© Aurelie Baumel/MSF
To kvinder i et af de detentionscentre, Læger uden Grænser støtter i Libyen. Arkivfoto.

Danske Anne Cecilia: ”Kvinder mærkes for livet i Libyen”

Vores danske sygeplejerske Anne Cecilia Kjær er netop vendt hjem efter at have arbejdet i ni måneder med at behandle sårbare mennesker i detentionscentre i Libyen. Her spærres børn og voksne inde, selv om de er flygtninge i Libyen. Læs hendes beretning her.

”Skræmte og tomme blikke, brændemærker, knoglebrud og synlige ar på arme og ben. Det er nogle af de billeder, som har printet sig fast i hukommelsen, når jeg tænker tilbage på udsendelsen til Libyen.

Jeg mødte utallige kvinder, som var desperate, udmattede og med et spinkelt håb om at kunne få et normalt og frit liv. Efter at være blevet voldtaget og udsat for grusomme overgreb var de bare blevet smidt i en celle – uden psykologisk hjælp og medicinske konsultationer.  

Gravide efter voldtægt

Voldtægterne førte til graviditeter, og at nyfødte kom til verden i detentionscentrene. Jeg bliver bedrøvet ved tanken om de små børn, jeg mødte i cellerne, som var spærret inde på afgrænset plads uden ordentlig adgang til mad, vand og medicinsk samt psykologisk hjælp. Det er svært at forestille sig, hvilken fremtid de børn kan få efter en opvækst i fangenskab.

Mange af de unge kvinder følte skam ved at beskrive de seksuelle overgreb, voldtægter og vold, de var blevet udsat for. Især en mor til tvillingedrenge havde svært ved at tage sig af sine børn grundet den totur og mishandling, hun var blevet udsat for. Hun sad helt apatisk og passiv, mens de legede i lokalet uvidende om den skæbne, de var fanget i.

Som sygeplejerske og nødhjælpsarbejder har jeg stadig svært ved at begribe graden af vold og mishandling, som hersker i Libyen. Et land, som er hærget af lovløshed, bombardementer og en borgerkrig, der har stået på siden 2014.

Jeg kæmper dagligt med at acceptere den realitet, at tusindvis af mennesker hver dag udsættes for grusomheder og mishandling.  

Mennesker fanget i voldsspiral

I starten af min udsendelse blev jeg konfronteret med en mand, hvis skæbne og historie har hjemsøgt mig lige siden. Ved mødet med ham, var det der gjorde aller mest ondt, at han stadig fik en barsk og uværdig behandling på trods af den tragedie, han havde oplevet. Hans tomme blik glemmer jeg aldrig.

Jeg mødte den unge 35-årige eritreiske mand i en celle i Misrata, hvor han skulle have en konsultation. Han fortalte, at han kort tid forinden havde forsøgt at flygte på en båd sammen med sin kone og datter.

Undervejs sank den båd, de var ombord på. Han prøvede desperat at redde sin datter, mens hans kone druknede for øjnene af ham. Han nåede at tage fat i sin datter, men bølgerne var for kraftige, og han kunne ikke holde fast. I flere timer lå han i havet. Til sidst lykkes det ham at komme i sikkerhed. Alligevel blev han behandlet som en kriminel og ikke en traumatiseret flygtning, da jeg mødte ham i en overfyldt celle. Jeg mødte mange mennesker som ham.

Ingen af dem var kriminelle. De havde blot forsøgt at flygte ud af Libyen for at komme i sikkerhed. Nogle var blevet taget til fange i månedsvis af menneskesmuglerne, som kontrollerer store områder, hvor der hersker lovløshed. Andre havde siddet i fangeskab i detentionscellerne i flere år uden udsigter til at slippe ud. Deres skæbne er, at de er glemt i de inhumane og uhygiejniske detentionslejre i et land, som på sjette år er hærget af borgerkrig.

