Bérengère Guais/MSF

Mæslinger i DR Congo: ”Børnene er sårbare”

I den Demokratiske Republik Congo i det centrale Afrika slår mæslinger ihjel. Alene i år er flere end 15.000 mennesker blevet smittet ifølge FN. I Nyabiondo i det østlige DR Congo, tæt på grænsen til Rwanda og Uganda, kæmper vores udsendte lige nu for at hjælpe indbyggerne i det voldshærgede land.

Kristoffer Vogler er læge og har tidligere været udsendt til DR Congo, hvor han på motorcykel rykkede ud til patienter i områder, der ellers er ufremkommelige. Mudder og smadrede veje gør, at indbyggerne er sårbare overfor sygdomme, for hjælpen er langt væk, og uden behandling kan sygdomme som mæslinger være dødbringende.

Mange steder i DR Congo er motorcykel det mest effektive transportmiddel. Foto: Bérengére Guais

Kristoffer fortæller, at især børnene er i fare, hvis de får mæslinger: ”Børn i DR Congo er ofte underernærede, og derfor er risikoen for, at de dør, efter at have fået mæslinger, højere end andre steder.”

I 2018 løb en epidemi af mæslinger gennem DR Congo og smittede mennesker i et område på størrelse med Spanien. Fortællinger fra lokalbefolkningen tegner et billede af, at dødsraten for børn under 5 år i visse områder er ekstremt høj, men at deres dødsfald ikke bliver registreret.

Kristoffer forklarer, hvordan mæslinger især har gode betingelser i områder, hvor folk bor tæt. I DR Congo er der cirka 4,5 millioner internt fordrevne, og mange af dem bor i lejre. ”De er særligt sårbare, fordi de bor så mange på så lidt plads. Man plejer at sige, at én person kan smitte op til 20 personer, så det bliver hurtigt mange mennesker, der er i fare i et land som DR Congo.”

læger uden grænser vaccinerede i 2018:

461.611

congolesiske børn mod mæslinger

For Kristoffer er det paradoksalt, at DR Congos børn er særligt sårbare, for de er seje og hårdføre: ”Børnene udholder så mange ting, de kan tage så meget modgang. De hjælper til med alting. Du ser dem komme gående med deres forældre, og de bærer stakke med brænde, som jeg ikke ville kunne bære. Og det er det samme, når det kommer til behandling – de er benhårde. Men desværre sætter livsstilen sine spor. De er sårbare, fordi de er underernærede.”

Betændelser dræber

Det er ikke mæslinger, børnene er i farezonen for at dø af, men de følgesygdomme, der typisk følger med mæslingeprikkerne. ”De får typisk lungebetændelse eller meningitis, og igen er de underernærede børn især i fare, hvis de rammes af de sygdomme,” fortæller Kristoffer.

FN har tidligere i år igangsat en særlig kampagne med det formål at uddele to millioner vacciner. Antallet af mæslingetilfælde er vokset i DR Congo siden 2016, og især i de sidste måneder af 2018 steg smittetilfældene.

Problemet med mæslinger skyldes især én ting, fortæller Kristoffer. Og det er enkelt. ”Det store problem i DR Congo er, at befolkningen ikke er vaccineret.”

I 2019 vaccinerede vi over 200.000 børn og behandlede mere end 3.000 tilfælde af mæslinger. Du kan støtte vores arbejde rundt omkring i verden, hvor vi blandt andet arbejder på at vaccinere børn mod mæslinger. Små prik, der kan redde verdens børn fra de dødelige prikker.

DR Congo

Indbyggere: 102,3 mio.

Forventet levealder m/k: 59/63 år

Børnedødelighed: 79 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

Medarbejdere i 2022: 2.670

Læger uden Grænser arbejdede første gang i DR Congo i 1977.

Kilder: Læger uden Grænser og WHO