Marie Louise redder liv på motorcykel

Marie Louise er lige nu udsendt til DR Congo, hvor hun rejser rundt på to hjul og oplyser lokalbefolkningen om sygdomme og sundhed. Det kan være vanskeligt og nogle gange farligt at nå ud til de fjerntliggende landsbyer i bjergene – især når regnen pludselig vælter ned og lukker mudrede veje og stier.

Klokken er seks om morgenen, og solen er knapt nok stået op over Masisi. Vi er i hjertet af DR Congos østlige bjerge i en by af træhuse og bliktage, hvor vi har vores base.

I dag skal mit team og jeg afsted på motorcykler dybere ind i bjergene for at uddanne befolkningen om malaria.

Det er regntid, og alle jordvejene er forvandlet til mudder. Der er kun få tusinde kilometer asfalt i et kæmpe land som DR Congo, så når det øser ned, bliver alt til en stor mudderpøl.

Normalt kører vi af sted i firehjulstrækkere. Men når de kraftige køretøjer må give op eller ikke kan komme frem på de små stier i bjergene, ruller vi i stedet afsted på motorcykler.

Det kan tage flere timer at nå frem, og vi skal være sikre på, at vi kan komme hjem igen.

Det er farligt, når mørket falder på.

Vi må trække op ad bjerget

Det går hele tiden op og ned i det kuperede landskab.

Vi suser forbi kvinder, der bærer træ i bunker på hovedet eller sække med kul på ryggen. Mange af dem bærer også på mindst et barn viklet ind i et farverigt stof. De mange farver bryder det grønne landskab.

Børn går langs vejene og hugger i græsset med macheter, der næsten er lige så store som dem selv. De leder efter mad eller brænde, som de giver til deres mødre. Børnene stopper op for at betragte motocyklerne, der kører forbi og vinker grinende til mig.

Sort udstødning oser ud af en bil med 15 mennesker på ladet. Den sprutter og hakker hele vejen op ad bjerget. Det er et under, at bilen ikke bryder sammen.

Nogle steder bliver vi nødt til at stå af motorcyklerne og trække op ad bjerget. Det er simpelthen for stejlt, mudret og vådt.

Skuret i kolonihaven

Vi når endelig frem til en lille sundhedspost i bjergene, der er på størrelse med et redskabsskur i en kolonihave.  

Her kommer lokale børn og voksne fra de omkringliggende landsbyer for at få taget en gratis malaria-test.

Mænd, kvinder og børn er gået i flere timer. Afstandene kan være store i bjergene, og det kan let tage to til tre timer at gå en kilometer, hvis du har høj feber og er syg af malaria.

Forskellen på liv og død

Mit team og jeg er rejst herop for at oplyse om malaria: hvad er symptomerne, hvordan undgår man at blive stukket af malaria-myggen, og hvordan behandler man den dødelige sygdom.

Hvis patienterne bliver testet positiv for malaria, giver vi dem medicin mod sygdommen.

Malaria er en stor dræber i DR Congo – særligt for børn under fem år. Så helt basal viden omsygdommen kan være et spørgsmål om liv eller død.

Hvis en kvinde kan genkende malaria-symptomer, så kan hun redde sit eget barn eller naboens datter, fordi hun kan sørge for, at de kan få hjælp i tide.

En usikker hverdag

Den største udfordring ved at nå ud til de fjerntliggende landsbyer er sikkerheden. Vi skal kunne garantere sikkerheden for os alle hele tiden. Og vi skal være sikre på, at vi kan nå hjem igen.

Her i det østlige DR Congo er der masser af interne konflikter i bjergområderne. Der er et hav af forskellige oprørsgrupper, som gør området meget ustabilt.

Vores hverdag er domineret af konflikter, som kan blusse op fra det ene øjeblik til det andet.

Fanget i et træskur med chokoladekiks

Pludselig begynder regnen at styrte ned.

Forestil dig det største skybrud du nogensinde har oplevet, og så kan du i hvert fald gange det med to. Det tordner og brager, og jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Nu er det umuligt for os at køre nogen steder hen. Vi er fanget i en lille landsby på bjerget.

Vi er nødt til at søge ly i et lille træskur, hvor nogle af mine nationale kolleger af og til overnatter, hvis de er afsted i flere dage i træk. Her er hverken toilet, vand eller elektricitet. Det er tre brædder og et bliktag.

Jeg må ikke spise noget, når jeg er ude i landsbyerne, fordi jeg ellers risikerer at blive rigtig syg. Men jeg har altid chokoladekiks med i tasken.

Mørket er på vej

Timerne går, men til sidst stilner det lidt af, og vi tager af sted. Nu er der efterhånden ikke mange timers dagslys tilbage. Det er vigtigt, at vi kommer hjem til basen, for det kan være farligt herude efter mørkets frembrud.

Vi kører op igennem bjergene på to motorcykler, og jeg sidder bag på den ene. Af sikkerhedsmæssige årsager kører vi aldrig alene.  

Pludselig går den ene motorcykel i stå.

Det øsregner stadigvæk, det er ved at blive mørkt, og der er i hvert fald en time på motorcykel hjem til Masisi.

Jeg begynder at blive en smule nervøs.

Heldigvis ved vores dygtige chauffører lige, hvad de skal gøre.

De får skilt motorcyklen ad og samlet den igen, og 30-40 minutter senere kan vi køre hjem i sikkerhed langs de mudrede stier.

Følelsen af at gøre en forskel

Mit arbejde føles meget ægte. Det er sundhedsoplysning på et helt grundlæggende plan, og alt er meget nærværende.

Her i DR Congo er befolkningen så udsatte og har absolut ingenting. Der står så meget på spil for dem. Det er de små ting, der kan vælte det hele. Derfor er vores forebyggende arbejde så vigtigt.

For eksempel for kvinden, hvor alting pludselig ramler, fordi hendes mand er blevet slået ihjel af oprørsgrupper eller er død af pludselig sygdom, og nu står hun alene med et barn eller tre.  

Hun har ikke råd til lægehjælp, hun har knap nok råd til mad, men hun har hørt, at hvis hendes barn har de her symptomer, så kan barnet få hjælp af Læger uden Grænser. Det er hendes eneste mulighed.

Læger uden Grænser er der, når det pludselig vender. Det er det, som gør det hele værd.