“Jeg ønskede desperat at glemme barnet”
Ingen træning kan forberede vores udsendte på det syn, der møder dem, når mange sårede pludselig strømmer ind. Vores læge Georgina har skrevet en beretning om et lille barn, hun behandlede efter et angreb.
Jeg har aldrig ønsket så desperat at glemme noget, som første gang jeg så dig. Da jeg havde behandlet den sjette patient på en time, så jeg dig blive rullet ind på den eneste tomme plads på den fyldte skadestue.
Du var en af to små kroppe, der blev lagt på en stålbriks beregnet til voksne, som var blevet skadet i krig. Din lillebror lå ved siden af dig.
Jeg tvang tårerne tilbage og mærkede smagen af opkast. Min verden gik fra at være en, hvor babyer græder, når de bliver vaccineret eller er sultne, til en, hvor børn bliver bragt blodige og livløse på hospitalet.
En time tidligere fik vi et opkald. En selvmordsvest var blevet detoneret ved en kontrolpost, og ”nogle få ambulancer var på vej”. Standardprocedurer blev sat i gang for tage imod de sårede, men ingen træning kunne forberede mig på den flod af menneskelige lemmer, det førte med sig.Alt var kaos.
Jeg tvivlede på, at du ville overleve
På et hospital med begrænsede ressourcer og størstedelen af det medicinske personale bosat over to timer væk – fordi de var flygtet fra Islamisk Stat – er behandlingen nødt til at fokusere på det essentielle og basale.
Jeg tvivlede på, at du ville overleve, lille du. Livløs og med skader, der kunne vise sig at være fatale. Opgaven var klar: Mit team og jeg ville arbejde så hårdt og hurtigt, vi kunne, for at stabilisere dig og din bror. Imens ville vores kollegaer lægge hårdt pres på myndighederne for at få fri passage gennem checkpoints til et bedre udstyret hospital. Men hvis strømmen af nye patienter og de akutte tilfælde voksede, ville vi blive tvunget til at prioritere anderledes.
Det kan gøre et menneske hårdt og emotionelt afskåret at arbejde inden for mit fag. I et usandsynligt øjeblik af ro mellem bølgerne af nye patienter stod jeg ved din seng – med hånden på siden af dit hoved og mistede min professionelle distance bare et lille øjeblik.
At indikere, at du var heldig den dag, er nærmest krænkende. Der er intet held over at være involveret i et angreb, der dræbte din mor og en af dine andre søskende, mens du og din bror blev alvorligt såret.
Til gengæld var det heldigt, at myndighederne gav tilladelse til at sende en enkelt ambulance. Vi stabiliserede dig det bedste, vi kunne, og fik presset tre små, krigsskadede kroppe ind i ambulancen og sendte jer afsted i nervøs forventning. Det var dig, din bror og en 11-årig dreng.
To ugers eftersøgning
Vage rapporter nåede frem om dig: ”I live”, ”alvorligt hjerneskadet”, ”ingen familie”.
To uger senere var jeg heldig. Min eftersøgning viste, at du var på et hospital to timer væk.
Med bange anelser gik jeg ind på din stue, hvor jeg fandt dig liggende i dyb søvn, som kun børn kan ligge. Med den ene hånd hvilende trygt på din lillebror, din allierede. Senere vågnede du.
At se dig fuld af liv, lege og kramme i timevis er det dyrebareste minde, jeg tog med mig fra en på alle måder overvældende oplevelse. Den dag, vi mødtes, kæmpede jeg for at drømme om en fremtid for dig.
Nu kan jeg mønstre håb. Håb om, at din største bekymring – mod alle odds – vil være, hvordan du skal få bolden forbi din bror, eller hvordan du kan snige dig til at blive lidt længere oppe, før det er sengetid.
Et liv, hvor selvmordsbomber, intern fordrivelse og flygtninge hører fortiden til. Mine ønsker for dig er naive, men du har allerede overlevet.
Georgina Woolweridge er læge og kommer fra Australien. Hun var udsendt til Tal Maraq i Irak.