Hjælpen kom frem med helikopter – trods kampe og oversvømmelser
Siden 2013 har borgerkrig og konflikter hærget i Sydsudan. Titusinder er dræbt, og hver tredje er sendt på flugt fra vold og overgreb. Vores medarbejdere knokler for at hjælpe. De flytter fra område til område for at følge med frontlinjer og flygtningestrømme. Ofte må de selv flygte.Dette er historien om nogle få dage i august i kølvandet på kampe mellem lokale grupperinger i en afsidesliggende landsby i den nordøstlige del af landet…
”45 sårede på mindre end 24 timer. Meldinger om flere hundrede på vej.”
Jean-Nicolas Dangelser, vores beredskabskoordinator i Sydsudan, fortæller fra vores kontor i hovedstaden, Juba.
”Beskeden kom sent om aftenen den 3. august. Jeg havde været i Juba i tre måneder. Som beredskabskoordinator skulle jeg fokusere på COVID-19-indsatsen. Jeg skulle hjælpe medarbejderne med at håndtere det store overarbejde og den mangel på personale og forsyninger, som COVID-19-restriktionerne havde medført.
Men nu skete det her så.
Opkaldet kom fra satellittelefonen. Et af vores hold havde hørt om de sårede fra medarbejderne i den afsidesliggende landsby Pieri, hvor vi driver et sundhedscenter.
Vi havde overvåget situationen i området i flere uger. I maj var hundreder af mennesker blevet såret og dræbt i et angreb – inklusive en af vores medarbejdere.
På bare tre dage ankom 73 sårede, og inden for en uge var tallet steget til over 100.
Med helikopter mod en oversvømmet landingsbane
Vi besluttede at sende et lille hold til Pieri så hurtigt som muligt for at hjælpe vores kollegaer. De var udmattede i Pieri. Mange af patienterne var i kritisk tilstand, og sikkerhedssituationen lagde et enormt pres på alle.
Landingsbanen i Pieri havde været oversvømmet i flere dage. Derfor måtte vi tage turen med helikopter. Vi pakkede det vigtigste – mad og kommunikationsudstyr – og var klar til afrejse.
Næste morgen, efter et par timers søvn, sad jeg i en lille helikopter på vej mod Pieri sammen med en læge og en logistiker. Jeg skulle forhandle, overvåge sikkerhedssituationen og koordinere indsatser. Om et par timer ville et andet hold fra Læger uden Grænser være på vej mod landsbyen Pibor for at hjælpe på den anden side af frontlinjen.
Vi landede på den mudrede landingsbane, hvor nogle af vores kollegaer allerede ventede på os. Rundt om dem stod hundreder af kvinder, børn, ældre og bevæbnede mænd fra lokalsamfundet, der var vendt tilbage fra kampene. De havde alle sammen hørt, at vi var på vej, og at vi måske kunne evakuere nogle af de mest kritisk sårede.
Blodrøde bandager på hyttens gulv
Fra landingsbanen kørte vi direkte til vores klinik for at vurdere de såredes tilstand. Jeg kunne mærke, at situationen var akut. Vores kollegaer havde briefet os over satellittelefonen, og jeg vidste, at der var mange patienter at tilse.
Vi kunne evakuere nogle af dem med helikopteren til vores hospital i Bentiu, hvor FN har etableret en beskyttet zone. Her har vi et kirurgisk hold – men vi var nødt til at tage nogle hurtige beslutninger. Hvem havde mest behov for at blive evakueret?
Da vi ankom til klinikken, havde vores hold allerede samlet de mest kritiske patienter i den første ’tukul’, som er en rund hytte af mudder. Seks patienter med skudsår lå på gulvet, blodet sivede igennem deres bandager.
Under den hurtige gennemgang af patienternes tilstand lagde jeg mærke til, at nogle af patienterne hostede. Der var en risiko for, at det kunne være COVID-19 – en yderligere udfordring i en allerede kompleks situation. Vi har allerede haft personale, der måtte i karantæne, efter en patient var testet positiv.
Timelange evakueringer til beskyttet zone
Vi kunne kun lave én evakuering den dag, for helikopterturen fra Pieri til Bentiu tager omkring 3 en halv time.
De kritiske patienter, vi ikke havde plads til, måtte vente til dagen efter.
Over de næste 72 timer foretog vores hold 5 evakueringer af i alt 36 patienter.
Dermed lettede de presset på klinikken i Pieri, så resten af lokalsamfundet kunne få den lægehjælp, de havde brug for. For de evakuerede patienter var det forskellen på at blive behandlet i en hytte og på et hospital med operationsstue, kirurg og bedøvelse.
Noget af det mest imponerende under arbejdet var vores sydsudanske kollegaers indsats. De var selv berørte af kampene, men de insisterede på at hjælpe. Det er inspirerende at se mine kollegaer være så dedikerede til at hjælpe mennesker, der hverken har adgang til basal lægehjælp eller ordentlige livsvilkår.
Kampe i Sydsudan forhindrer folk i at leve
I ugens løb begyndte situationen i Pieri at vende tilbage til normalen. Folk gik tilbage på arbejde, den konstante baggrundslyd af skud ophørte. Vores beredskabshold blev klar til at vende tilbage til Juba, men det omskiftelige vejr betød, at det var usikkert, hvornår vi kunne arrangere deres flyvning.
Deres ophold blev udvidet til 10 dage.
Efter et stykke tid fik jeg mulighed for at tage fra Juba til Pieri for at vurdere, hvilke forhold folk lever under, og om de havde adgang til lægehjælp efter de tidligere angreb i maj.
Det var regnsæson, og vi gik i flere dage i vand og mudder, nogle gange gik det helt op til knæene. Turen bragte os til kvinder, børn, mænd, ældre, unge og ledere, der levede under elendige forhold.
De var flygtet fra de seneste kampe. Nogle var vendt tilbage efter et par dage for at dyrke jorden. Andre var først kommet tilbage, dagen inden vi kom forbi.
Alle havde de den samme bekymring: frygten for hævnangreb.
Selvom der heldigvis ikke kom ”hundreder” flere sårede, sådan som den indledende rapport havde advaret om, så kom nogle af de unge mennesker aldrig tilbage fra fronten til Pieri. De døde af sår eller sygdomme som malaria på vejen hjem.
De her udbrud af vold har en ødelæggende effekt på samfundet. De forhindrer folk i at få lægehjælp, mad, ly, uddannelse – og bare at leve.”
Læger uden Grænser i Sydsudan
- Der er omkring 1.5 millioner internt fordrevne i Sydsudan. De er flygtet fra deres hjem på grund af borgerkrig og konflikter.
- Borgerkrigen sluttede i begyndelsen af 2020, men siden har der været udbrud af lokale konflikter og kampe om de utilstrækkelige ressourcer, især vand og jord.
- Borgerkrigen og konflikterne betyder, at mindre end halvdelen af befolkningen har adgang til den lægehjælp, de har behov for.
- Vi har hjulpet siden 1983 i landet, der dog først blev en uafhængig stat i 2011.
- I 2019 behandlede vi 4.480 mennesker for skader efter fysisk vold.
- Behandlede 4.010 børn for underernæring.
- Udførte 61.000 mæslingevaccinationer.
- Gennemførte 1.120.9000 konsultationer.
- Behandlede 292.100 malariatilfælde.
- Hjalp ved 14.100 fødsler.
- Indlagde 60.500 patienter.