Mistede sin mand og alene med tre børn: Jobbet som sygeplejerske hjælper mig gennem sorgen

Hun er kun 26 år og alene med tre børn, efter manden døde under cyklonen Idai i Mozambique. De fleste ville lade sorgen overtage. Men Alita* er sygeplejerske, og midt i sit eget tab valgte hun at hjælpe andre ved at arbejde for Læger uden Grænser. Dette er hendes historie.

En af vores sygeplejersker tager en patients blodtryk på en af vores mobile klinikker i Mozambique. Foto:
Giuseppe La Rosa/Læger uden Grænser

“Jeg blev født i en lille by, men flyttede til Nhatanda for at uddanne mig til sygeplejerske. Der, hvor helikopteren til vores mobile lægehold lander, mødte jeg min mand til en fodboldkamp. Han var ved at læse til lærer. Vi plejede at arrangere kampe mellem studerende, og her mødte vi hinanden.

I 2015 blev vi begge færdige med vores uddannelse og giftede os kort efter. Vi flyttede ind i hans hus for at starte vores familie tæt på hans forældre. Min mand hjalp mig med at opdrage mine døtre fra mit første ægteskab, og vi fik vores søn, som nu er to år gammel.

Han fik et job som lærer i Buzi-distriktet og måtte flytte for at undervise. Han kom hjem hver måned, og han var så stolt af sit arbejde med at lære børn, hvordan de bliver bedre mennesker. Jeg tog mig af hjemmet og arbejdede rundt omkring for at få det hele til at løbe rundt. Vi var lykkelige.

Dagen, der ændrede alt

Den 14. marts ændrede alt sig.

Vi hørte i radioen, at cyklonen var på vej. Men intet kunne forberede os på, hvad der ville ske. Min mand ringede til os lige før, cyklonen ramte, for at spørge, hvordan vi havde det, og at vi skulle passe på os selv. Han var så bekymret, men vi sagde, at vi ville gøre vores bedste. Han lovede at gøre det samme og sagde, at han elskede os.
Det var sidste gang, vi talte sammen.

Klokken ti om aftenen begyndte det at regne. Jeg kan ikke forklare, hvordan det var, men aldrig i mit liv, mine forældre eller bedsteforældres liv har vi oplevet nogen lignende. Vandet begyndte at stige i vores hus, og møblerne flød rundt. Jeg løftede min børn op på køkkenbordet, så de ikke ville blive våde og begyndte at bede, fordi jeg var rædselsslagen. Jeg tænkte på min mand. 

Alt, hvad jeg ved om hans skæbne, har jeg fra hans kollegaer og venner, som var sammen med ham den nat.  

Det forkerte valg

De fortalte, at vandet begyndte at stige på skolen, indtil det nåede dem til halsen, og de var nødt til at svømme hen til taget. Snart var taget også dækket af vand, og strømmen var stærk.

De var tvunget til at svømme hen til de nærmeste træer og håbe på, at træet ville modstå vind og vand. Min mand og mange andre kravlede op i det forkerte træ. Det væltede ned i vandet, og han blev trukket væk af strømmen. I mange timer havde han klamret sig til træet, og han havde ikke flere kræfter tilbage til at svømme. Mange børn fra skolen døde på den måde. Deres arme kunne ikke mere.

Dagen efter skyllede døde kroppe op på kysten i Beira. Efter to dage uden nyt tog hans brødre ned på stranden for at lede efter ham blandt de døde.

De gik rundt hele dagen under den brændende sol, men de fandt ham ikke. Dem, der blev fundet, var heldige. Deres familier fik en chance for at sige farvel. Den mulighed fik jeg aldrig.

Jeg var nødt til at kæmpe

Jeg brugte to dage i sengen. Ude af stand til at bevæge mig eller gøre noget som helst. Mit hus var ødelagt. Min mand var væk. Mit liv havde ændret sig fuldstændig på én nat.