Kunne ikke bevæge sine ben

Så snart jeg trådte ind i lokalet, fik jeg øje på en af de afrikanske kvinder, som gjorde stort indtryk på mig. Hun kom fra Somalia, og hun var blevet taget til fange på flugtruten i den libyske ørkenby Bani Walid, hvor hun i månedsvis var blevet udsat for tortur og udsultning. Ørkenbyen er et af de mest kendte steder i Libyen, hvor menneskesmuglere og kriminelle bander kører en forretning med at tilbageholde og afpresse sårbare flygtninge og migranter.

På mirakuløst vis var det lykkes hende at undslippe de menneskesmuglere, som holdt hende fanget. Da jeg mødte hende, var hun skræmt og traumatiseret.  

”En dag forsøgte de at voldtage mig, men da jeg fik et epileptisk anfald, stoppede de” fortalte hun mig. Mændene havde banket hendes hoved adskillige gange ned i jorden, og hun var blevet slået hårdt med metalrør på rygsøjlen. Hun græd, fordi hun ikke kunne bevæge sine ben.

Hun havde ar på kroppen, som hun viste mig, og led af ekstrem mangel på vitaminer og mineraler, hvilket viste sig at være årsagen til hendes lammelser.

Ingen hører deres skrig i ørkenen

Anne Cecilia Kjær, sygeplejerske

Hun var en af de heldige, som slap ud, og vi kunne behandle hende, så hun kom til at gå igen. Men det gør stort indtryk på mig, at der sidder andre i det skjulte i samme situation som hende.

Det gør mig ked af det at tænke på, hvor mange menneskeliv der ødelægges, og hvor mange lig der ligger i ørkenen, glemt af omverdenen. Ingen hører deres skrig i ørkenen.

Jeg er chokeret over graden af menneskelig grusomhed, der finder sted Libyen, og som jeg har set følgerne af. Mennesker, der er mærket for livet af voldsomme, traumatiske oplevelser, og  som ikke kan slippe ud af et system med udnyttelse, overgreb og mishandling.”

Fra felten

Læger uden Grænser (MSF) hjælper i Syrien
Syrien

“Der er ikke sikkert nogen steder mere i Syrien”

Læs mere
Vi giver lægehjælp i Syrien.
Syrien

Vores læge i Syrien: Børn sidder i sneen og fryser

Læs mere
Læger uden Grænser bidrager til kampen mod coronavirus med oplysning og beskyttelsesudstyr

Læger uden Grænser bidrager til kampen mod coronavirus

Læs mere
Læger uden Grænser rykker ud til coronavirus

Coronavirus: Sådan håndteres den

Læs mere
Nye kampe i Syrien rammer hospitaler
Syrien

Nye kampe i Syrien: Vi risikerer en menneskelig katastrofe

Læs mere
Syrien

Krigen i Syrien: Kvinden bag ”The Cave”

Læs mere
Dansk kirurg gav lægehjælp i Syrien
Syrien

Dansk krigskirurg opererede under angreb i Syrien

Læs mere
Vi hjælper børn og voksne på flugt fra nye angreb i Syrien
Syrien

”Det er en menneskelig tsunami”: 150.000 på flugt i Syrien

Læs mere
Underernæret baby hjulpet af Læger uden Grænser på børnehospital i Nigeria

Cæcilie Borg Hjelt

Nigeria

Jeg får et chok, da jeg ser hende”

Læs mere
Sygeplejersken Mie behandler et barn på Lesbos

Mie på Lesbos

Læs mere
Kirurg Kathrine Holte under en operation i Haiti.
Læger uden Grænser

Kathrine Holte

Haiti

Kathrine i Haiti ti år efter jordskælv: ”Behovet for hjælp er enormt”

Læs mere

Året i billeder 2019

Læs mere
Børn med hiv er en glemt krise.

Glemte kriser 2019

Læs mere
Den Centralafrikanske Republik

”Jeg har en nyfødt med iltmangel. Han skal på intensiv nu!

Læs mere

Video: Tak fra vores udsendte i felten

Læs mere
Læger uden Grænser hjælper patient i Mali.
Mali

Operation Barkhane: En tikkende bombe for Mali

Læs mere