Danmarks indsamling 2018 hjælper børn uden hjem

Børn uden hjem er temaet for dette års Danmarks Indsamling, og pengene går for vores vedkommende til børn og familier i Ninewa provinsen i Irak.

Mosul i Irak er generobret, men der er stadig mange tusinder, der ikke kan vende hjem. Lægehjælp er en af de helst basale elementer, som mangler. Voresbørneafdeling, akutmodtagelse og mobile klinikker skal forbedresundhedssituationen.

Siden december 2013 har hårde kampe imellem Peshmerga, de irakiske styrker, Islamisk Stat og andre væbnede grupper i det nordlige Irak og Syrien resulteret i massive fordrivelser af befolkningen.

I april 2016 indledte de irakiske styrker ”Operation Conquest”, der skulle generobre Ninewah provinsen og Mosul fra Islamisk stat. De irakiske styrker har nu generobret Mosul. Men der er stadig mange tusinder internt fordrevne mennesker i provinsen – og mangel på basal lægehjælp.

Den vestlige del af Mosul er sønderbombet, så der er stadig mange tusinder, der ikke har mulighed for at vende hjem. De er afhængige af den hjælp, de kan få i flygtningelejrene.

Sundhedsvæsnet i regionen er i en ringe forfatning, og det er ikke usædvanligt, at folk må vandre op til 100 kilometer for at finde kvalificeret sundhedshjælp.

Derfor er vores projekt i Tal Maraq af afgørende betydning. Her driver vi en klinik med en børneafdeling og en fødselsafdeling. Mobilklinikker yder hjælp i den nordvestlige del af Ninewah provinsen.

Selvom Mosul er generobret, er der stadig kampe og uroligheder i Ninewah provinsen. Det kan i perioder udfordre hjælpearbejdet.

Hjælp til flere børn og gravide

Læger uden Grænser vil med støtten fra Danmarks Indsamling kunne øge hjælpen til fordrevne og lokale i Ninewa provinsen. Her yder vi primære sundhedsydelser, og med åbningen af en fødsels- og børneafdeling i 2017 er det første gang i årevis, at børn og fødende får kvalificeret gratis lægehjælp.

”Efter vi åbnede for fødselshjælp, er rygtet om klinikken blevet spredt. Så det er dejligt, at vi nu oplever flere og flere kvinder komme til os for at kunne føde deres børn under sikre forhold. Vores kvindelige fødsels-team har omkring syv daglige fødsler,” siger Vanessa Rossi, der er projektkoordinator på klinikken i Tal Maraq.

Usikre hjemmefødsler er ikke længere en nødvendighed, og børn og kronisk syge kan nu modtage den lægehjælp, som tidligere var utilgængelig for de fleste.

Arbejdsløsheden er stor, så langt de fleste har ikke råd til at betale for transporten. Derfor er vores mobile klinikker vitale, fordi de kan nå ud til dem, der ellers ikke ville komme til klinikken. De betyder også, at vores hjælpearbejde er fleksibelt og hurtigt kan rykke ud til de steder, hvor behovet er størst.

Danmarks Indsamling er med til at sikre befolkningen i det nordvestlige Ninewah gratis sundhedshjælp. Det inkluderer også psykologhjælp og behandling af kroniske sygdomme som diabetes.

Allerede nu modtager børneafdelingen omkring 45 indlæggelser om ugen, og vores mobile klinikker behandler omkring 800 patienter om måneden.

Fødselsklinikken forventes at dække 80 procent af målgruppen, hvilket er omkring 46.000 kvinder i den fødedygtige alder.

Fakta

  • 5.3 millioner børn og voksne har været fordrevet fra deres hjem i Irak. Mere end 2.2 millioner mennesker er nu vendt tilbage til deres hjem.
  • Der befinder sig over 5.000 fordrevne familier og over 30.000 enlige i det område, som klinikken dækker. Dette tal kan ændre sig afhængigt af udviklingen i regionen.