Nana om Mosuls rædsler: De små øjeblikke får smilene tilbage
Man bliver konstant mindet om krigens gru som sygeplejerske i Irak. Nana er lige kommet hjem efter syv uger ved Mosul. Her fortæller hun om den forbrændte dreng, der først efter 20 dage nåede frem til vores hospital, og om kvinden, som mistede sit ufødte barn i et angreb.
Jeg var igennem rigtig mange tanker og bekymringer, inden jeg ankom til vores hospital i Qayyarah – en by cirka 60 km syd for Mosul.
Som udsendt kan det være svært at forberede sig mentalt på, hvad man kommer til at møde, når man som jeg blev udsendt med 14 dages varsel.
En af de patienter, jeg aldrig glemmer, var en 16-årig dreng. Han blev indlagt kort efter min ankomst.
Drengen var blevet frygtelig forbrændt på sine ben, men han havde ligget 20 dage derhjemme, før familien kunne få ham ud af landsbyen.
Behandling og chokolade
Han var meget svækket, underernæret og svær at få kontakt med. De første dage var han helt tavs og tom i blikket – påvirket af de mange dage med store smerter.
Men med smil, opmuntring og en hel del chokolade sneget under dynen om natten lykkedes det at få ham til at åbne op dag for dag.
Det blev til en vigtig kontakt for os begge igennem de uger, jeg var på hospitalet.
Oplevelsen og kontakten med drengen har gjort det endnu tydeligere for mig, at det som så meget andet i livet kan være de små øjeblikke, som kan rykke allermest og også efterfølgende fylde på den gode måde, når man er godt hjemme igen.
Flere måneder gamle brandsår
Vores hospital i Qayyarah modtager patienter fra kampene i det vestlige Mosul, men også fra flygtningelejre og resten af regionen.
Det var primært brandsår, vi opererede. Enten skader fra hjemmet/flygtningelejrene eller eksplosionsskader. Børn og hyrder, som trådte på landminer, der stadig ligger skjult i store områder i regionen.
Brandsårspatienterne krævede mange operationer og lange indlæggelser, og de var i stor risiko for at få infektioner i de ofte meget store sår.
Det vanskelige i behandlingen af brandsårene var, at en del patienter ikke var i stand til at komme til os hurtigt nok. Ofte kunne sårene være op til flere måneder gamle – behandlet med hvad de havde af lokale urter og lignende.
En kvinde uden fremtid
En anden patient, som stadig står stærkt i min erindring, var en ung kvinde, som mistede sin mand, flere familiemedlemmer og sin ufødte søn under et angreb i Mosul.
Hun fik fjernet livmoderen og lå længe hos os med svære forbrændinger og et ødelagt ben. Hver gang jeg vækkede hende af narkosen, blev hun ved med at sige, at hun ingen fremtid havde, nu hvor hun ikke kunne få børn.
Jeg er selv mor til en datter på hendes alder og tænkte meget over de to kvinders forskellige udgangspunkt.
De udmagrede småbørn
Belejringen af Mosul har medført et stort antal spædbørn med svær underernæring.
I Irak er der ikke tradition for at amme, og mange mødre har derfor måtte give deres spædbørn sukkervand af mangel på mælkeerstatning.
Mange af vores patienter var børn, da vores hospital er det eneste i et stort område, der har kapaciteten til at modtage dem.
Et af de første børn, jeg modtog og bedøvede, var et to-årigt barn, som vejede lige over fem kg.
Han skulle igennem en mavetarm-operation – med en krop der var så udmagret, at det ikke var muligt for ham at komme sig. Han døde få dage efter.
Børnenes ukuelighed
Man bliver konstant mindet om krigens rædsler og urimeligheder. Når man efter en operation afleverer et barn til moderen, men moderen ikke er mor, men en fjern slægtning, da resten af familien har mistet livet.
Eller man fortæller en anden mor, at vi undgik at amputere armen på hendes søn, og hun fortvivlet spørger, hvad hun skal stille op, når hun har mistet sin mand og to andre børn under et angreb. Nu står hun uden hjem og mulighed for at forsørge sit barn.
Magtesløsheden, når ens faglighed ikke er nok, og der allermest er behov for at være til stede og bare lytte.
Der er dage, hvor man tænker, at der er så lang vej for irakerne, før deres liv bliver bare noget, som minder om normalt. Og alligevel møder man en ukuelighed og en optimisme, ikke mindst hos børnene.
Irakere med stort overskud
Jeg har selv været utrolig glad og stolt over at arbejde sammen med 100 lokale irakere, som selv har været igennem frygtelige år, men som har et overskud og engagement i deres arbejde på hospitalet, der er ud over det sædvanlige.
Der er så mange triste skæbner at berette om, men samtidig er der også mange positive oplevelser, som jeg har taget med mig hjem.
Det har været givende og åbenbarende at være en del af Læger uden Grænsers projekt tæt på Mosul. Og jeg står tilbage med en stor ydmyghed og respekt over for, hvad mennesker formår at præstere under helt urimelige vilkår.
Nana Valentiner arbejder til daglig på Rigshopitalet. Hun var udsendt i syv uger som anæstesi-sygeplejerske på hospitalet i Qayyarah syd for Mosul i Irak.Det var hendes første udsendelse med Læger uden Grænser.