”Min mor mistede sit ben, og jeg fik granatsplinter i mit venstre øje, min hånd og mit ben. Min yngste søsters øje blev alvorligt skadet og hendes hænder blev ødelagt.”
Sådan siger 18-årige Anoud fra byen Hawija i det nordlige Irak. Sidste år, mens kampene mellem de irakiske regeringsstyrker og krigere fra Islamisk Stat var på sit højeste, blev Anouds familie revet i stykker, da en bombe ramte familiens hus.
Anoud mistede sin ene bror og sin ene søster under murbrokkerne, og resten af familiens medlemmer fik voldsomme skader, som de skal leve med resten af livet.
Desperate for at få hjælp
Siden da har Anouds familie været splittet op i et desperat forsøg på at få lægebehandling. Først måtte de opsøge fire forskellige hospitaler, og derefter blev Anouds to små søstre sendt alene afsted til et hospital i det nord-østlige Irak.
I dag er Anouds mor i Libanon sammen med den ene søster, der har mistet sit øje. Anouds far og brødre bor i en flygtningelejr uden for Hawija.
Derfor viser arrene i Anouds ansigt kun en brøkdel af den smerte, hun har gennemlevet i løbet af det seneste år, og jagten på lægehjælp har gjort den stressede situation endnu værre.
Men for to uger siden lykkedes det for Anoud og søsteren at få hjælp på en af vores klinikker i den østlige del af millionbyen Mosul.
Søsteren får behandling for granatsplinter i knæet, og Anoud er blevet undersøgt for skader i ansigtet. Men trods lægehjælp og omsorg er der kun en ting, der for alvor kan trøste Anoud.
”Det eneste jeg ønsker er at blive genforenet med resten af min familie, og så håber jeg, at vi aldrig igen bliver ramt af noget så forfærdeligt, som det vi har oplevet”, siger Anoud.
Akut behov for hospitaler
Anouds historie er langt fra enestående. Tusindvis af irakere har været udsat for krig og vold, og mange lever med traumerne efter tabet af nære familiemedlemmer. I Mosul er det næsten helt umuligt at få adgang til lægehjælp og medicin. I dag er kun 4 ud af 13 hospitaler i drift.
Genopbygningen af byens sundhedsfaciliteter går ekstremt langsomt, og der er færre en 1.000 hospitalssenge til en befolkning på over 1,8 millioner mennesker – det er kun halvdelen af, hvad internationale minimumsstandarder anbefaler. Derudover er det offentlige sundhedssystem nede på 30 procent af sin kapacitet, og det er ikke ved at komme sig. Derfor er der en kæmpe afgrund mellem behovet for lægehjælp og den hjælp, som det rent praktisk er muligt at få. Det siger Heman Nagarathnam, der er vores landechef i Irak.
”Der er et akut behov for operationsfaciliteter, kræftafdelinger og brandsårsfaciliteter, og der mangler medicinsk udstyr og en stabil medicinforsyning”, siger Heman Nagarathnam. ”Der er også behov for psykologhjælp til de mennesker, der lever med traumer efter vold og tabet af deres nærmeste, og så er der et stort behov for opfølgende kirurgi, smertehåndtering og fysioterapi til de mennesker, der har lidt i måneder, fordi de ikke har kunnet få den fornødne lægehjælp i tide”, siger han.