En morgen slog det mig. Jeg var arbejdsløs og alene med tre børn. Jeg var nødt til at kæmpe.

Min styrke kommer i høj grad fra mit job som sygeplejerske. En sygeplejerske er nødt til at være stærk. Vi ser sorg og lidelser hver dag, og det er vores rolle i verden at støtte og behandle. Hvordan kan jeg græde, når det er mit job at trøste dem, der lider? Tragedien har ikke kun ramt mig eller mit hjem. Så mange omkring os lider og har mistet. Jeg vil aldrig glemme, men jeg vil komme videre. Ikke kun for min egen skyld, men for andres.

Alt det, du ikke ser

Mit arbejde hos Læger uden Grænser bringer mig til steder, hvor mennesker har mistet meget mere end jeg, og det fik mig til at indse, hvordan det har påvirket mit folk. Når mennesker i dit land ser landskabet fra en helikopter, ser du oversvømmede områder og ødelagte træer. Men der er alt det, du ikke kan se. Under vandet, under knækkede grene finder du os. Vores historier, vores sorg og vores vilje til at leve.  

Jeg har stadig ikke fortalt min søn, at hans far er død. Jeg kan ikke finde styrken til det, selv om jeg prøver. Han er stadig så lille. Når han vil ringe til sin far, ringer jeg en af hans onkler op og får ham til at lade, som om det er hans far.

Min drøm for mine børn er, at de uddanner sig. Nogle gange tillader jeg mig selv at drømme om at genopbygge vores hjem. Og måske bygge en lille forretning til, hvor jeg kan sælge dagligvarer til mine naboer. Jeg håber, at min mand ville være stolt af, hvad vi er blevet til efter hans død.

 *(navnet er ændret af hensyn til familien)

Hjælp Læger uden Grænser med at redde liv

DIN STØTTE
REDDEr LIV

Med din støtte giver du os mulighed for at sende læger og sygeplejersker til katastrofer og kriser verden over.

Historier fra vores udsendte

Nigeria

”Jeg troede, at vi ville miste hende”

Læs mere

Astrid Opstrup

DR Congo

Ny ebola-behandling: “Vi kan undgå, at børn som Alpha dør.”

Læs mere
Bangladesh

“Børn dør af kroniske sygdomme, fordi medicinen ikke er tilgængelig”

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

Ti år lang konflikt koster stadig liv

Læs mere

Anni Fjord

Nigeria

“Helt mirakuløst spiser hun af det med det samme.”

Læs mere
Yemen

”Vores hold arbejder døgnet rundt”

Læs mere

Heidi Strømsholt

DR Congo

“Børn bør ikke dø af mæslinger”

Læs mere

Mikkel Carlsen

Tchad

”Tænk engang, hvor lidt der skulle til”

Læs mere

Mads Geisler

Yemen

“De næste timer afgør, om drengen overlever”

Læs mere

Mozhdeh Ghasemiyani

Sydsudan

Børnesoldater får hjælp til et nyt liv: “Det føles som ren magi”

Læs mere
Dorte Møller Hansen

Dorte Møller Hansen

Bangladesh

”Der skal ikke meget regn til, før husene kollapser”

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

Hvis du ikke kan amme dit barn, må en anden gøre det

Læs mere

Heidi Christensen

Venezuela

Det venezuelanske Klondyke: ”Nogle af indbyggerne får malaria 10-15 gange om året.”

Læs mere
Rasmus Schou Christensen - læge i Læger uden Grænser

Rasmus Schou Christensen

Libanon

Rasmus hjælper flygtninge i Shatila-lejren i Libanon: “Drengen ville dø uden behandling”

Læs mere

Ann Mills Karlslund

Irak

Genåbning af hospital i nordirak: “Her er mennesker stadig mærket efter grusomme overgreb”

Læs mere

Anne Louise de Barros Damgaard

Sydsudan

Kunne drengens liv være reddet?

Læs mere