Stadig mærket efter grusomme overgreb i Nordirak

29. april 2019

Vores HR-ansvarlige Ann Mills Karlslund rejste til det nordlige Irak i sommer. Her var hun med til at genåbne det lokale hospital, efter at byens infrastruktur blev smadret af IS, som terroriserede byens indbyggere. Selvom mange af byens beboere fire år efter er begyndt at vende hjem, hænger usikkerheden og spændingerne stadig i luften. Her fortæller hun om sine oplevelser.

De sprængte bygninger og bombede hospitalsfaciliteter er det første, der falder en i øjnene, når man kører igennem Sinjar. Der er mange ruiner og betonstumper og metaldragere, som stikker op overalt.

Jeg skal arbejde med rekruttering af ansatte til hospitalet og stå for at koordinere forskellige administrative opgaver. Det er nogle lange arbejdsdage, hvor jeg undervejs møder mange af de mennesker, som IS’ overgreb er gået hårdt ud over. De er vendt hjem og prøver nu at skabe en ny tilværelse i Sinune, som ligger få kilometer fra Sinjar.

Det er hér, at tusindvis af yezidier er blevet henrettet, bortført og jaget væk af IS, og hvor tusindvis af kvinder er blevet kidnappet og solgt videre som sex-slaver til IS-kontrollerede områder. Få kilometer fra Sinune, hvor vi driver vores hospital, er det centrale og vigtigste hospital i Sinjar stadig i ruiner.

Den militære offensiv, som fandt sted i 2015, er gået hårdt ud over hospitalet. Store dele af byen er blevet ødelagt, og sundhedsfaciliteter smadret. Alligevel vender folk hjem nu, snart fire år efter at IS officielt blev bekæmpet af de kurdiske styrker og koalitionen. Deres største trussel IS er overordnet set væk fra området, men befolkningen har brug for en velfungerende infrastruktur og herunder også sundhedsydelser.

En sundhedssektor i ruiner

Der er stadig ikke ret mange mennesker på gaderne, og mange butikker er stadig låst med store hængelåse, da deres ejere ikke er vendt hjem. Store dele af sundhedssektoren i området er lammet, og en stor part af indbyggerne har i årevis været afskåret fra lægehjælp.

De fortæller, at det ikke er sikkert at begive sig rundt i andre irakiske storbyer. Hospitalet vil få en kolossal betydning for lokalsamfundet og for de hjemvendte beboere, som vil kunne finde støtte og tryghed i området. Opgaven om at genåbne Sinunes hospital handlede i høj grad for mig også om at sammensætte et team, som forstod lokalbefolkningens frygt og lidelser, og som kunne løfte dagligdagens opgaver med en stor portion overskud.

Jeg mødte en ung mand, som havde søgt job i hospitalets administrative team. Han havde ikke erfaring med HR og administration, men han forstod, hvad det ville sige at hjælpe folk med at få stabilitet.

Forsvarsløse og rædselsslagne

”Vi var forsvarsløse og rædselsslagne, da vi var flygtet op på Sinjar-bjerget,” fortalte han. Han var flygtet sammen med sin mor og søster til Sinjar-bjerget, og senere kom de til Dohuk.

”Undervejs hørte vi om de skrækkelige overgreb, som IS udførte. Vi var meget bange og vidste ikke, hvor vi skulle flygte hen. Der var ingen hjælp at hente. Men det er ikke første gang, vi bliver jagtet på den måde,” fortalte han og henviste til, hvor marginaliseret en gruppe yezidierne er i regionen. Det er unge mænd som ham, der er brug for, for at skabe tryghed i området.

Vi vil skabe håb i Sinune

Læger uden Grænsers genåbning af hospitalet kommer til at betyde større stabilitet og tryghed i området. Ikke kun for regionens yezidiske grupper, men også de øvrige etniske grupper i regionen. Siden juli har Læger uden Grænser drevet Sinune Hospital, herunder skadestuen, operationsstuer og den eneste fødselsafdeling i området.

De hjemvendte familier kan modtage gratis lægehjælp, uanset religion og politisk overbevisning. Desuden kommer vi snart til at yde psykologhjælp grundet antallet af traumatiserede mennesker. Det er i dag blot 100.000 af de 400.000 indbyggere, som boede i Sinjar-regionen i 2014, der er vendt hjem igen.”