.

Et angreb på kampen mod mødredødelighed

Trods visse forbedringer over de seneste år er Afghanistan et af de lande i verden, hvor allerflest kvinder dør under fødslen, og hvor flest nyfødte dør. I Schweiz dør fem ud af 100.000 fødende kvinder. I Afghanistan er det tal 638.

Et tal, der ikke inkluderer de 15 mødre og fem ufødte børn, der blev dræbt i angrebet på den fødeklinik, hvor jeg arbejder.

På dagen for det fire timer lange angreb var det ikke kun gravide kvinder og nyfødte børn, terroristerne angreb. De angreb også årtiers arbejde for at sænke dødeligheden for fødende kvinder og nyfødte børn.

Hospitalet var tilgængeligt for mere end en million indbyggere i det vestlige Kabul, og kvinder kom fra provinser langt væk for at føde her. Men på grund af dette angreb har de kvinder nu ikke længere adgang til en sammenhængende behandling under deres graviditet og fødsel.

Jeg er bange for at tænke på, hvad der vil ske med de kvinder, der ellers ville være kommet til os.

Zahra Koochizad

Nu er deres eneste mulighed et mindre hospital, der ligger i nærheden, som kun har syv senge på fødeklinikken. På vores klinik var der 55, og vi havde adgang til en operationsstue i tilfælde af, at der opstod komplikationer undervejs.

Selv offentlige hospitaler koster penge

Vil gravide kvinder vælge det mindre hospital, vil de få den behandling, de har brug for, vil de kunne betale for deres behandling? Vil de overleve, hvis de ikke tager derhen?

Jeg er bange for at tænke på, hvad der vil ske med de kvinder, der ellers ville være kommet til os.

Hver måned hjalp Læger uden Grænsers fødeklinik over 1.200 fødende kvinder. Uden klinikken og med udbruddet af coronavirus har gravide kvinder endnu færre muligheder for at få hjælp.

Nogle klinikker i Kabul opererer nemlig allerede med reduceret kapacitet, fordi noget af deres personale er smittet med coronavirus.

Alle vores patienter og lokalsamfundet var glade for at kunne bruge vores gratis fødeklinik, da selv lægehjælp på offentlige hospitaler koster noget. Det gør ondt at se, hvordan fattigdom, manglen på et godt sundhedssystem, usikkerhed og COVID-19-pandemien begrænser menneskers mulighed for at få den rigtige behandling.

Angrebet er ikke unikt

Ifølge international humanitær lov er et hospital et beskyttet område. Alligevel er angrebet på min fødeklinik ikke exceptionel. Her bliver sundhedsvæsenet tit angrebet.

Det, der er anderledes ved det her angreb, er, at vi som jordemødre sidder ved gravide kvinders sengekant, mens de føder landets fremtid. At beskytte en fødeklinik som min er at beskytte vores fremtid såvel som de jordemødre, der arbejder der. Jordemødre som Maryam, der blev dræbt på den mest uforståelige måde, mens hun hjalp nye mødre med at føde.

I Afghanistan er en fødeklinik et af de få steder, hvor kvinder er ledere. Terroristerne gik ind på et område, hvor mænd ikke er tilladt, fordi hospitalet er opdelt efter køn. De var bevæbnet og stormede fødeafdelingen og dræbte gravide kvinder, nye mødre og nyfødte børn.

Deres leder må være meget stolt af den sejr over én dag gamle spædbørn og kvinder kun iført hospitalskitler.”

Vi har desværre måttet lukke vores aktiviteter på Dasht-e-Barchi hospitalet efter angrebet den 12. maj. Da angrebet var målrettet fødeklinikken, kan vi lige nu ikke være sikre på, at vores patienter og personale vil være i sikkerhed der. Vi har drevet fødeklinikken på Dasht-e-Barchi hospitalet i samarbejde med sundhedsministeriet siden 2014. Her har gravide og fødende kvinder kunnet få gratis undersøgelser, behandling og fødselshjælp. I 2019 blev næsten 16.000 børn født på hospitalet. Vores nødhjælpsarbejde i Helmand, Herat, Kandahar, Khost og Kunduz fortsætter.

Fra felten

Afghanistan
Afghanistan

Vores læge i Afghanistan: Drengen havde et gabende skudhul i armen

Læs mere
Flygtningelejr på Lesbos

Tine Heede

Vores psykolog på Lesbos: Jeg blev kaldt ud til en kvinde, der lå på jorden og rystede

Læs mere
Læger uden Grænser behandler COVID-19

COVID-19: Dør på gaden på grund af rige landes hamstring af vacciner

Læs mere
Hjælp Afghanistan
Afghanistan

Status Afghanistan: Vi arbejder videre og behandler flere patienter

Læs mere
Jordskælv i Haiti
Haiti

Jordskælv i Haiti: Det er svært at få hjælpen frem, men vi fortsætter arbejdet

Læs mere
Mange såret i kampe i Afghanistan
Afghanistan

Kampe i Afghanistan: Vi behandler patienter, mens granaterne falder

Læs mere
Afghanistan

Afghanistan: Patienter og sundhedspersonale fanget i krydsild

Læs mere
Millioner på flugt i Sydsudan fra borgerkrig, konflikt, oversvømmelse
Sydsudan

En 10 år lang tragedie: Sydsudans årti som selvstændigt land

Læs mere
Læger uden Grænser hjælper mennesker på flugt

82 millioner mennesker er på flugt lige nu

Læs mere
msf flag

Tre kolleger er blevet brutalt dræbt i Etiopien

Læs mere
Libyen

Fanget i Libyen: Mor gav nyfødt fast føde for at undgå, at babyen sultede

Læs mere
Malaria Darfur i Sydsudan
Sudan

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Læs mere
Fødselsklinik i Yemen

Astrid Opstrup

Yemen

Astrid i Yemen: ”Hun rystede af kramper i venteværelset – vi skulle have det barn ud af hende!

Læs mere

Her er, hvad vi har set i EU’s umenneskelige flygtningelejre: ”Det, jeg oplevede, var gruopvækkende”

Læs mere
Myanmar (Burma)

Vores læge i Myanmar: “Hvad kan vi gøre, når soldater stopper vores patienter?”

Læs mere
Verdens største flygtningelejr, Cox's Bazar, Bangladesh

Rasmus Schou Christensen

Bangladesh

Rasmus i verdens største flygtningelejr: “Hvis du kan se det på folk, er det tit for sent”

Læs mere