Sårede patienter vælter ind på et hospital i Yemen.

Sørens første dag i en krigszone: Jeg er allerede stoppet med at tælle skudsår

Vores anæstesi-læge Søren arbejder lige nu på et hospital i det borgerkrigsramte Yemen. Her giver han et ærligt indblik i sin første dag, hvor han må behandle sin første sønderskudte patient få minutter efter, at han er trukket i lægekitlen. Langt væk fra de trygge rammer på et dansk hospital.

”Da jeg ankom til hospitalet, blev jeg modtaget af min kollega fra Frankrig. Hun så træt ud.

Hun rakte mig straks min arbejdstelefon, og så ringede den. Lidt ligesom i 1. afsnit af tv-serien ”Scrubs” på lægen J.D.’s første vagt.

Jeg skulle venligst indfinde mig på intensivafdelingen for at se på et koldt ben.

Min franske kollega viste mig derhen. Jeg mistede overblikket på vejen. Døre gik op. Døre gik i. Indtil vi stod i et større, meget lyst og hvidt rum, hvor der var 10 senge lige op og ned af hinanden og en 11. i et isolationsrum.

Der var en monitor til hver patient og én respirator til brug for – ja – én patient ad gangen.

Et ekko af nød

Inde på intensivafdeligen var mange mennesker ved at debattere noget konkret om en patient. Jeg forstod ikke, hvad der blev sagt. Jeg kunne ikke høre noget som helst.

Alting var alt for højt. Der var voldsomt meget ekko, og patienternes monitorer stod alle og klagede deres nød over lavt blodtryk, høj puls eller lav iltmætning.

Hvorfor slukkede ingen dog for de monitorers konstante hylen? Hvordan kunne nogen arbejde i det inferno af støj?

Det dryppede med lyserødt blod

Min allerførste patient var blevet skudt i venstre side af brystkassen/skulderen – og i begge ben.

Der var lavet en del primær kirurgi på hans blodkar i armhulen. Det dryppede dog stadig rigeligt med lidt for lyserødt blod fra forbindingen (lyserødt blod kan antyde pulsåreblødning), og der var indsat et dræn i hans venstre brystkasse.

Man havde også forsøgt at lappe hans blodkar ned til benene. Lapning til højre ben bar præg af blodpropdannelse, og det eneste, de ville have mig til at gøre, var at sige god for, han kunne blive sendt tilbage til operationstuen med henblik på åbning af pulsåren.

Hans puls, blodtryk og iltmætning i blodet var dog inden for rimelige grænser, og hans fod var kold, så det lød ikke helt urimeligt med et forsøg på at fjerne den sandsynlige blodprop i benet.

Hjertestop

Han blev kørt på operationstuen. Men blot et par timer senere blev jeg kaldt til intensivafdelingen igen. Vores sønderskudte patient havde pludselig fået hjertestop.

De havde allerede været i gang i hvert fald syv minutter, før de ringede.

Jeg kunne bestemt ikke afvise, at det evt. var drænet på venstre side, der måske havde rykket sig eller var blevet klemt af under bedøvelsen, og at luft derfor kunne have ophobet sig inde i brystkassehulen. Det kunne være årsagen til et hjertestop.

Mangel på væske i blodbanen

Jeg prøvede med en tyk nål i brystkassen, men det havde desværre ikke en overbevisende effekt. Kun lidt mere blod, men ikke noget luft.

Så var det nok mangel på væske i blodbanen, der havde ført til et hjertestop.

Han havde jo flere steder, hvorfra det kunne bløde, uden vi rigtig kunne se det. Særligt hans brystkasse/skulder bekymrede mig.

Vi fyldte efter med væske, og efter noget tid fik vi faktisk liv i ham igen – men hans prognose var meget dårlig på grund af tiden og de store skader.

Så var jeg i den grad begyndt på hospitalet.

Han fik hjertestop igen nogle timer efter og døde. Der var gået under 24 timer siden afgang fra Kastrup, og jeg var træt.

Masser af skudsår

Det hospital, jeg arbejder på, er et rent traumehospital. Større skader på f.eks. brystkasse, bughule, kar etc. er der rigtig mange af i Yemen.

Vi ser masser af patienter, der er blevet såret af skud eller knivstik samt børn med fyrværkeriskader.

Jeg spørger mig selv om, hvem der dog leger med fyrværkeri i en by, hvor skudsalverne lyder flere gange dagligt, og lyssporsprojektilerne lyser den sorte himmel op om natten?

Jeg holdt allerede op med at tælle skudsår efter nogle timer den første dag.”

Søren er udsendt som anæstesi-læge på et hospital i Yemen. Af sikkerhedsmæssige årsager kan vi ikke fortælle, hvor han arbejder eller vise billeder af ham.

Historier fra vores udsendte

Nigeria

”Jeg troede, at vi ville miste hende”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: “Vi kan undgå, at børn som Alpha dør.”

Læs mere
Bangladesh

“Børn dør af kroniske sygdomme, fordi medicinen ikke er tilgængelig”

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere
Yemen

”Vores hold arbejder døgnet rundt”

Læs mere

Heidi Strømsholt

DR Congo

“Børn bør ikke dø af mæslinger”

Læs mere

Mikkel Carlsen

Tchad

”Tænk engang, hvor lidt der skulle til”

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

“De næste timer afgør, om drengen overlever”

Læs mere

Mozhdeh Ghasemiyani

Sydsudan

Børnesoldater får hjælp til et nyt liv: “Det føles som ren magi”

Læs mere
Dorte Møller Hansen

Dorte Møller Hansen

Bangladesh

”Der skal ikke meget regn til, før husene kollapser”

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

Hvis du ikke kan amme dit barn, må en anden gøre det

Læs mere

Heidi Christensen

Venezuela

Det venezuelanske Klondyke: ”Nogle af indbyggerne får malaria 10-15 gange om året.”

Læs mere
Mozambique

Mistede sin mand og alene med tre børn: Jobbet som sygeplejerske hjælper mig gennem sorgen

Læs mere
Rasmus Schou Christensen - læge i Læger uden Grænser

Rasmus Schou Christensen

Libanon

Rasmus hjælper flygtninge i Shatila-lejren i Libanon: “Drengen ville dø uden behandling”

Læs mere

Ann Mills Karlslund

Irak

Genåbning af hospital i nordirak: “Her er mennesker stadig mærket efter grusomme overgreb”

Læs mere