”Jeg ringer i morgen tidlig”
I foråret 2023 forsøgte et rekordstort antal mennesker at flygte over Middelhavet. Men mange overlevede ikke turen. Det her er historien om et af skibene, der forliste i Middelhavet – og om nogle af de mennesker, der var ombord.
Natten til den 26. februar skærer en lille træbåd sig gennem de skummende bølger i farvandet ud for den syditalienske kyst. ”Summer Love” står der på siden af den.
Det er fire dage, siden båden sejlede ud fra Izmir i det vestlige Tyrkiet.
”Jeg er i en båd, og vi ankommer til vores destination om et par timer,” skriver 27-årige Shahida Raza i en sms til sin veninde, der stadig er hjemme i Pakistan.
Hun sidder i båden sammen med over 180 andre mennesker, der blandt andet kommer fra Pakistan, Afghanistan, Syrien, Irak og Iran.
Her er børn, kvinder, mænd og familier.
Turen startede i Istanbul, hvor de blev sat ind i en bus, der kørte dem mod kysten. Efter en gåtur gennem en skov gik de ombord på en ventende båd, de sejlede med i tre timer, inden den fik motorstop. Som erstatning tilkaldte smuglerne en ny båd, en gammel og traditionel tyrkisk gulet.
Det er den båd, de sidder i nu.
Frygter vandet
Shahida Reza har frygtet turen over Middelhavet, for hun er bange for vand og kan ikke svømme. Hun har taget turen fra Pakistan til Tyrkiet helt alene, men hun gør det for at finde hjælp til sin treårige søn, som er hjemme hos hendes mor og to søstre i Pakistan.
Alt tegnede ellers godt, da Shahida Reza for nogle få år siden levede af at spille professionel fodbold hjemme i Balochistan United. Hun kom endda på det pakistanske landshold, og hun var samtidig så god til at spille hockey, at hun også endte på det nationale hockeylandshold som anfører.
Men da hun for tre år siden blev gift og fik sin søn, begyndte livet at ændre sig. Hendes dreng er født med lammelser, så han hverken kan tale eller bevæge sig, og selvom Shahida har prøvet utallige gange, har hun ikke fundet en behandling i Pakistan, der kan hjælpe ham. Hun spiller heller ikke hverken hockey eller fodbold længere, og hun er også blevet skilt fra sin mand.
Det er et par måneder, siden Shahida Reza fortalte sin veninde sin hemmelighed. Hun ville flygte til Italien eller Østrig, hvor hun ville finde arbejde og få behandling til sin søn.
Nu sidder Shahida Reza i mørket og nærmer sig den italienske kyst. Hendes plan er få sin søn derhen , når hun er kommet sikkert frem.
Planer om Tyskland
Bølgerne slår hårdere og hårdere mod træskibets skrog. De er over to meter høje nu, og skummet fyger hen over båden, der bliver stadig sværere at holde under kontrol i mørket.
Passagerne får at vide af smuglerne, der styrer båden, at de skal gemme sig under bådens dæk, så de ikke bliver opdaget af kystvagten. De sidder klemt sammen på gulvet og kommer kun op, når de skal have frisk luft eller tisse.
Klokken nærmer sig 3.40, da lysene fra den italienske kyst endelig begynder at dukke op i horisonten, men mændene, der styrer båden, siger til passagererne, at de skal være tålmodige et par timer endnu.
En af bådens passagerer, afghanske Leila, tager sin telefon og ringer til sin nevø, der bor i Tyskland.
”Vi ankommer snart, og så tager de os hen til et modtagecenter – jeg ringer til dig i morgen tidlig.”
Leilas mand blev dræbt af Taleban og sammen med sine børn, 7-årige Niyayesh, 17-årige Mariam og 10-årige Martim, forsøger hun nu at nå frem til Tyskland, hvor en del af hendes familie bor.
Et voldsomt smæld
Båden hugger sig gennem bølgerne og kommer tættere og tættere på kysten. Det er stranden ved Steccato di Cutro i Italien, der under bedre forhold er en magnet for turister.
Men mørket og det voldsomme vejr gør det næsten umuligt at se de sandbanker og klippeskær, der som tænder stikker op mellem båden og stranden.
Nogle hundrede meter fra kysten sætter båden sig fast, mens bølgerne bliver ved med at banke imod den. Nogle af passagererne kravler op på toppen af båden, mens de med deres tændte mobiltelefoner lyser ind mod land i håb om hjælp.
Bølgerne slår skibet mere og mere i stykker, indtil det pludselig falder fra hinanden med et voldsomt smæld. Smuglerne har grebet nogle sorte ringe og er hoppet ud over bord. Passagerne ligger mellem de frådende bølger, mens de prøver at finde noget at gribe fat i.
Det lykkes Leila at holde et fast greb i sin søn Martim, men Niyayesh og Mariam bliver revet ud af hendes hænder og forsvinder i bølgerne.
Klokken er 4.30, da det italienske politi ankommer til stranden. Ligene fra de druknede ruller i bølgerne mellem rester fra den smadrede træbåd, mens forkomne overlevende kæmper for at nå stranden.
I alt døde minimum 89 mennesker ved forliset ud for Steccato di Cutro. 24 af dem var børn.
Shahida Reza var en af dem, der druknede. Det samme gjorde Leilas to døtre, Niyayesh og Mariam.
Deres historie er et billede på, hvad der sker, når mennesker i nød på Middelhavet ikke får hjælp.
Vores arbejde på middelhavet
Vores redningsskib Geo Barents opererer på ruten mellem Libyen og Italien i det centrale Middelhav, hvor der normalt er flest mennesker, der forsøger at krydse havet.Vi er derfor ikke til stede i området ved Steccato di Cutro, hvor drukneulykken skete natten til den 26. februar i år. I dagene omkring ulykken var vores redningsskib tilbageholdt på land.Vores hold på land ankom til ulykkesstedet om morgenen den 27. februar og gik straks i gang med at yde psykologisk førstehjælp til de overlevende, ligesom vi hjalp dem i dagene efter.Siden 2014 er over 26.000 mennesker døde på Middelhavet. Det kan vi ikke leve med. Vi bliver ved at redde liv, så længe det er nødvendigt, for ingen mennesker skal dø på Middelhavet.
Kilder: AP, the Guardian, Læger uden Grænser, Adnkronos, CNN.