Marie Louise redder liv på motorcykel

Marie Louise er lige nu udsendt til DR Congo, hvor hun rejser rundt på to hjul og oplyser lokalbefolkningen om sygdomme og sundhed. Det kan være vanskeligt og nogle gange farligt at nå ud til de fjerntliggende landsbyer i bjergene – især når regnen pludselig vælter ned og lukker mudrede veje og stier.

Marie Louise kommer rundt i DR Congo på motorcykel.

Klokken er seks om morgenen, og solen er knapt nok stået op over Masisi. Vi er i hjertet af DR Congos østlige bjerge i en by af træhuse og bliktage, hvor vi har vores base.

I dag skal mit teamog jeg afsted på motorcykler dybere ind i bjergene for at uddanne befolkningenom malaria.

Det er regntid,og alle jordvejene er forvandlet til mudder. Der er kun få tusinde kilometerasfalt i et kæmpe land som DR Congo, så når det øser ned, bliver alt til enstor mudderpøl.

Normalt kørervi af sted i firehjulstrækkere. Men når de kraftige køretøjer må give op ellerikke kan komme frem på de små stier i bjergene, ruller vi i stedet afsted påmotorcykler.

Det kan tageflere timer at nå frem, og vi skal være sikre på, at vi kan komme hjem igen.

Det er farligt, når mørket falder på.

Malaria er en stor dræber i DR Congo. Blandt andet fordi det er vanskeligt at nå ud til patienterne. © Sandra Smiley/Læger uden Grænser

Vi må trække op ad bjerget

Det går heletiden op og ned i det kuperede landskab.

Vi suser forbikvinder, der bærer træ i bunker på hovedet eller sække med kul på ryggen. Mangeaf dem bærer også på mindst et barn viklet ind i et farverigt stof. De mangefarver bryder det grønne landskab.

Børn går langsvejene og hugger i græsset med macheter, der næsten er lige så store som demselv. De leder efter mad eller brænde, som de giver til deres mødre. Børnenestopper op for at betragte motocyklerne, der kører forbi og vinker grinende tilmig.

Sort udstødningoser ud af en bil med 15 mennesker på ladet. Den sprutter og hakker hele vejenop ad bjerget. Det er et under, at bilen ikke bryder sammen.

Nogle steder bliver vi nødt til at stå af motorcyklerne og trække op ad bjerget. Det er simpelthen for stejlt, mudret og vådt.

Skuret i kolonihaven

Vi når endelig fremtil en lille sundhedspost i bjergene, der er på størrelse med et redskabsskur ien kolonihave.

Her kommerlokale børn og voksne fra de omkringliggende landsbyer for at få taget en gratismalaria-test.

Mænd, kvinder og børn er gået i flere timer. Afstandene kan være store i bjergene, og det kan let tage to til tre timer at gå en kilometer, hvis du har høj feber og er syg af malaria.

Marie Louise og resten af teamet må ofte gå langs de små stier i bjergene for at nå ud til landsbyerne i DR Congo. © Marie Louise Wright

Forskellen på liv og død

Mit team og jeger rejst herop for at oplyse om malaria: hvad er symptomerne, hvordan undgår manat blive stukket af malaria-myggen, og hvordan behandler man den dødeligesygdom.

Hvispatienterne bliver testet positiv for malaria, giver vi dem medicin modsygdommen.

Malaria er en stor dræber i DR Congo – særligt for børn under fem år. Så helt basal viden omsygdommen kan være et spørgsmål om liv eller død.

Hvis en kvinde kan genkende malaria-symptomer, så kan hun redde sit eget barn eller naboens datter, fordi hun kan sørge for, at de kan få hjælp i tide.

Store smil i en landsby i DR Congos bjerge, hvor Marie Louise og hendes team er på besøg. © Marie Louise Wright

En usikker hverdag

Den største udfordringved at nå ud til de fjerntliggende landsbyer er sikkerheden. Vi skal kunnegarantere sikkerheden for os alle hele tiden. Og vi skal være sikre på, at vikan nå hjem igen.

Her i detøstlige DR Congo er der masser af interne konflikter i bjergområderne. Der eret hav af forskellige oprørsgrupper, som gør området meget ustabilt.

Vores hverdag er domineret af konflikter, som kan blusse op fra det ene øjeblik til det andet.

Fanget i et træskur med chokoladekiks

Pludseligbegynder regnen at styrte ned.

Forestil digdet største skybrud du nogensinde har oplevet, og så kan du i hvert fald gangedet med to. Det tordner og brager, og jeg har aldrig oplevet noget lignende.

https://www.youtube.com/watch?v=UQT4edOCEUI
På motorcykel og mulddyr: her er 10 måder vi når patienterne på.

Nu er detumuligt for os at køre nogen steder hen. Vi er fanget i en lille landsby påbjerget.

Vi er nødt tilat søge ly i et lille træskur, hvor nogle af mine nationale kolleger af og til overnatter,hvis de er afsted i flere dage i træk. Her er hverken toilet, vand ellerelektricitet. Det er tre brædder og et bliktag.

Jeg må ikke spise noget, når jeg er ude i landsbyerne, fordi jeg ellers risikerer at blive rigtig syg. Men jeg har altid chokoladekiks med i tasken.

Marie Louise kigger ud over bjergene. © Marie Louise Wright

Mørket er på vej

Timerne går,men til sidst stilner det lidt af, og vi tager af sted. Nu er der efterhåndenikke mange timers dagslys tilbage. Det er vigtigt, at vi kommer hjem til basen,for det kan være farligt herude efter mørkets frembrud.

Vi kører op igennembjergene på to motorcykler, og jeg sidder bag på den ene. Af sikkerhedsmæssigeårsager kører vi aldrig alene.

Pludselig går den ene motorcykel i stå.

Det øsregnerstadigvæk, det er ved at blive mørkt, og der er i hvert fald en time påmotorcykel hjem til Masisi.

Jeg begynder atblive en smule nervøs.

Heldigvis vedvores dygtige chauffører lige, hvad de skal gøre.

De får skiltmotorcyklen ad og samlet den igen, og 30-40 minutter senere kan vi køre hjem isikkerhed langs de mudrede stier.

Følelsen af at gøre en forskel

Mit arbejde følesmeget ægte. Det er sundhedsoplysning på et helt grundlæggende plan, og alt ermeget nærværende.

Her i DR Congoer befolkningen så udsatte og har absolut ingenting. Der står så meget på spilfor dem. Det er de små ting, der kan vælte det hele. Derfor er vores forebyggendearbejde så vigtigt.

For eksempelfor kvinden, hvor alting pludselig ramler, fordi hendes mand er blevet slåetihjel af oprørsgrupper eller er død af pludselig sygdom, og nu står hun alenemed et barn eller tre.

Hun har ikkeråd til lægehjælp, hun har knap nok råd til mad, men hun har hørt, at hvishendes barn har de her symptomer, så kan barnet få hjælp af Læger uden Grænser.Det er hendes eneste mulighed.

Læger udenGrænser er der, når det pludselig vender. Det er det, som gør det heleværd.

DR Congo

Indbyggere: 102,3 mio.

Forventet levealder m/k: 59/63 år

Børnedødelighed: 79 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

Medarbejdere i 2022: 2.670

Læger uden Grænser arbejdede første gang i DR Congo i 1977.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO