Peter Bauza

Malaria

Malaria er en livstruende sygdom, der smitter via myg. Især børn under fem år dør af sygdommen. Læger uden Grænser behandler hvert år millioner af patienter mod malaria.

Sidst ændret 31. oktober 2024
Del til:

Hvad er malaria?

Malaria er en farlig infektionssygdom, som skyldes en gruppe af parasitter, som kun kan overføres til mennesker af myg.

En myg, der bærer en malariaparasit, kaldes i daglig tale en malariamyg – og bliver man stukket af en malariamyg, kan man udvikle malaria.

Hvad er symptomer på malaria?

De første symptomer på sygdommen er feber og kulderystelser. Man bliver typisk meget utilpas med hovedpine og muskelsmerter – senere får man diarré, kvalme og opkastninger.

Sygdommen udvikler sig gradvist og kan ende med død.

Der findes fem forskellige malariaparasitter, og de overføres alle til mennesker via bid af Anopheles-myggen.

De to farligste parasitter hedder plasmodium falciparum og plasmodium vivax, og de er skyld i langt de fleste dødsfald.

Her får man symptomer mellem en uge og tre måneder efter, at man er blevet stukket af de farligste typer af malaria. Der kan gå længere tid, hvis man er stukket af de mere godartede malaria paracitter (Plasmodium ovale, Plasmodium malariae samt Plasmodium knowlesi).

Hvis patienten ikke kommer i behandling, kan det medføre lavt blodtryk, chok, forgiftning på grund af nyresvigt, blodmangel og eventuelt blødninger i hud og slimhinder.

Parasitten kan også ramme hjernen og resten af centralnervesystemet, hvilket er meget alvorligt.

Her sker der ændringer i bevidstheden som for eksempel sløvhed, kramper, lammelser og dyb bevidstløshed, som er en tilstand, patienten hurtigt vil dø af.

I de områder, hvor malaria findes året rundt, udvikler man selv en beskyttelse mod sygdommen i løbet af fire til fem år.

Derfor er det især børn under fem år, der får malaria, og det er også dem, der oftest dør af sygdommen. Andre risikogrupper er gravide og personer, der lider af hiv/aids.

Hvordan forebygges og behandles malaria?

Man kan meget hurtigt finde ud af, om en patient har malaria ved at lave en kvik-test. Her tager man en lille bloddråbe fra fingeren og tester blodet for malariaparasitter.

Det tager omkring 15 minutter, og så kan man se, om personen er smittet og skal i behandling.

Der findes medicin mod malaria, men de farligste malariaparasitter har i store dele af verden udviklet resistens over for de mest almindelige malariamidler.

Siden 2001 har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefalet en kombinationsbehandling med flere typer medicin. Men der er stadig lande, som ikke har råd til at lave kvik-test eller give patienterne den korrekte behandling.

Den mest effektive måde at undgå malaria er ikke at blive stukket af malariamyg. Det gør man ved at sove under myggenet, bruge myggemiddel og sprøjte mod myg, som kunne bære malariaparasitterne.

Da malariamyggene kommer, så snart mørket falder på, kan det også hjælpe at dække arme og ben.

Mange rejsende tager malariaforebyggende medicin, men den er ikke 100% effektiv. Gravide kvinder og børn bør ikke tage visse typer malaria medicin.

Der findes vaccine imod malaria, som er under klinisk afprøvning i flere afrikanske lande. WHO anbefaler endnu ikke vaccinen til rutinebrug (kilde: SSI)

Hvor udbredt er malaria?

Halvdelen af jordens befolkning er i risiko for at få malaria. Malariamyggen lever hovedsageligt i subtropiske og tropiske områder. Det betyder, at malaria er udbredt i Asien, Sydamerika og især i de afrikanske lande, hvor 90 procent af alle tilfælde forekommer.

Her er det især børn under fem år, der bliver smittet, og tusindvis af børn under fem år dør hvert år af malaria.

I de senere år har den forebyggende indsats over for sygdommen båret frugt, og antallet af malariadødsfald er faldet – også blandt børn. Alligevel dør børn dagligt af malaria.

Malaria er en stor dræber i DR Congo. Blandt andet fordi det er vanskeligt at nå ud til patienterne. © Sandra Smiley/Læger uden Grænser

Stop malaria med Læger uden Grænser

Læger uden Grænser behandler hvert år millioner af mennesker for malaria rundt om i verden – langt de fleste i Afrika.

Som en del af vores arbejde rådgiver vi sundhedsmyndighederne i de ramte lande og uddanner lokalt sundhedspersonale i de små landsbyer til at diagnosticere og behandle sygdommen effektivt.

På den måde kan patienterne behandles tidligt i forløbet, så de ikke udvikler komplikationer.

I nogle af de hårdest ramte lande arbejder vi med en forebyggende indsats, hvor børn får antimalaria-medicin i fire måneder i regnsæsonen.

Men vi arbejder også med at forebygge malaria ved at uddele myggenet og sprøjte hytter med et insektmiddel, der forhindrer myggene i at yngle.

Læger uden Grænser arbejder hele tiden på at sætte fokus på behandling og forebyggelse af tropiske sygdomme, herunder malaria. Blandt andet gennem påvirkning af politikere og beslutningstagere.

Det gør vi blandt andet gennem vores Access Campaign, som Læger uden Grænser lancerede i 1999, efter at vi vandt Nobels Fredspris.

Hjælp Læger uden Grænser med at redde liv

Med din støtte giver du os blandt andet mulighed for at give livsvigtig behandling for malaria til mennesker verden over.

Mere om malaria

Vores læge Casper i CAR: ”Det er grotesk, at børn dør af malaria i 2024”

Vores læge Peter i Darfur: “Nogle morgener møder du en tom hospitalsseng”

Vores jordemoder på børnehospital i Sierra Leone: ”Det er fantastisk at hjælpe mennesker til verden”

Børn dør af malaria på grund af frygt for COVID-19

Ebola gjorde far bange for at sende malariasyg søn med ambulance

I kampen mod COVID-19 møder vi gamle venner i Amazonas