Kunne drengens liv være reddet?
For første gang under sin udsendelse mister vores læge Anne Louise en patient. Sengepladserne på klinikken i Doro, Sydsudan, er fyldt, fordi det vælter ind med patienter. Der må åbnes ekstra telte med senge til de nyankomne. Patienten giver Anne Louise nogle hårde overvejelser, som hun fortæller om her.
”Det var i et af disse telte, jeg fandt den første patient, som jeg mistede her. Han var blevet indlagt i løbet af natten med mavesmerter og hoste igennem tre dage. Fordi han var voksen, var han en af de sidste patienter, jeg tilså på min stuegang.
Han kan højst have været 25 år. Jeg fandt ham i det stegende varme telt ud på eftermiddagen, gispende efter luft og bevidstløs. Familien sad omkring ham.
Sygeplejersken havde haft travlt med at hjælpe mig med stuegangen det mest af dagen, men da han havde tilset patienten tre timer tidligere, havde der ikke været nogen tegn på vejrtrækningsbesvær.
Holdt op med at trække vejret
Jeg fik skrabet et hold sammen af skadestuesygeplejersker og familiemedlemmer, som fik ført ham over på en båre og kantet ham ud af det trængte, glohede telt og ind på skadestuelejet. Her fik vi straks suget enorme mængder sejt slim fra hans hals.
Hans vejrtrækning var tydeligvis stadig besværet, men hans tilstand begyndte gradvist at forbedres, og jeg måtte overlade ham til natholdet. Næste morgen fandt jeg ham på vores intensivafdeling med en iltmaske. Han trak vejret overfladisk, men han lod til at have være stabil hen over natten.
Vi tog nogle blodprøver under stuegang, og jeg gik videre for at se til en lille meningitispatient i sengen ved siden af, da han pludselig holdt op med at trække vejret.
Vi forsøgte at genoplive ham i 45 minutter, men det lykkedes os aldrig at få ham op på en tilfredsstillende iltmætning i blodet. Vi måtte derfor kalde familien ind.
Den værste besked
Det er altid svært at skulle fortælle nogen, at deres familiemedlem er ved at dø. Når man ikke taler sproget eller kender kulturen, er det nærmest umuligt. Heldigvis arbejder vi tæt sammen med et hold ”mental health workers”, som sørger for at bygge bro mellem os og yder psykisk støtte, når de svære budskaber skal overbringes. Det er enormt vigtigt, at det bliver gjort med respekt for deres kultur og traditioner.
Der gik ikke lang tid, fra vi stoppede med at støtte hans vejrtrækning, til hans hjerte holdt op med at slå. Jeg blev tilkaldt for at bekræfte dødstidspunktet og fandt afdelingen fuld af sørgende familiemedlemmer.
Særligt moderen og hustruen hulkede højlydt over tabet. Patienten fik bundet ansigtet ind i gazebind, og familien bar ham hjem. Det bliver betragtet som mangel på respekt at efterlade de døde. Derfor er offentlige kirkegårde et relativt nyt koncept her, som endnu ikke rigtigt har vundet indpas.
En smuk og farlig tradition
I stedet bliver den døde begravet i familiens tukul. På den måde bliver de døde hos familien, selv efter livet er slut. Det er i og for sig en smuk tanke, men i forhold til spredning af smitsomme sygdomme arbejder vores sundhedsfremmere i lejren på at fortælle om, hvilke negative og potentielt katastrofale konsekvenser, ritualet kan have.
Men de begrænsninger, vi arbejder med, udstiller også mine egne begrænsninger som læge. De udfordrer mig til at finde tilbage til den læge, jeg er helt grundlæggende – bare mig, mine øjne, mine hænder og mit stetoskop. Ingen blodprøver, ingen røntgen, ingen MR-scannere.
Jeg grublede meget over årsagen til, hvorfor lungerne pludselig svigtede hos så ung en mand. Der var fundet malariaparasitter i hans blod, selv om malariatesten havde været negativ, da han blev indlagt.
Jeg ved ikke, om vi havde haft en chance for at redde drengens liv, hvis vi havde vidst det tidligere.
Jeg er også fuldt ud bevidst om, at det ikke ændrer noget nu at overveje, hvad man kunne have gjort, men det er nu engang den virkelighed, jeg står overfor de næste seks måneder.
Vi kan ikke redde alle. Det er en grundlæggende præmis for lægegerningen, uanset hvor man arbejder.
På flugt det meste af deres liv
Det er en skrøbelig opsætning, og alvorligheden i de tilfælde, som vi indlægger, skubber virkelig til grænserne for, hvad der er muligt på en lille klinik bemandet med personale som har været på flugt størstedelen af deres liv, og som lever i hytter lavet af ler eller grene.
Jeg ved, at den forventede levealder her er lavere, end jeg er vant til. Men at se en ung mand dø af en infektionssygdom, der er så simpel at behandle, det er en svær pille at sluge.
Et lyspunkt har været, at de akut underernærede tvillingedrenge, der startede med at blive indlagt på intensivafdelingen, blev flyttet til vores normale ernæringsafdeling. Sidst jeg så dem, var de i markant bedring.
Jeg blev så lettet og lykkelig over at se deres smukke smil, at jeg igen fik tårer i øjnene. Det kan ikke beskrives med ord, hvad det gør ved én at se disse børn gå fra at ligge helt livløse på lejerne til at sidde grinende og legende udenfor. Det føles som en kæmpe sejr at få lov til at udskrive dem.
Atletisk underlegen
Der har ikke været tid til meget andet end arbejde den sidste uge, men min sidste løbetur på landingsbanen med en af de andre udsendte tiltrak en flok 8-årige drenge.
De var på vej hjem fra en fisketur. To af dem bar omkring 10 fisk hver, de andre bar de tynde pinde, som de havde brugt som fiskestænger. Jeg havde godt hørt rygter om, at der var en flod i nærheden, men det er simpelthen så svært at forestille sig ud fra det støvede, røde landskab.
Drengene løb ubesværede, barfodede og grinende med i vores tempo. Jeg er kommet til at holde af disse nye løbevenner og må nok blot sluge min atletiske underlegenhed.
Morgen-yoga og løbeturene på landingsbanen er blevet vigtige åndehuller hernede, og jeg nyder også mine samtaler med de andre udsendte.
Det er intenst at bo og arbejde sammen med de mennesker, som jeg bruger alle mine vågne timer i selskab med. Heldigvis er alle mine kollegaer fantastiske mennesker med meget forskellige baggrunde og syn på livet, og jeg tror, at det beriger os alle.