© MSF
Skader på Al Thawra hospital i det angrebne område i Taiz.

“Livmoren var sprængt – babyen lå frit ude i maven

Vores gynækolog Josephine Obel var udsendt i tre måneder til det krigshærgede Yemen. Her arbejdede hun til dagligt med fødsler og kvinder med graviditetskomplikationer, som på grund af krigens ødelæggelser ikke kunne få adgang til lægehjælp.

En kvinde bliver pludselig kørt ind på fødestuen. Min kollega råber:

”Hun har et dødt barn i maven. Blodtrykket er umåleligt. Livmoren er sprængt”.

Dét var den information, vi fik, da hun blev båret ind på fødegangen. Jeg var nervøs og bekymret over, om det var en kvinde, vi kunne redde.

Det var min første vagt på Læger uden Grænsers travle fødselshospital i byen Taiz i Yemen.

Kvinden havde kraftige indre blødninger, og jeg frygtede, at vi ikke kunne standse blødningen. Jeg kendte ikke personalet, og jeg havde ikke et overblik over udstyret.

Livmoren er sprængt

En hjemmefødsel havde udviklet sig tragisk.

Kvinden havde fået ve-stimulerende medicin af en lokal fødselshjælper for at sætte fødslen i gang. Men veerne havde været så voldsomme, at hendes livmoder sprang.

Barnet døde inde i maven. Moren havde store smerter og havde mistet meget blod, da hun blev kørt ind på vores hospital. Hun var bleg i ansigtet – mere død end levende.

Da vi opererede hende, var det et voldsomt syn, der mødte os. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle mene. Det lignede, at der havde været en eksplosion derinde. Barnet lå frit ude i maven, og for at standse blødningen var vi nødt til at fjerne livmoren.

Det efterfølgende døgn holdt jeg vejret for at sikre mig, at hun ville komme sig.

Det er en livstruende tilstand, også den første tid efter en stor operation. Vi gav væske og blodtransfusion. Heldigvis gik det fremad, og efter et par dage var både kvinden, hendes familie og jeg meget lettet.

Moren havde allerede fire børn. Det lettede mit hjerte, for hun ville ikke kunne få børn igen.

Hospitalet var kvindernes sidste håb

På vores hospital havde personalet udgangsforbud, dvs. vi måtte ikke begive os ud i de yemenitiske gader.

For vesterlændinge som mig var der en stor sikkerhedsrisiko forbundet med at være i en krigszone. Vi måtte arbejde, spise og overnatte på hospitalet.

Det var en vanvittig krigssituation, som landets befolkning levede med. Det var hårdt at se, at så mange kvinder led under den manglende lægehjælp, særligt på fødselsområdet.

Mange yemenitiske kvinder fødte derhjemme, på bagsædet af taxaer og på klinikker uden det rigtige udstyr og medicin. Det hospital, jeg arbejdede på, var et af de få funktionelle hospitaler i området. Så jeg vidste, at det var kvindernes sidste håb. Det gjorde mig nervøs men også vred.

Manglen på kvalificeret lægehjælp, rådgivning og medicin gjorde, at mange kvinder oplevede faretruende komplikationer. Den slags scenarier ville jeg aldrig møde på et hospital i Danmark.

Kvinderne var nederst i hierarkiet

Det eneste frirum, jeg havde til at lufte tankerne og komme mig over dagens oplevelser, var hospitalets tag. Her gik jeg indimellem op og trak vejret.

Det var ikke til at begribe, hvor mange lidelser kvinder og børn gennemgik i dette land. Selv i den gloende hede bar kvinderne slør, også hospitalets personale.

Mændene skulle give tilladelse, inden vi havde lov til at operere på kvinderne. En procedure, som fremstod fjern fra min hverdag, og som jeg også fandt urimelig. Men sådan er det i et land som Yemen. Det er sådanne arbejdsforhold, man må tilpasse sig, når man er på en livreddende mission i denne krigszone.

Den kvinde, jeg behandlede på den første vagt, skulle også først have en underskrift af sin mand, inden vi kunne operere hende.

Jeg synes, at det var vanskeligt at affinde sig med de traditionelle normer og at se kvinder betale så høj en pris for krigen.

Det var i det hele taget underligt at befinde sig et land, som var hærget af krig, og hvor kvinder var nederst i hierarkiet. Min rolle som kvindelig læge blev meget udfordret.

Jeg oplevede, at jeg langsomt glemte risikoen ved  at leve i en krigszone. Det var som om, at det hele blev så hverdagsagtigt.

Jeg tænkte meget på mine lokale kollegaer, som gjorde en kæmpe forskel for de kvinder og børn, der bliver behandlet på hospitalet. Det var meget rørende og beundringsværdigt at opleve, hvor meget de kæmpede.

De var de ægte helte, som må leve med det kolossale pres på fødselsgangen hver dag, samtidig med at de selv er ofre for krigen. Stort set alle mine kolleger har selv måtte flygte fra deres hjem og lever i interimistiske boliger, mens de venter og håber på, at krigen slutter en dag.

Sådan hjælper vi i Yemen

  • Siden marts 2015 har luftbombardementer og heftige kampe i Yemen ødelagt sundhedssystemet.
  • Læger uden Grænser støtter 12 hospitaler og 18 sundhedsklinikker i Yemen, i bl.a. Taiz, Sana’a, Aden, Abyan og Hajjah.
  • I 2016 behandlede Læger uden Grænser over 32.900 patienter.
  • Samme år modtog over 12.500 kvinder fødselshjælp af Læger uden Grænsers personale i Yemen.
  • I Taiz har Læger uden Grænser siden krigens udbrud støttet et fødselshospital samt et traumecenter for krigsofre. Derudover støtter vi fire andre sygehuse i byen.