Kristof Vadino

BESTSELLER FOUNDATION donerer 500.000 US Dollars til indsats mod COVID-19

BESTSELLER FOUNDATION støtter kampen mod COVID-19 ved at donere 500.000 amerikanske dollars til Læger uden Grænsers arbejde med pandemien.

BESTSELLER FOUNDATION donerer 500.000 dollars (US) til Læger uden Grænsers arbejde i forbindelse med COVID-19-pandemien.

Pengene giver os mulighed for at reagere hurtigt og foretage nye operationelle tiltag for at dæmme op for spredningen af COVID-19. Både i forbindelse med forebyggelse og behandling af patienter.

Corona-pandemien er en global sundhedskrise, der kalder på akut hjælp og lægefaglig ekspertise. Læger uden Grænser trækker på årtiers erfaring med inddæmning og behandling af epidemier som ebola og kolera.

”Corona-virussen har ramt ressourcestærke lande hårdt, så vi er særligt bekymrede for, hvordan udbruddet kan ramme skrøbelige sundhedssystemer,” siger Jesper Brix, direktør i Læger uden Grænser.

Derfor har vi sat gang i en global indsats for at undgå en større global katastrofe i lande, hvor man lever tæt, og hvor sundhedssystemerne i forvejen er pressede.

Et eksempel er i Kenya, hvor vi har personale til at støtte Kibera South Health Centre i Kibera, der er det største slumområde i Nairobi. Det er en sundhedsfacilitet, som vi har bygget og tidligere har drevet. Vores hold opruster infektionskontrol, modtagelse og screening af patienter og står for henvisning af personer, der er mistænkt for at være smittet, til et hospital i nærheden.

Vi har også tilpasset den måde, vi tager os af mennesker på for at beskytte vores personale og patienter. F.eks. uddeler vi hiv-medicin til patienter til tre måneder, så de ikke behøver at komme til sundhedscentre så ofte.

“Pandemien kalder på alles ansvar til ekstraordinær støtte. I BESTSELLER FOUNDATION støtter vi Læger uden Grænsers afgørende indsats. Ikke mindst er vi meget bekymrede for spredningen af virus i tætbeboede områder i Indien og i mange afrikanske lande, hvor en ukontrolleret spredning af virus kan lede til en stor humanitær krise. Som supplement til vores donation er vi stolte over at se vores kolleger fra forskellige BESTSELLER-brands, der hjælper med at skabe yderligere opmærksomhed om Læger uden Grænsers arbejde,” forklarer Jannek Hagen, direktør i BESTSELLER FOUNDATION.

Som supplement til donationen fra BESTSELLER FOUNDATION vil flere af BESTSELLERs modebrands såsom VERO MODA og JACK & JONES køre Instagram-kampagner på vegne af Læger uden Grænser med henblik på at udnytte disse brands’ rækkevidde på sociale medier.

”Støtten fra BESTSELLER FOUNDATION er et meget vigtigt bidrag til, at vi i Læger uden Grænser kan bekæmpe COVID-19, både i områder vi normalt er operationelle i, som eksempelvis Østafrika, men også i lande, hvor der er ekstraordinært brug for vores indsats lige nu,” fortæller Jesper Brix.

Læger uden Grænser er i tæt kontakt med sundhedsmyndighederne i de lande, hvor vi er aktive, for at tilbyde vores faglige medicinske ekspertise.

”Vores organisation – og meget af vores personale – har direkte erfaring med at bekæmpe epidemier som ebola, pest, kolera, tuberkulose og andre sygdomme. Det er den erfaring, som vi kan trække på og bidrage med – nu med hjælp fra støtten fra BESTSELLER FOUNDATION,” siger Jesper Brix.