Anne Cecilia: Kvinder mærkes for livet i Libyen”
Vores danske sygeplejerske Anne Cecilia Kjær er netop vendt hjem efter at have arbejdet i ni måneder med at behandle sårbare mennesker i detentionscentre i Libyen. Her spærres børn og voksne inde, selv om de er flygtninge i Libyen. Læs hendes beretning her.
”Skræmte og tomme blikke,brændemærker, knoglebrud og synlige ar på arme og ben. Det er nogle af de billeder,som har printet sig fast i hukommelsen, når jeg tænker tilbage på udsendelsentil Libyen.
Jeg mødte utallige kvinder, som var desperate, udmattede og med et spinkelt håb om at kunne få et normalt og frit liv. Efter at være blevet voldtaget og udsat for grusomme overgreb var de bare blevet smidt i en celle – uden psykologisk hjælp og medicinske konsultationer.
Gravide efter voldtægt
Voldtægterne førte til graviditeter, og at nyfødte kom til verden i detentionscentrene. Jeg bliver bedrøvet ved tanken om de små børn, jeg mødte i cellerne, som var spærret inde på afgrænset plads uden ordentlig adgang til mad, vand og medicinsk samt psykologisk hjælp. Det er svært at forestille sig, hvilken fremtid de børn kan få efter en opvækst i fangenskab.
Mange af de unge kvinder følteskam ved at beskrive de seksuelle overgreb, voldtægter og vold, de var blevetudsat for. Især en mor til tvillingedrenge havde svært ved at tage sig af sinebørn grundet den totur og mishandling, hun var blevet udsat for. Hun sad heltapatisk og passiv, mens de legede i lokalet uvidende om den skæbne, de varfanget i.
Som sygeplejerske ognødhjælpsarbejder har jeg stadig svært ved at begribe graden af vold ogmishandling, som hersker i Libyen. Et land, som er hærget af lovløshed, bombardementerog en borgerkrig, der har stået på siden 2014.
Jeg kæmper dagligt med atacceptere den realitet, at tusindvis af mennesker hver dag udsættes forgrusomheder og mishandling.
Mennesker fanget i voldsspiral
I starten af min udsendelse blevjeg konfronteret med en mand, hvis skæbne og historie har hjemsøgt mig ligesiden. Ved mødet med ham, var det der gjorde aller mest ondt, at han stadig fiken barsk og uværdig behandling på trods af den tragedie, han havde oplevet.Hans tomme blik glemmer jeg aldrig.
Jeg mødte den unge 35-årigeeritreiske mand i en celle i Misrata, hvor han skulle have en konsultation. Hanfortalte, at han kort tid forinden havde forsøgt at flygte på en båd sammen medsin kone og datter.
Undervejs sank den båd, de varombord på. Han prøvede desperat at redde sin datter, mens hans kone druknedefor øjnene af ham. Han nåede at tage fat i sin datter, men bølgerne var forkraftige, og han kunne ikke holde fast. I flere timer lå han i havet. Til sidstlykkes det ham at komme i sikkerhed. Alligevel blev han behandlet som enkriminel og ikke en traumatiseret flygtning, da jeg mødte ham i en overfyldtcelle. Jeg mødte mange mennesker som ham.
Ingen af dem var kriminelle. De havde blot forsøgt at flygte ud af Libyenfor at komme i sikkerhed. Nogle var blevet taget til fange i månedsvisaf menneskesmuglerne, som kontrollerer store områder, hvor der herskerlovløshed. Andre havde siddet i fangeskab i detentionscellerne i flere år udenudsigter til at slippe ud. Deres skæbne er, at de er glemt i de inhumane oguhygiejniske detentionslejre i et land, som på sjette år er hærget afborgerkrig.
Kunne ikke bevæge sine ben
Så snart jeg trådte ind i lokalet, fik jeg øje på en af de afrikanske kvinder, som gjorde stort indtryk på mig. Hun kom fra Somalia, og hun var blevet taget til fange på flugtruten i den libyske ørkenby Bani Walid, hvor hun i månedsvis var blevet udsat for tortur og udsultning. Ørkenbyen er et af de mest kendte steder i Libyen, hvor menneskesmuglere og kriminelle bander kører en forretning med at tilbageholde og afpresse sårbare flygtninge og migranter.
På mirakuløst vis var det lykkes hende at undslippe demenneskesmuglere, som holdt hende fanget. Da jeg mødte hende, var hun skræmt ogtraumatiseret.
”En dag forsøgte de at voldtage mig, men da jeg fik et epileptisk anfald, stoppede de” fortalte hun mig. Mændene havde banket hendes hoved adskillige gange ned i jorden, og hun var blevet slået hårdt med metalrør på rygsøjlen. Hun græd, fordi hun ikke kunne bevæge sine ben.
Hun havde ar på kroppen, som hun viste mig, og led af ekstrem mangel på vitaminer og mineraler, hvilket viste sig at være årsagen til hendes lammelser.
Ingen hører deres skrig i ørkenen
Hun var en af de heldige, somslap ud, og vi kunne behandle hende, så hun kom til at gå igen. Men det gørstort indtryk på mig, at der sidder andre i det skjulte i samme situation somhende.
Det gør mig ked af det at tænke på, hvor mange menneskeliv der ødelægges, og hvor mange lig der ligger i ørkenen, glemt af omverdenen. Ingen hører deres skrig i ørkenen.
Jeg er chokeret over graden af menneskelig grusomhed, derfinder sted Libyen, og som jeg har set følgerne af. Mennesker, der er mærket forlivet af voldsomme, traumatiske oplevelser, ogsom ikke kan slippe ud af et system med udnyttelse, overgreb ogmishandling.”